Læsetid: 3 min.

'Formidlingen af samtidskunst har svigtet'

Når danske kunstnere flygter til Berlin, og de svenske museer lokker danske kunstelskere over Øresund, så skyldes det, at den danske kunstscene er for lukket. Det mener tidligere leder af Center for Dansk Billedkunst, Lars Grambye
8. juni 2006

Tidligere leder af Center for dansk Billedkunst, Lars Grambye, har forladt Danmark. Et mere levende og mindre krævende kunstmiljø har lokket ham til Malmö, hvor han siden 2003 har ledet Malmö Kunsthall.

"I Malmö findes der i modsætning til København flere steder, der arbejder med samtidskunst. Det er der mange forklaringer på, men København har en indbygget konservatisme, som nok hænger sammen med byens status som hovedstad. Det giver en forpligtigelse til at varetage nationens 'store kunstnere', og så kan de forskellige udstillingsrum konkurrere om at gøre det. På den måde bliver der ikke plads til, at samtidskunsten bliver nyskabende," forklarer Lars Grambye.

Problemet er ikke nyt, men det bliver det ikke mindre af. Udviklingen i samtidskunsten har været underrepræsenteret de sidste 100 år. Det er som sådan ikke et spørgsmål om kunstnerenes formåen, men et spørgsmål om formidlingen af den.

"Formidlingen har svigtet. Jeg tror, at ethvert sted, der kun spejler sig i sig selv, går i stå. Det er vel også derfor, vi ser den ærgerlige kunstnerflugt til Berlin. Det er nærmeste metropol, og der findes mere end én offentlighed, som kunsten kan operere i. Det giver en helt anden samtale om kunsten, fordi der er flere platforme at starte diskussionen fra," mener Lars Grambye.

Faktisk har Danmark og især København forudsætningerne for et levende kunstmiljø, men det kræver en anden tilgang til formidling af kunst.

"Jeg tror, Danmark er et af de lande i Europa med flest kunstinstitutioner pr. indbygger, men herhjemme konkurrerer udstillere, gallerier og museer om at udstille de samme kunstnere. Det er en lidt gammeldags tilgang til kunst, som jeg tror man er kommet ud over i resten af Europa."

Syvmileskridt og stilstand

Og netop formidlingen af samtidskunst har det skidt i Danmark. Modsætningen har Lars Grambye oplevet i Sverige, hvor kunst ikke opfattes så elitært.

"Vi har i gennemsnit 200.000 besøgende om året, og det svarer jo næsten til indbyggertallet i Malmö. Holdningen til kunst handler jo også om, hvordan kunst bliver præsenteret. Hvis samtidskunsten bliver præsenteret i et lille reservoir i udkanten af en udstilling, så vil publikum selvfølgeligt synes, det er noget mærkeligt noget. I Malmö høster vi lige nu frugten af mange års arbejde med formidling af samtidskunst," fortæller han.

Formidling og værktøjer til forståelse er desværre vigtigt for at forstå meget samtidskunst, mener Lars Grambye, for mens nogle genrer bevæger sig jævnt frem, så har samtidskunsten det med at tage nogle syvmilespring, som det skete i 60'erne og 90'erne. Det kræver en velvilje hos publikum, som ikke kommer, hvis museer og gallerier opretholder samtidskunstens image som 'svært tilgængelig'.

"Det var vist Louisianas tidligere direktør Knud V. Jensen, der introducerede det såkaldte saunaprincip, hvor udstillinger bliver delt op i kolde, svært tilgængelige udstillinger og varme, let tilgængelige udstillinger med kendte kunstnere. Desværre følges det princip stadig mange steder, og det passer måske ikke helt godt til den virkelighed, vi har i dag. Jeg tror i stedet, at man skal give publikum noget, de ikke troede, de havde lyst til at se. Så skal det nok komme," mener Lars Grambye, der ser Sverige som et foregangsland.

"I Sverige oplever jeg ikke samme angst for kontakt med kunsten. Det tror jeg hænger sammen med et omfattende børne- og unge-opdragelsesprogram. Det lyder grimt, men det er måske det, der skal til, hvis samtidskunst skal blive en del af samfundsdebatten."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu