Læsetid: 7 min.

Formandens første år

Helle Thorning-Schmidts første år har budt på flere op og nedture. Flest nedture. I øjeblikket kæmper etårsfødselaren med historisk dårlige meningsmålinger. Information ser tilbage på formandens første år
12. april 2006

Triumfen i Vega

"Alle, der vil være med og tage fat på store opgaver - og der ligger mange umiddelbart foran os. Alle er velkomne. De, der ikke vil være med, må blive hjemme."

Sådan lød ordene fra Helle Thorning-Schmidt, da hun den 12. april 2005 blev valgt som Socialdemokraternes formand på spillestedet Vega på Vesterbro i København.

Oppe fra scenen kunne hun se direkte ned på partiets evige kronprins, der aldrig nåede at sætte sig i formandsstolen, Frank Jensen.

Helle Thorning-Schmidt var på få uger strøget til tops i Danmarks stolte arbejderparti, og blot få dage senere skulle det vise sig, at den nye formands tale i Vega ikke blot var tomme ord. Man kunne blive sendt hjem.

Bjarne Laustsen var første mand på rampen. Han fik fyresedlen som efterlønsordfører for åben skærm. Flere kommentatorer var begejstrede.

Fyringen blev udlagt som et billede på en handlekraftig formand, der har styrken til én gang for alle at få bilagt mange års opslidende kampe i partiet.

Et par måneder senere var bedømmelserne knap så entydige.

Sandy Brincks exit

Det er torsdag den 2. juni 2005. Klokken er 12, og det socialdemokratiske gruppebestyrelsesmøde er lige gået i gang. Selv om der er smørrebrød på bordet, og solen skinner uden for, er stemningen på gruppesekretær Poul Andersens kontor mildest talt ikke behagelig.

Mødet får nærmere præg af en fjendtlig afhøring.

Få dage tidligere har Ekstra Bladet skrevet, at Mogens Lykketofts tidligere spindoktor, Morten Boye Hviid, er blevet ansat som Helle Thorning-Schmidts personlige rådgiver. En ansættelse, som gruppen ikke var orienteret om - og en ansættelse, som bestemt ikke er populær i store dele af partiet.

Både i dokumentarfilmen Lykketofts finale og i bogen om valgkampen Før ørerne falder af har Morten Boye udtalt sig yderst kritisk om navngivne socialdemokrater, med betegnelser som 'svin', 'nar', og 'snotdum'.

Det er ikke noget, der kalder til samling i partiet, hvilket ellers er, hvad Helle Thorning-Schmidt har gjort til sin mærkesag som formand.

Velfærdsordfører Sandy Brinck, der holdt anbefalingstalen for Frank Jensen, kritiserer højlydt ledelsens beslutning sammen med andre Frank Jensen-støtter.

Men heller ikke alle dem, der bakkede op om Helle Thorning som formand, er begejstrede for den manglende orientering af gruppen - eller i det mindste gruppebestyrelsen, som en Thorning-støtte udtrykker det.

Men Helle Thorning tager opgøret med Sandy Brinck med det samme. Hun bliver kaldt til en 'kammeratlig samtale' på formandens kontor.

Brinck fortsætter imidlertid kritikken.

"Jeg kan ikke bruge et stykke personale, der bagtaler mine kolleger," siger hun dagen efter til Radioavisen.

Men S-ledelsen kræver en loyalitetserklæring fra Sandy Brinck.

"Jeg er valgt på et mandat om, at jeg skal holde ro i partiet, og det skal vi alle sammen leve loyalt op til," siger Thorning til pressen i forbindelse med sagen.

22 dage senere - den 24. juni - meddeler Sandy Brinck formanden og resten af gruppen, at hun trækker sig.

Iskold sommer

Men Helle Thorning-Schmidt har langt større problemer end Sandy Brincks bratte exit.

Den ny formand kan ikke komme igennem med sin politik.

Hendes nye ledelseshold, som blandt andet består af næstformændene Henrik Sass Larsen og Mette Frederiksen, udstiller på et gruppemøde kort før sommerferien, at ledelsen er uenige i partiets udlændingepolitik, og Thornings strategi om "at arbejde regeringen ud af kontorerne" lider et markant nederlag denne 22. juni.

Selv om punktet ikke er på dagsordenen, kommer hele diskussionen til at dreje om det netop indgåede integrationsforlig med regeringen.

Under mødet står det klart, at ledelsen pludselig står over for en reel risiko for at blive nedstemt af sin egen gruppe.

Der er kun godt 20 folketingsmedlemmer med til gruppemødet. Over halvdelen af den 47 mand store gruppe er nemlig allerede gået på sommerferie. En beslutning, som flere efterfølgende fortryder bitterligt.

Sandy Brinck - der et par dage senere forlader Folketinget - er klar i mælet.

"Jeg kan ikke være med under nogle omstændigheder. Det er simpelthen for usympatisk," siger hun.

Hun bakkes op af Svend Auken.

"Set med mine briller er det en forfærdelig løsning indholdsmæssigt. At mit parti kan lægge navn til sådan noget, havde jeg aldrig forestillet mig. Hvad laver vi i det her selskab," siger han.

Pia Gjellerup, en tredje markant S-skikkelse, er enig i kritikken.

Tilbage sidder Helle Thorning og prøver at få udskudt mødet, men den går ikke. Mette Frederiksen gør klart, at diskussionen må fortsætte - med eller uden formanden.

Helle Thorning-Schmidt er i klart mindretal og gør intet for at bakke op om Anne-Marie Meldgaard, der hidtil har fået en uforbeholden støtte fra partiformanden til at få integrationsaftalen i hus.

Partiformanden har tabt den første reelle armlægning om socialdemokratisk hjerteblod over for forligs-stategien og samarbejdet med VKO-blokken i den afgørende integrationsaftale. Senere på efteråret forlader Meldgaard sit ordførerskab. Hun er skuffet over den måde, som Helle Thorning-Schmidt har behandlet hende på.

Oprejsningen

Hen over sommeren er der gang i mailskriveriet mellem partiets tidligere gruppeformand Pia Gjellerup og Henrik Sass Larsen.

Gjellerup støttede godt nok Frank Jensen under formandsopgøret, men ledelsen er klar over, at man bliver nødt til at samle partiet op. Gjellerup nyder stor faglig respekt i hele folketingsgruppen, og Sass Larsen tager imod Gjellerups råd, som blandt andet går ud på, at ledelsen skal overveje at have en anden attitude.

Helle Thorning-Schmidt og Henrik Sass Larsen bliver nødt til at udvise en mere åben stil på sommergruppemødet, ellers kommer der mere ballade, lyder Gjellerups analyse.

Henrik Sass Larsen skal løfte en kæmpe opgave. Han skal stå i spidsen for det omfattende velfærdsudspil, som er partiets bud på en fremtidssikring af det danske velfærdssamfund. Under fremlæggelsen står det dog klart, at det er Mogens Lykketoft, der er chefarkitekten bag oplægget, men ledelsen har fuld opbakning fra en næsten enig gruppe, da udspillet bliver fremlagt på LO-skolen i Helsingør i august. Selv efterlønnens fader, Svend Auken, bakker op om en forringelse af ordningen.

På gruppemødet kommer Helle Thorning-Schmidt for første gang i offensiven og rydder avisernes forside med ren S-politik - uden gruppefnidder. Men vigtigst af alt har hun skaffet arbejdsro i gruppen.

Flere sejre til formanden

Det bliver et godt efterår i formandsstolen. På kongressen i Aalborg i september leverer formanden en tale, hvor hun for alvor formår at vinde de delegeredes opbakning.

Hun går endda så vidt, at hun beklager, at hun har brugt sætningen "at arbejde regeringen ud af kontorerne." For den er blevet misforstået, forklarer hun.

Flere af Frank Jensens støtter er forundrede over den 'røde tale', som nogen døber den, og enkelte mener, at Frank Jensen ville have fået huk, hvis han havde holdt den samme kongresberetning.

Ved samme lejlighed opstiller formanden et succeskriterium for det forestående kommunalvalg. Landets fire største byer skal vindes, siger hun selvsikkert.

Da stemmerne er afgivet den 15. november, viser det sig, at Socialdemokraterne får et kanonvalg. S vinder kommunalvalget med 45 borgmesterposter mod 36 til V. Thornings succeskrav var sejr i de fire største byer. Eneste hår i suppen er Odense, der tabes efter 68 års uafbrudt S-styre.

Oppositionen smuldrer

Hverken Villy Søvndal eller Marianne Jelved kan få øje på Helle Thorning-Schmidts projekt, da Information i midten af januar starter en artikelserie, der sætter spot på Socialdemokraterne. Partiet er nærmest gået i stå efter kommunalvalgets bragende succes, og nu møder Thorning for første gang modstand blandt oppositionens ledere.

Socialdemokraternes tilstand er "sørgmodig", mener Jelved, mens Villy Søvndal bruger ord som "famlende" og "søgende". Landets største oppositionsparti mangler kort og godt et projekt. Både Marianne Jelved og Villy Søvndal savner et handlekraftigt socialdemokrati, som tør melde ud på en række kerneområder. I stedet for befinder partiet sig lige nu på en siksak-kurs, hvor ledelsen ikke kan finde ud af, hvilken retning partiet skal vælge.

Hvad, der er endnu værre, er, at partiets egne folk begynder at komme med kritik af ledelsen. Flere centrale ordførere som Pernille Blach Hansen og Thomas Adelskov bakker op om kritikken og foreslår stik imod ledelsens strategi, at man laver et fælles valgudspil med R og SF. For første gang siden formandsopgøret melder Frank Jensen sig også på banen. Helle Thorning-Schmidt er under pres fra alle kanter.

Klynk fra S-formanden

29. marts 2006.

"Vi skal passe på i oppositionen, at vi ikke bare bytter stemmer. Vi skal vide, at vi kun vinder, hvis vi alle sammen er stærke. Hvis de radikale vil i regering og have fornyet indflydelse på dansk politik, så er de afhængige af, at Socialdemokraterne står stærkt," sådan lød ordene, da Helle Thorning i Berlingske Tidende, efterlyste, at de radikale gav plads til Socialdemokraterne.

Ynkeligt, lød dommen fra kommentatorer, lederpladser og rundt på Christiansborgs gange.

Jelved svarede tilbage ved at stille sig uforstående over for Thornings ønske:

"Jeg har svært ved at føre andre partiers politik end Det Radikale Venstres politik. Og jeg vil ikke have dårlig samvittighed over, at vi har gode meningsmålinger."

Samtidig kom første praj om, at Helle Thorning ikke kan vide sig sikker på, at De Radikale peger på hende ved næste valg.

"Der er ikke nogen af de radikale vælgere, der er gået til Dansk Folkeparti," lød Jelveds konstatering.

Heller ikke fra Ritt Bjerregaard, Thornings støtte, var der hjælpende ord .

"Ethvert parti må i sagens natur være ude efter at gøre sit eget parti så stort som muligt," sagde Ritt Bjerregaard.

Få dage senere meddelte Marianne Jelved, at De Radikale dropper SR-samarbejdet. Den radikale leder har ikke længere troen på, at Helle Thorning-Schmidt kan vinde næste valg.

Med en nuværende vælgertilslutning på omkring 20 procent har Helle Thorning-Schmidt en lang rejse foran sig, hvis statsministeriet skal blive hendes en dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu