Læsetid: 3 min.

Fornuften som teologiens slavinde

Har kristendommen skabt sekulariseringen og Oplysningstidens idealer? Faktisk blev den kritiske fornuft i kristendommen forvist til en underordnet plads. Det var muslimerne, der bragte Aristoteles og græsk filosofi tilbage til Europa. Et svar til Niels Grønkjær
3. april 2006

I Information (den 25.-26. marts) har valgmenighedspræst Niels Grønkjær skrevet en kronik med titlen 'Kristendommens fornuft'. Grønkjær forsøger her at bevise, at "kristendommen står bag store dele af den moderne fornufts fremskridt (lad os bare bruge dette udtryk). Menneskerettigheder, demokrati, religionsfrihed, teknisk-videnskabelig befrielse fra naturens tvang osv. Alt dette kan ikke tænkes uden den kristne tradition".

Ifølge Grønkjær er kristendommen moder til både sekulariseringen og Oplysningstidens idealer. Kristendommen er ikke imod fornuften, men er for og med menneskets fornuft. Andre religioner kan være imod fornuften, men kristendommen "bidrager mere til modernitetens landvindinger end andre", og netop derfor er kristendommen 'bedre end andre'.

Mindst fundamentalistisk

Grønkjær begrunder disse stærke teser på følgende måde: "For det første er kristendommen i virkeligheden den mindst fundamentalistiske religion".

For det andet har kristendommen med sin lære om den treenige gud 'måske' medvirket til udviklingen af den moderne demokratiske tredeling af den politiske magt i en lovgivende, udøvende og dømmende del. Den kristne treenighedslære angiver nemlig, "at den kristne Gud i selve sin grundstruktur er relationel og kommunikativ", og "at magt altså ikke udøves uden at den skal kunne legitimeres kommunikativt under forskellige synsvinkler".

For det tredje anfører Grønkjær det af kristne apologeter så hyppigt fremførte synspunkt, at sekulariseringen i den vestlige verden i en eller anden forstand skyldes kristendommen, enten den kristne inkarnationstanke eller kristendommens afsakralisering af verden og naturen.

Først et par ord om den kritiske fornuft, som vi bedst kender den fra og med den europæiske oplysningstid. Selv om Johannes-evangeliets indledning taler om 'ordet' eller 'fornuften' (på græsk logos), så kommer den kritiske fornuft dog hverken herfra eller fra andre kristne kilder. Den kritiske fornuft kommer fra græsk kultur, hvor vi i Europa for første gang møder konflikten mellem 'myte' (mythos) og 'kritisk fornuft' (logos).

I Første Korintherbrev definerer Paulus sin tolkning af Jesus-budskabet i modsætning til den kritiske fornuft, som han i denne tekst betegner som "verdens visdom" (1. Kor. 1,20). Dermed sættes en fundamental modsætning mellem verdslig visdom (eller kritisk filosofisk fornuft) og religiøs tro og erkendelse, som derefter blev en grundsten i europæisk kristendom.

Fra Paulus til renæssancen - og ofte også siden - lagde europæisk kristendom nemlig vægten på den religiøse tro. Den kritiske fornuft blev i kristendommen forvist til en underordnet plads (som 'teologiens slavinde', som det hed).

Og da den kritiske fornuft i renæssancen dukkede op igen i europæisk kultur, kom den ikke fra indefra, fra kristendommen, men udefra. Det var nemlig muslimerne, der bragte Aristoteles og græsk filosofi tilbage til Europa.

Kunne ikke fordrives

Trods ihærdige forsøg lykkedes det ikke kirke og kristendom igen at fordrive den kritiske fornuft fra Europa, og da de nødvendige historiske betingelser indtraf, så kunne den kritiske fornuft i oplysningstiden vende tilbage til en central position i Europa.

Derfor er det ganske enkelt ikke sandt, at kristendommen skabte sekulariseringen, oplysningstiden og den kritiske fornuft, for slet ikke at tale om samfundsfilosofiens tanker om den politiske magts tredeling.

Alle disse fænomener er historiske, og de blev til, da de historiske forudsætninger for deres opståen indfandt sig.

Sandheden er, at kristendommen - ligesom mange andre religioner - er et fænomen med mange ansigter. Kristendommens fremtrædelsesformer skifter fra epoke til epoke, fra kultur til kultur og fra socialt lag til socialt lag.

Derfor er kristendommen desværre lige så fornuftig og ufornuftig som andre religioner og lige så fundamentalistisk som andre religioner.

Per Bilde er professor i Religionsvidenskab ved Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu