Læsetid: 5 min.

Med formen spændt til det yderste

Allan de Waals 'Omkørsel - et arkitektur-panoptikon' er et smukt og rigt illustreret værk omhandlende centrale strømninger i det 20. århundredes arkitektur
8. november 2006

Allan de Waal er som kulturskribent kendt for sine essays. Hans metode er indirekte, teksten går aldrig den korteste vej til målet, fordi målet er processen selv og derfor ikke kan gås direkte til. Teksten synes at lede efter sin raison d'tre undervejs, efter pointen, og som oftest lykkes det i et sublimt klimaks til allersidst, hvor trådene samles og bindes sammen - ikke til en stram og klar, syntetisk knude, men derimod til en løs og charmerende sløjfe i hamp, hvor enderne gerne stritter til alle sider.

Dette værk er sammensat af 20 kapitler, der alle har essayets karakter, men som af gode grunde må give køb på noget af essayets afrundethed af hensyn til helheden. Dette er både værkets styrke og svaghed. Styrke, fordi Allan de Waal kan nå videre omkring end ellers; svaghed, fordi et slingrende fokus ikke er helt så charmerende over 250 sider som over fem.

Og hvad handler det så om? Ja, bogen er så smækfuld af informationer, vinkler og spor, at jeg ikke på nogen måde kan få det hele med i denne anmeldelse. Jeg har derfor valgt at koncentrere mig om ét af sporene, det vigtigste skulle jeg mene, eftersom det forbinder værkets tyngdepunkt med slutningen.

Værket handler om arkitekterne Vilhelm Wanscher, PH, om Asger Jorn, nogle situationister og især om deres arkitektoniske og samfundsmæssige visioner. Bogens titel er taget fra situationisternes begrebsverden, den er en oversættelse af det détournement, der ifølge situationisterne skulle modvirke et samfunds stivnen i uorganiske og ufleksible former. Opklipningen af eksisterende byplaner i organiske og foranderlige collager var emblematiske situationistiske gesti, hvis symbolindhold rakte langt videre end blot en kritik af funktionalistisk byplanlægning. Der var tale om frisættelsen af det legende, det uafhængige og det kreative menneske. Gennem sin kalejdoskopiske og associative stil har Omkørsel - et arkitekturpanoptikon et lignende sigte: Læseren skal ikke sættes i en position, hvor der tvinges synteser ned over hovedet på denne. Et temmelig umuligt projekt, men ikke desto mindre meget sympatisk i sin umulighed.

Uventede sammenhænge

Det kræver dog sin læser. Det ligger ikke til metoden, at Allan de Waal fra bogens begyndelse stiller sig op og fortæller: "Altså det handler om det og det..." Sådanne synteser skal man typisk helt om i efterordet for at finde. Der fortæller de Waal om de "uventede sammenhænge mellem forskellige slags situationistisk praksis og tiderumlig tænkning", der mødte ham undervejs. Uventede, fordi de var uventede for skribenten! Det siger noget om metoden. Jeg vil dog godt - med fare for at blive forbandet af Guy Debords spøgelse - anbefale læseren at læse efterordet først. Så er man lidt bedre rustet, når man giver sig i kast med at læse om Vilhelm Wanscher, PH, Asger Jorn og de øvrige idoler i denne bog.

Den fraværende begrundelse for, hvorfor der bliver fortalt, har hidtil aldrig været et problem i den genre, som Allan de Waal mestrer til perfektion, og som han nærmest selv har defineret: Et slentrende, slingrende, overmåde sprogligt begavet og levende essay, der på forunderlig vis kommer fra det ene til det andet, så man nærmest ikke har bemærket de vilde spring. Men begrundelsens fravær bliver i et værk af denne størrelse mærkbar, når man i kapitel efter kapitel om Vilhelm Wanscher ikke får fortalt klart nok, hvad det er ved Wanscher, som Allan de Waal vil rehabilitere. Arkitekten og professoren ved Kunst-akademiet var antisemit, på et tidspunkt medlem af nazistpartiet og i 1942 rede til at gå ind i en planlagt, men aldrig realiseret nazistisk marionetregering som kulturminister; han hyldede den store stil og den stærke mand. På et tidspunkt får teksten sagt noget om Wanschers mod til at stå ved sine arkitektoniske synspunkter på et tidspunkt, hvor han er blevet lagt for had. Men det er først og fremmest hans begreb 'tiderum', som Allan de Waal vil have fat i. Det er et begreb, som han hen mod bogens slutning forbinder med situationismens og først og fremmest med Peter Louis-Jensens begreb 'passager'. Både tiderum og passager beskriver - sådan som jeg har forstået det - en rumlig opfattelse i et kollaps af tid, hvorved et tilstedeværende menneske opfatter ting, der sker på forskellige tidspunkter, samtidig. Det er altså en opfattelse, der suspenderer det enkelte menneskes timelighed til fordel for en eviggyldig (rumlig) helhed.

Stærk dødsdrift

Allan de Waal betoner også PH's og Asger Jorns visionære helhedsopfattelser i arbejdet med arkitektur og kunst. Og han forsøger forsigtigt at pille den visionære arkitekt ud af den forkætrede Vilhelm Wanscher. Jeg føler mig ikke overbevist om, at det kan lade sig gøre. Der er en stærk dødsdrift i suspenderingen af timeligheden i Wanschers tiderum. Det er således ikke noget tilfælde, at Wanscher sætter døden som forudsætning for værkets fuldendelse, sådan som han gør det i sin betragtning af Michelangelos Natten. Det er ikke noget tilfælde, at den åndsbeslægtede J.A. Jerichau betoner sin død som 'gådens løsning' i den mystiske sammentrækning af tid og rum. Det er ikke noget tilfælde, at Peter Louis-Jensen og med ham andre situationister hører op med at producere kunst som den yderste konsekvens af den totale opklipning af rummet. Rum og tid står stille. Mennesket er et forstyrrende element. Det forurener en overmenneskelig orden.

Wanscher er - i lighed med PH og Asger Jorn - ude på at forbedre verden. Men mens Asger Jorn og PH ikke forudsætter en kulturernes grundlæggende forfald forud for deres virke, så hævder Vilhelm Wanscher så sent som i 1962, at "derfor bliver en tilbagevenden til den store kunsts metoder, der bruger både samtidighed og overgang, en nødvendighed for at hindre opløsningen af vor kunstneriske kultur". Opløsningen af vor kunstneriske kultur. Dét render mig koldt ned ad ryggen. Jeg føler mig overbevist om, at Allan de Waal ikke abonnerer på det gravkammer, som Wanscher længes efter på egne og kulturens vegne. Men jeg spørger mig selv, om ikke Allan de Waal får slået alt for mange ting sammen i sin jagt på dén anti-rationalistiske vision, der skal bane vejen for den nyordning af den æstetiske produktion, som han efterlyser. Der er dog alt andet lige meget stor forskel på en humanistisk, jornsk vision om det legende menneske og en anti-humanistisk wanschersk vision om det æstetisk fuldendtes katakomber?

Allan de Waal folder sig bedst ud i de afsnit, hvor han ikke føler sig alt for forpligtet af den sammenhæng, som afsnittene indgår i. I afsnittene om PH, Josephine Baker, Nam June Paik m.fl. cykler Allan de Waal så ubesværet rundt i anekdoterne og associationerne, at man kun forstyrres en lille smule af at tænke over, hvorledes de forbinder sig til det foregående og til det kommende. Det er, som om de enkelte afsnit plages en smule af både at skulle være sig selv og samtidig servicere en helhed. Og samtidig lider helheden som ovenfor beskrevet af at være skrevet efter det korte essays strategi. Formen er med andre ord spændt til det yderste og en smule mere, end den kan holde til.

*Allan de Waal: 'Omkørsel - et arkitekturpanoptikon'.
260 kr. 264 sider. Aristo Bogforlag. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her