Læsetid: 3 min.

Fornærmede russere

8. april 2000

Jeg tror, at medlemmer af Europarådets parlamentariske forsamling ikke forstod en enkelt ting - vi behøver dem lige så meget, som de behøver os.

Ruslands talsmand i Tjetjenien-spørgsmål, Sergej Jastrsjemskij, i går

Det officielle Rusland reagerede med forudsigelig vrede, efter at Europarådets parlamentariske forsamling torsdag fratog de russiske delegater deres stemmeret i rådet og indstillede Rusland til suspension. Det russiske udenrigsministerium angreb parlamentarikerne for at udvise koldkrigs-tankegang, parlamentsformand Gennadij Selesnjov beskyldte dem for at forsvare terrorister, mens en avis som Sevodnja advarede om risikoen for et nyt Jerntæppe. Og sådan kunne man blive ved: Det hel- og halvofficielle Rusland udtrykker absolut ingen forståelse for Europarådets reaktion.
Desværre udtrykker det også en total mangel på forståelse for, hvad Europarådet er for et organ. Rådets hovedopgave er at varetage og fremme respekten for menneskerettighederne, og det er naturligvis ikke foreneligt med Ruslands krig i Tjetjenien: 200.000 er blevet fordrevet fra deres hjem, gennem nu 198 dage er den lille republik blevet yderligere smadret af russiske bomber, og der rapporteres jævnligt om grove russiske overgreb i form af henrettelser, plyndringer, voldtægter og anden voldelig undertrykkelse.

Hvis man endelig skulle beklage noget, er det snarere, at Europarådsparlamentarikerne selv har været så længe om at indse, at russisk medlemskab ikke er foreneligt med rådets eksistensgrundlag. Man burde have reageret meget tidligere, også af hensyn til de 108 millioner russere, der for få uger siden gik til præsidentvalg i sikker forvisning om, at den dengang fungerende, men nu valgte, præsident Putins magtpolitik nærmest var konsekvensløs for forholdet til omverdenen.
Den opfattelse har også gennemsyret Kremls arrogante holdning over for eksempelvis FN's flygtningehøjkommissær, Mary Robinson, der så sent som i denne uge blev nægtet adgang til tjetjenske landsbyer, der ikke er en del af Kremls normale fremvisningsprogram. Robinson ønskede bl.a. at besøge de tjetjenske byer Alkhan-Jurt, Alkhan-Kala, Katyr-Jurt og Aldy, hvor der ifølge mange udsagn fra tjetjenske flygtninge råder et sandt terrorregime. Putin havde end ikke tid til at møde FN-udsendingen.
Europarådsparlamentarikernes indstilling om suspension af Rusland lader sig muligvis aldrig udmønte, fordi det fortsat er ministrene fra de 41 medlemslande, der sidder med det afgørende ord. Men den har allerede sendt et stærkt signal, som burde få Kreml til at indse, at Rusland er på gal kurs og på vej til at udelukke sig selv som en troværdig partner i menneskeretsspørgsmål.

Indstillingen er ingenlunde ensbetydende med, at Rusland skal isoleres. Alle ansvarlige regeringer har klart - og rigtigt - meldt ud, at de ønsker at fortsætte og uddybe dialogen med Rusland. Ingen er i tvivl om, at landet er en vigtig regionalmagt, som er central for den europæiske sikkerhed og det europæiske samarbejde.
Derfor behøver der heller ikke nødvendigvis være et selvmodsigende signal i, at EU - som ikke må forveksles med Europarådet - nu har sendt en delegation til Moskva for at drøfte økonomi og politik. Forudsætningen er blot, at EU-landene fastholder deres pres på Kreml og, lige som Europarådet, fastslår, at Ruslands manglende respekt for menneskerettighederne uundgåeligt har konsekvenser for udbygningen af det samarbejde, som russerne selv har så stor brug for.

I stedet for at påtage sig den fornærmedes rolle burde Kreml bruge den seneste udvikling til at revurdere sin politik over for Tjetjenien. Krig er ingen løsning på konflikten - det er en historisk erfaring, det er erfaringen fra den blodige krig i 1994-96, og det er en erfaring, man med de fortsatte kampe nu er ved at genopleve. Uden en politisk løsning vil krigen trække ud lang tid endnu.
Ingen vil modsige Kreml i, at Tjetjenien i de seneste år har været plaget af terror og indre spændinger. Men Kreml har med sine stadige afvisninger af at leve op til afgivne løfter om støtte til genopbygning af den ødelagte republik været med til at bane vej for det kaos, der har rådet. Og som sådan er der klare paralleller til andre russiske republikker som Dagestan, hvor social nød ligeledes har givet gunstige vækstbetingelser for radikale - såkaldt religiøse - bevægelser.
Gårsdagens møde i Moskva mellem præsident Putin og repræsentanter for EU gav ingen klar indikation af, om Moskva vil bevæge sig ind på en mere konstruktiv dialog. Lige så snart EU's repræsentanter var kommet med meldinger om, at Kreml arbejder på en politisk løsning af konflikten, lød der modificerende ord fra Kremls talsfolk. Det er et forløb, der er alt for velkendt.-jarl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu