Læsetid: 4 min.

Fornuft og følelse

21. april 2006

Allerede under de ellers sædvanlige fortekster – hvid skrift på sort baggrund – fornemmer man, at ikke alt er, som det plejer i Woody Allens seneste og 35. spillefilm, Match Point.
Et stykke af en italiensk opera om ulykkelig kærlighed på tværs af klasseskel sunget af legendariske Caruso spiller i stedet for en af Allens elskede 78’ere med gammel jazzmusik.
Undervejs i filmen får vi serveret flere operabidder, flere af dem Verdis – La Traviata, Rigoletto – og alle om de alvorlige konsekvenser, det får for os mennesker, når fornuft og følelse støder sammen og kræver svære beslutninger, som strider mod enten det ene eller det andet.
Dét handler Match Point blandt andet om. Den handler også om meget andet – held, social mobilitet, løgn og bedrag – og det er den 70-årige instruktørs mest fuldendte, ubesværede film i mere end 10 år og en af hans bedste nogensinde. Både et barsk eksistentielt drama og en mildt satirisk sædeskildring – ikke uden humor, men på overfladen ganske ulig de film, der har tegnet Allens knap så veloplagte output i de senere år.
Stærk mave
Her er en anden overraskelse: Match Point foregår i London, langt fra Allens foretrukne legeplads, New York, og noget kunne tyde på, at luftforandringen har gjort instruktøren godt.
I centrum af filmen står den ambitiøse, men ikke videre succesfulde og ubemidlede, irske tennispro Chris (Jonathan Rhys Meyers), der får arbejde som træner i en fornem London-klub. Og snart er han på vej op gennem det ellers så uigennemtrængelige sociale hierarki, der stadig tegner det engelske samfund.
Han bliver venner med Tom (Matthew Goode), forlover sig med hans kønne søster, Chloe (Emily Mortimer), og får arbejde i svigerfarens firma. Alt går, som det skal for Chris, men så møder han Toms amerikanske kæreste, den smukke, seksuelt aggressive skuespillerinde Nola (Scarlett Johansson), og tiltrækkes voldsomt af hende.
Og hun forelsker sig i ham og vil ikke give slip, da Chris af hensyn til sin fremtid ser sig nødsaget til at lade hende sejle sin egen sø. Pludselig trues han på alt det, han begærer og har solgt sin sjæl for at få, og han tvinges til at tage et af den slags valg, der kræver en stærk mave.
Elegant krølle
Woody Allen er af den overbevisning, at heldet bestemt ikke kun følger de gode, men også de onde – der sker mange onde ting i verden, og misdæderne bliver sjældent straffet. Det var også et af temaerne i den fremragende Små og store synder (1992), hvor Allen – inspireret af Dostojevskijs Forbrydelse og straf – lader en velhavende øjenlæge (Martin Landau) slippe af sted med mordet på sin krævende elskerinde (Anjelica Huston).
Det er med en tennisbold som metafor for heldet, at Allen indleder Match Point. Chris er bestemt ikke et af Guds bedste børn og formulerer tidligt kernen i filmen: »Manden, der har sagt, at ’jeg vil hellere være heldig end god,’ har set dybt ind i livet. Der er øjeblikke i en tenniskamp, hvor bolden rammer toppen af nettet, og i brøkdelen af et sekund kan den enten falde fremad eller tilbage. Med en smule held, falder den fremad, og man vinder. Eller måske gør den ikke, og så taber man.«
Det store spørgsmål er naturligvis, hvilken vej Chris’ bold falder til slut. Svaret er slet ikke så indlysende. Match Point er nemlig fuld af overraskelser. Det lykkes Allen at vende og dreje plottet i uforudsigelige retninger flere gange, hvorfor man sidder i biografen og gætter som en gal. Og sjældent har jeg set en mere elegant og begavet krølle på en historie.
Det er en stærkt underholdende, men også dybt foruroligende film, der ligesom de fleste andre af Woody Allens bedste handler om den menneskelige tilstand og er et skarpt portræt af et miljø og dets beboere. Og på den måde føjer den sig alligevel fint til den aldrende auteurs øvrige, omfattende værk.
Gnister
Match Point er af flere engelske kritikere blevet anklaget for at gengive en postkort-
agtig version af London med dyre restauranter, store lejligheder og flotte gallerier. Men pointen er, at det er den verden, som Chloe og Tom og deres familie og venner færdes i.
Det er en tom og overfladisk verden, hvor facade og fremtoning betyder alt. Og det er den verden, som Chris for enhver pris vil være en del af. I Jonathan Rhys Meyers’ slanke skikkelse er Chris som et sultent rovdyr, mean and lean, en charmerende sociopat i familie med Patricia Highsmiths Tom Ripley. Chris tænker kun på at stille sin sult, det være sig efter sex eller penge.
Anderledes forholder det sig med den altid velspillende Scarlett Johanssons på overfladen kølige blondine, Nola, der også gerne vil op og frem i verden, men som alligevel lader sig afspore af kærligheden. Det slår gnister mellem hende, amerikanerinden, og Chris på en måde, som det aldrig vil kunne mellem ham og søde, engelske Chloe, der er opdraget til ikke for alvor at give efter for sine følelser.
De unge skuespillere, ikke mindst Johansson og Rhys Meyers, er forrygende. De synes nærmest at brænde op indefra. Og Woody Allen har åbenbart endelig fundet sig en ny muse – længe efter Mia Farrow og Diane Keaton forlod ham – i netop dansk-amerikanske Johansson. I hvert fald har hun også hovedrollen i hans kommende film, Scoop, der også er optaget og foregår i England.
Hvis den bliver tilnærmelsesvis lige så god som Match Point, er der grund til at glæde sig – også over instruktørens genfødsel.

Match Point. Instruktion og manuskript: Woody Allen. Engelsk (50 biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu