Læsetid: 5 min.

Formynderiets forbandelser

Sandheden hos V. S. Naipaul er konkret, og hans bøger tager uforfærdet livtag med den store, beskidte historie, med magtens og rigdommens verden, som den ser ud fra den stedløse, postkoloniale verdensborgers synsvinkel
9. juni 2005

"Det er forkert at have en idealforestilling om verden," lyder Willie Chandrans sluttelige erkendelse i Magiske frø. Man krænker næppe fiktionens fredhellighed utilgiveligt ved at mene, at ordene er som talt ud af V. S. Naipauls egen mund.

Hans forfatterskab er præget af en dybtsiddende skepsis, som undertiden kan ligne kynisme, et usvigeligt klarsyn, en fundamental mistro til utopier og frelsesideologier, tydeligst, og tidligt, i Blandt de rettroende fra 1981, en rejse gennem den islamiske verden med dens voksende fundamentalisme.

Ortodoksier fører kun alt for ofte til ny undertrykkelse, ikke mindst fordi de, mens de paraderer som objektiv analyse, er et panser om subjektiv nød og utilstrækkelighed. Omvendelsens pludselighed, når sandhedens lys forklarer sjælens mørke hos den selvudkårne revolutionsmager, røber fraværet af forankring i den verden, hans kamp skal velsigne. Men sandheden hos Naipaul er konkret, og hans bøger tager uforfærdet livtag med den store, beskidte historie, med magtens og rigdommens verden, som den ser ud fra den stedløse, postkoloniale verdensborgers synsvinkel.

Et halvt liv fra 2001 efterlod en med følelsen af at have læst en halv bog. Nu udgives Magiske frø fra 2004, som viderefører historien og, snarere end blot at være anden halvdel, kan vise sig at være midtertavlen i en trefløjet dannelsesroman fra den indiske adspredelse.

Blandingsmennesket Willie Chandran, barn af en brahman og en mor af lav kaste, opkaldt efter Somerset Maugham og således indskrevet i kolonimagtens hvide verden, begav sig, i Et halvt liv, på flugt fra Indien til England.

Rodløs, ubeslutsom, handlingssvag drev han for tilfældighedernes kraft uden nogen sinde at blive hjemme i sit eget liv. Følgelig var også seksuallivet elendighed, ingen kvinde gjorde hans liv helt. Han imiterede Hemingway som novelleforfatter og skrev derfor kun en enkelt bog. Han begav sig til Afrika (det borgerkrigshærgede Mozambique, må man formode, men uden at blive del af noget, uden at vælge) med Ana, en ligeledes hjemløs koloniskæbne - stadig uden at finde hjem og mening. Da han efter 18 år med Ana brød op fra Afrika "for at blive konfronteret med mig selv", havde han levet Anas liv, brugt et halvt liv på et halvt liv.

Grum ironi

Willie havnede hos sin søster i Berlin, og her begynder Magiske frø. Sarojini er gift med Wolf. Sammen laver de dokumentarfilm fra undertrykkelsens steder og smitter Willie med deres radikalisme. Han har ingen krig at udkæmpe, siger søsteren, hytter kun sit eget. Pludselig fyldes Willie af et formål, en skæbne, hans liv får en - udefrakommende - retning, og han drager til en guerillakrig i sit hjemland.

Det er en af Naipauls mange grumme ironier, at Willie slutter sig til de forkerte i en udsigtsløs, morderisk krig uden basis i den undertrykte befolkning, som frabeder sig enhver revolution for at insistere på deres miserable lod. Den revolutionære, hvis tanker sendte ham til Indien, prædikede revolution fra neden, men her diskuterer de ineffektive bushkrigere Lenin og Mao fra oven og ned. Man skal ikke gøre sig idealforestillinger om verden, slet ikke på andres vegne, og det hvad enten man hedder Mohammed Atta eller George W. Bush.

Amnesti

Willie overgiver sig efter indre splid blandt de krigende, og fængslets orden og tryghed kommer som en velsignelse, et midlertidigt hjem. Fra fængslet skriver han til Sarojini:

"Vi talte om undertrykkelsen af dem, men vi bestilte ikke selv andet end at undertrykke dem. Vores idéer og ord var vigtigere end deres liv og de ambitioner de havde. (...) Jeg tror ikke på at der findes en enkelt simpel handling som kan hjælpe. Man kan ikke tage et gevær og dræbe den ulykke. Det eneste man kan gøre, er at dræbe mennesker."

Takket være Sarojini og den engelske ven Roger fra Et halvt liv gives Willie amnesti fra sit uheldige eventyr og vender tilbage til London, klogere af skade. Hans tvivl på revolutionen beroede på en viden om menneskers bundethed til traditioner, på én gang en stor træghed i historien og et livsbærende element, som ikke fjernes med våben og vold. Også i denne halvdel af ligningen vejer det subjektivt konkrete tungt over for ideologiske abstraktioner.

Roger, en sagfører, som i sin tid opmuntrede Willie til at skrive, og som lever sit luvslidte, halve liv med ufuldbyrdede kvindeforhold, ægteskabeligt bedrageri og rod i finanserne, fik Willie ud af fangenskabet ved at udråbe hans ungdoms uautentiske Hemingway-noveller til et "pionerværk inden for den postkoloniale indiske litteratur". Det duperede i det selvstændige Indien. Samtidig hører man Naipaul skogre ad de akademikere, som har grundlagt en hel litteraturvidenskab på hans værk.

Som del af amnestiaftalen har Willie påbud om at blive i Storbritannien: Hans første blivende sted er dikteret. Og mens han synes at forsone sig med sit 'hjem' og i beskæftigelsen med arkitektur finde en sen retning i sit liv, overlades det store ord i romanens sidste del til Rogers monologer om England og dets underklasse. Naipauls ofte nøgterne prosa syder og ætser i disse afsnit, hvori han udstiller velfærdssamfundet og dets pariaer på overførselsindkomster, skyldige i beregnende uforbederlighed. Lige så lidt som de indiske bønder ønsker de sig revolutioneret.

Det er modigt og heller ikke ubetinget retfærdigt, men før man råber misantrop eller reaktionær af forfatteren, må man holde sig for øje, at romanen er komponeret i stadige spejlinger og krydsninger, ironier. Ingen, heller ikke de svage og udstødte, står uskyldsrene. Naipaul tror kun på blandinger, besmittelser, halvheder. Sandheden er konkret og ikke altid pyntelig. Det underliggende eksistentielle krav, Naipaul stiller, her og i hele romanen, er, at mennesket selv må skabe og tage ansvaret for sit liv. Formynderi, hvad enten det er kolonialismens eller socialstatens, er af det onde.

Jesper Klint Kistorps oversættelse er i alt væsentligt stram og ren, skarpt profileret. Skønt han dermed har ydet mere, end honoraret dækker, kan det ikke forties, at anglicismer skæmmer. Han 'ønsker' meget, hvor 'vil' var passende, han har 'jalousi', hvor der er 'misundelse', bruger 'materiale' om 'stof'. At 'tænke anderledes' er på dansk lig filosofisk dissens, men 'think otherwise' betyder 'mene noget andet', osv. Titlens 'magiske' er også lettere suspekt. Det er ærgerligt i en ellers fin præstation, men bør ikke afholde nogen fra at købe og læse denne intelligente og vedkommende roman.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu