Læsetid: 6 min.

'Formen på et kvindebryst betød såre meget'

Gennem hele sit forfatterskab insisterede den jødisk-amerikanske forfatter Saul Bellow på, at intellektet, individet og kunstneren kunne gøre en forskel i et efterhånden mere og mere overfladisk samfund
2. maj 2005

Det må undre, at danske medier har gjort så lidt ud af Saul Bellows død. Kort inden den amerikanske forfatters bortgang den 5. april i år havde hans landsmand og kollega Hunter S. Thompson erobret masser af spalteplads, efter at han havde skudt hovedet af sig selv - og selv om han, det var alle vist enige om, for længst var brændt ud.

Til sammenligning hermed sov Bellow stille ind efter at have udgivet romaner igennem syv årtier, fra debuten i 1944 med The Dangling Man til Ravelstein, der udkom i 2000; ingen af dem mislykkede og de bedste af dem mesterværker på linje med de fleste af hans noveller.

I alle disse værker og såmænd også i sit turbulente privatliv, der talte fire ægteskaber, masser af brudte venskaber samt en del litterære fejder - blandt andet med Norman Mailer, med hvem Bellow da gerne ville bytte sin Nobelpris i litteratur, "hvis ellers Mailer havde noget at bytte med" - forsøgte han kompromisløst at forstå, "hvad det vil sige at være en mand. I en storby. I et bestemt århundrede. Midt i menneskemasserne. Forvandlet gennem videnskaben. Undergivet den organiserede magt. Underkastet et uhyrligt kontrolapparat. I et miljø, der var vokset frem af mekaniseringen. Efter de frisindede forhåbningers nyeste nederlag. I et samfund, der var uden fællesskab, og som forringede den enkelte stadig mere ..."

Citatet stammer fra romanen Herzog (1964, Herzog), der sammen med gennembruddet The Adventures of Augie March (1953, En ung amerikaners eventyr), og Pulitzerprisvinderen Humboldt's Gift (1975, Humboldts gave) regnes for forfatterskabets absolutte højdepunkter. I samme selvbiografiske roman om Moses Herzog, der har svært ved at komme videre i livet, efter at konen har forladt ham til fordel for hans gode ven, finder vi også det dilemma, der er noget nær kernen i Bellows tekster: Moses "yndede nok at opfatte sig selv som moralist, men formen på en kvindes bryst betød såre meget."

En blandet succes

Historien om den jødiske immigration til Amerika er en af USA's store succeshistorier. Prisen for den amerikanske drøm, der blev opfyldt i løbet af blot to generationer, var imidlertid høj mente mange, idet klassisk skolegang og jødisk etik, var blevet ofret i jagten på fast arbejde og materiel velstand. For Saul Bellow, der blev født i 1915 og voksede op i Chicago som søn af russisk-jødiske indvandrere, blev dette kilden til megen spekulation og kunstnerisk inspiration. Bellow udtrykker det ganske rammende i Herzog, hvori den økonomisk set relativt velstillede Moses siger: "Mit livs eventyr - hvordan jeg steg fra usle kår til total fiasko."

Mens den unge Bellow og hans samtidige ledte efter deres stemmer, var USA's litterære scene endnu domineret af tidlige modernister som blandt andre Ernest Hemingway og socialrealister som John Steinbeck. Med Bellows to første romaner, førnævnte The Dangling Man samt opfølgeren The Victim (1947, Ofret) skete der et brud med tidens konventioner. Begge romaner gav udtryk for en essentiel angst. Denne skyldtes dog ikke blot en desillusionering over de moderne tider som hos de ældre forfattere; med til billedet hørte også 1930'ernes depression samt Holocaust, der i bund og grund gav en hel generation af kunstnere grund til at tvivle på menneskeheden per se.

Manglende selvtillid

Tidsånden fanges elegant i The Victim, hvori Asa Leventhal, en amerikansk jøde, bliver konfronteret med spørgsmålet om, hvordan et menneske bør gebærde sig. Asa opsøges af den påtrængende Albee, der hævder, at Asa er skyld i hans miserable liv. Selv om Asa finder situationen absurd, må han gradvist erkende, at der kan være noget om sagen: "Måske var det uretfærdigt som fyrreårig at skulle stå til ansvar for, hvad man har gjort som tyveårig. Men medmindre man var mere end menneskelig, eller mindre ... må man betale prisen." Med andre ord, kun Gud og dumme svin kan undlade at opføre sig anstændigt.

Trods de to bøgers fine modtagelse var forfatteren ikke selv tilfreds. I et udkast til et interview mellem Philip Roth og Bellow, der netop er publiceret i magasinet The New Yorker, fortæller Bellow, hvilke overvejelser han i den periode gjorde sig:

"Jeg måtte have følt, at jeg som barn af russiske jøder måtte etablere min autoritet, mine akkreditiver, min formåen til at skrive bøger på engelsk. Et eller andet sted i mit immigrantblod var der mistænkelige spor af tvivl om, hvorvidt jeg havde ret til at ernære mig som forfatter."

En forårsdag i Paris fandt den eksilerede forfatter imidlertid sin stemme og sin selvtillid. Efter at være blevet mindet om en barndomsven fra gaden i Chicagos jødiske kvarter, en energisk teenageknægt, der konstant kæftede op om, at han havde en plan, sprøjtede ordene ud af Bellow, der de næste to år overhovedet ikke kiggede i en ordbog, men derimod "sagde hvad jeg havde lyst til ... For første gang nogensinde følte jeg, at sproget var mit, og at jeg kunne gøre med det, hvad jeg havde lyst til."

Minoriteternes stemme

The Adventures of Augie March indvarslede sammen med den afroamerikanske Ralph Ellisons roman Invisible Man (1952, Usynlig mand) en tid, hvor nationens mest originale litterære stemmer ikke længere partout skulle findes blandt den hvide majoritet men langt oftere blandt minoriteterne i de jævne storbykvarterer.

Afro-amerikanske James Baldwin samt de jødisk-amerikanske Bernard Malamud, Arthur Miller og Philip Roth var ud over Bellow og Ellison med til at sætte en ny litterær dagsorden, der godt nok var meget kritisk i sit syn på det urbaniserede, kapitalistiske USA, men også på hver deres facon var klar til at favne den amerikanske drøm - i hvert fald som den engang havde set ud. Både Augie March og Ellisons navnløse helt synes således at være moderne storbyversioner af Mark Twains Huckelberry Finn, der som bekendt beslutter sig for at fortsætte ned ad Mississippi-floden i stedet for at lade sig socialisere; begge forkaster de det 20. århundredes konventionelle og udhulede drøm om succes for i stedet at begynde at lede efter friheden, eller rettere deres identitet uden for det etablerede samfunds kerne.

'Åbnede vort univers'

At Saul Bellows bortgang ikke fik så megen omtale som Hunter S. Thompsons - heller ikke i udlandet bortset fra i de seriøse aviser og litterære tidsskrifter - ville sikkert ikke have overrasket ham selv det mindste. Bellow var så udmærket klar over, at han levede i en hæsblæsende kultur, der ikke længere har tid eller lyst til intellektuel fordybelse, men derimod ikke kan få nok af kulørte overskrifter, vold og sex, flimrende billeder og nemme løsninger. Det var som allerede antydet en stor del af drivkraften i hans litterære produktion.

Og det var såmænd også grunden til hans opposition mod alt, hvad der mindede om massebevægelser, fra den inhumane kapitalisme over Stalinismen (Bellow drog i 1940 til Mexico for at hilse på sin daværende helt Trotsky. Dagen inden hans ankomst blev Trotsky myrdet) til 1960'ernes Modkultur, hvis pandebåndsbærende og pelsklædte fortalere i deres forsøg på at udtrykke noget originalt i Mr. Sammler's Planet (1970, Hr. Sammlers planet) beskyldes for at imitere indianer-statister i en Hollywood-western. Bellow insisterede simpelthen på, at verden ville være langt bedre stillet, hvis folk fik plads og lyst til at tænke selv.

Helt mistet troen på det fornuftige og gode i mennesket havde forfatteren trods sine lidende og filosoferende anakronismer af fiktive helte imidlertid ikke.

"Vores humanitet er på mange måder intakt," sagde han i et interview tilbage i 1987. "Det er fuldstændig umuligt at ødelægge den på blot en enkelt periode af den menneskelige udviklingsfase. Hvordan ved vi det? Tja, normale mennesker kan jo stadig se King Lear og græde."

Blandt dem, der gav Bellow ret og værdsatte hans litteratur, var Philip Roth, der udnævnte ham og William Faulkner til rygraden i det 20. århundredes amerikanske litteratur, samt britiske Ian McEwan, hvis nyligt udkomne roman Saturday såmænd indledes med et Bellow-citat. I sin nekrolog i The Guardian skrev McEwan om Bellow, at "han satte sig selv og kommende generationer fri for modernismens formelle konventioner, der ved midten af det 20. århundrede var begyndt at føles som snærende bånd ... Han åbnede vort univers en smule mere. Vi skylder ham alt."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu