Til august er det så Van Morrisons tur til at runde det skarpe hjørne og simpelthen blive 60! Når og hvis han gør status over dette forhold, kan han med vanlig selvpinerisk sindelag sikkert finde en masse at give ondt af, men han kan næppe klandre sig selv for manglende produktivitet. Vi har talt os frem til, at hans seneste udgivelse, Magic Time, er noget i retning af hans 38. soloalbum og det er endog en kende usikkert, thi der er virkelig mange. Og virkelig mange gode, tilmed.
Men hvad angår deciderede mesterværker skal vi tilbage til Hymns To The Silence fra 1991 for at finde en klar kandidat. Der udfoldedes Van Morrisons uforlignelige fornemmelse for undren sig på det smukkeste og udgjorde et fornemt klimaks på den fase i værket, der påbegyndtes omkring 1979 med det uimodståeligt triumferende Into The Music. Her indledes den spirituelle rejse, der skulle gøre hans 80'er-produktion på en gang intenst åndelig, musikalsk raffineret og kunstnerisk ødsel.
Men vi tør også uden at ryste på stemmen påstå, at der de seneste 10-15 år har været mærkbart langt mellem snapsene, mens Morrison har moret sig med bl.a. en næsten tåkrummende duetplade med Linda Gail Lewis (2000), en traurig skiffleplade med Chris Barber og Lonnie Donegan (1999), et ikke specielt animerende album med Mose Allison-sange (1997), en liveoptagelse med 'jazz'-materiale i selskab med bl.a. Georgie Fame (1995) og meget andet, det sikkert har været svært hyggeligt at være involveret i.
Der er desværre bare ikke kommet synderlig meget spændende musik ud af alle hans mange stilistiske ekskurser tilbage i tiden. Den kreative nedtur - eller nedslidning - begyndte allerede med 1993's tynde Too Long In Exile og fraset 1999's fine Back On Top er det sigende, at den mest substantielle udgivelse fra de sidste 14-15 år er dobbelt-cd'en The Philosopher's Stone (1998), der indeholdt ikke tidligere udgivet materiale fra perioden 1971-1988!
Intet mesterværk
I det hele taget løber noget, der kunne minde om en fiksering på Morrisons barn- og ungdom, som en rød tråd gennem værket i snart mange år, og hvor det tidligere har givet sig udslag i de mest mageløse meditationer over før og nu, er der hen ad vejen i den grad gået så meget manér i lortet, at man ind i mellem uvægerligt tænker 'ikke endnu en sang om den skide opvækst i Belfast, mand!'
Nuvel, med Magic Time samler Morrison nogle af de tråde og temaer, der på kryds og tværs er trasket gennem værket, men han lader i det mindste Belfast-nostalgien hvile en stund. Hurra for det. Der er dog intet mesterværk kommet ud af bestræbelserne og kun en fire-fem sange kan med denne signaturs bedste vilje siges at leve op til solistens egen standard.
Og desværre løfter mange af de 12 sange sig ikke over det jævnt hen middelmådige; trods sin titel er "Keep Mediocrity At Bay" således en andenklasses blues med en mundharpe, der lyder som en ren Sonny Terry-pastiche, blot uden dennes fyrighed. Og swinger "Evening Train" som død og kridte, er den stadig ikke meget andet end en r&b-stiløvelse.
Mens pladens coverversioner er en tolkning af en af de få tekster, Frank Sinatra skrev, nemlig til sangen "This Love Of Mine", der stammer tilbage fra hans tid med Tommy Dorsey. I Morrisons udgave nærmer vi os den skinbarlige loungejazz på den ufede måde, hvor en slentrende version af Perry Comos megahit "I'm Confessin" fra 1945 næppe vil kunne få ret mange menneskers pis i kog.
Og hvor interessant det er at opleve hans Jesus-identifikation på det gospelprægede "They Sold Me Out" får stå åbent hen. Og man skal være brite for at kunne værdsætte humoren i afslutningsnummeret "Carry On Regardless", der tekstligt kører skamløst på den serie lumre lystspil, som i årene 1958-1992 nåede op på 31 film, alle med Carry On i titlen- endnu en Morrison-sang, hvor han opfordrer alle - men ikke mindst sig selv - til at fortsætte, lige meget hvad!
Umanerligt yndefuldt
Det efterlader os med en håndfuld sange, man kunne finde på at vende tilbage til hen ad vejen. Den smukke åbningsskæring "Stranded" behandler for gud ved hvilken gang Van Morrisons fornemmelse af at være strandet i verdensperiferien, men da både musik og arrangement besidder en god portion skønhed, lader man sig gerne indfange af dens florlette atmosfære.
På den rytmisk raffinerede "Celtic New Year" vender han endnu gang længslen efter såvel et menneske som Irlands mytiske keltiske fortid, der ofte optræder som både symbol og ledestjerne i værket. Det skader ikke sagen, at sangen afsynges med en gribende inderlighed. Og blandt Van the Man-høveder skal den fint afstemte "Just Like Greta" nok vække lykke med sit misantropiske omkvæd: "Well I know I'm going A.W.O.L./ Tell everyone I'm not at home/ Just like Greta Garbo/ I just want to be alone -" Hæ hæ hæ.
Undertegnedes to yndlingsskæringer er: den underspillede, men råt funky "Gypsy In My Soul", der både minder om Morrisons 70'er-produktion og endnu engang kredser om den forbandede rastløshed; samt pladens sikreste vinder, den folkede "The Lion This Time", hvor der spindes en ende om det futile i at holde den stakkels løve (sikkert Morrison selv) indespærret. Et umanerligt yndefuldt strygerarrangement får den til at spadsere lige ind i hjertekulen hos denne lytter, der vover en arm og påstår, at dette er en sikker tilføjelse til listen over De 50 Bedste Van Morrison-kompositioner.
Endelig er titelnummeret et fint eksempel på den særlige keltiske jazz, Morrison formår at fremtrylle og som suppleres med én af hans mange tekster om at have det godt: "You can call it nostalgia, I don't mind/ Standing on that windswept hillside/ Listenin' to the church bells chime/ Listen to the church bells chime/ In that magic time -"
Så Magic Time hiver den lige hjem på point, men i storform er han altså ikke, Van. Ikke denne gang, i hvert fald.
Van Morrison: Magic Time (Exile/Polydor/Universal) Udkommer 17. maj
