Læsetid: 3 min.

Du fornøjelige verden

23. juni 2001

»Effektivitet i brugen af klodens ressourcer er ikke nok. De rige lande må også lade sig nøje med det tilstrækkelige. Men er det en utopi? Sådan lød det på møde om bæredygtighed.«
David Rehling, Information, 2. juni, 2001

FORNØJELIG kommer af nøjes. Det giver sig
selv. Ingen er mere ufornøjelige at være sammen med end klynke- eller bralrehoveder, der altid er utilfredse, uopfyldte, umættede. Utilfredse med
sig selv og omstændighederne eller utilfredse med de andre og omstændighederne. Aldrig opfyldte
af øjeblikket og af stedet. Aldrig i stand til at ud-
fylde en form til dens yderste grænser, altid formløst enten klynkende over gabende tomrum inden for formen eller hoverende over at have overskredet alle grænser. Sådan nogle er ulidelige i det
lange løb. Fornøjelser er forbundet med – nøjsomhed!
Nøjsomhed? Det er da det modsatte af alle moderne fornøjelser, den ganske underholdningsindustri, ja industrien og post-industrien (den globaliserede videns- og IT-økonomi) i det hele taget. Fremskridtet og Udviklingen er jo, at nok aldrig er nok.
I artiklen om fornøjelighed i Ordbog over det danske sprog kan man gennem de kronologiske eksempler på ordets brug gennem de seneste århundrede følge, hvordan klynke- og bralrehovederne blev sat i højsædet og hvorfra gjorde den evige utilfredshed, uopfyldthed og umættelighed til identisk med Fremskridtet og Udviklingen selv. Nok var aldrig nok. Nok må aldrig være nok.
Kapitalismens ubegrænsede akkumulationstvang, kaldte en vis Karl Marx det med andre ord. Som han i hvert fald ikke kan bebrejdes i dag, da tidens herskende ideologi og fundamentalistiske religion, nyliberalismen, bekræfter og forkynder dem hver eneste time på dagen: Akkumulér, akkumulér, akkumulér. Eller på dansk, hvad enten det er regeringen eller oppositionen der messer evangeliet: Vækst, vækst. vækst.

ØJENSYNLIGT skete noget afgørende da en af vækst-fanatismens systemer, socialismen, brød sammen for godt en halv snes år siden og Berlinmuren blev ryddet. Det foranledigede den tyske digter og en af det forrige århundredes mest begavede samfundskritikere Hans Magnus Enzensberger til et øjeblik at tro på, at ordene igen kunne blive sande. Så et fornøjeligt samfund er det, som ordet siger: Et formfuldendt samfund. Han skrev essayet Tilbagetogets helte.
Tilbage fra det utopiske storhedsvanvid om en verden og et liv uden grænser, uden død, uden lidelser og lidenskaber, uden smerte og solidaritetens medlidenhed; tilbage til formernes opfyldelse, kunstens udfyldelse og udtryk, biologiens sanselige dialog i modsætning til maskinens abstrakte monolog.
Heri blev han skuffet. Det gav han mesterligt udtryk for i sit essay De hvide kitlers utopi i Informations tillæg i2 i går.
Læs det, hvis læseren ikke allerede har stillet sin sult med det.

JAMEN, gør Hans Magnus Enzensberger sig ikke selv skyldig i en utopi, når han tror, at mennesket – efter at også den biotekniske paradisdrøm om nogle år eller senest årtier er blevet offer for sine egen indre modsætning og sit eget storhedsvanvid – kan leve uden utopiske forestillinger om enten det socialistiske eller kapitalistiske eller videns-økonomiske, biotekniske tusindårsrige? Jævnfør ovenstående citat fra David Rehlings reportage fra mødet om bæredygtighed: »De rige lande må også lade sig nøje med det tilstrækkelige. Men er det en utopi?«
På det pågældende møde sagde vicedirektør Wolfgang Sachs fra det tyske Wuppertal Institut: »De rige lande – de 20 procent af jordens befolkning – forbruger 80 procent af klodens ressourcer. Samlet forbruger mennesket 130 procent af, hvad biosfæren frembringer. Tager vi andre levende skabningers forbrug med, drejer det sig om 150 procent. Det er paradoksalt, men vi ser det ikke klart endnu, fordi vi tærer på de fossile ressourcer.«
Det er kendsgerningen. Før eller siden slipper de fossile ressourcer op. Før eller siden gør også de 80 procent af jordens befolkning som i dag skal slås om de 20 procent af klodens ressourcer, vi herrefolk i den nordvestlige halvkugle overlader dem, krav på deres andel af biosfæren – også kaldet livet.
Vores chance er, at vi opdager, at det ikke er et frygteligt tilbageskridt for Udviklingen men udsigten til et fornøjeligt liv.
Om det fornøjelige er en utopi eller ej diskuteres
nu på det mest fornøjelige i debatten om Du glade verden... på www.luftskibet.dk eller www.information.dk.

el

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her