'If it ain't broke, don't fix it', siger amerikanerne.
Sådan kunne regeringen med god ret også have valgt at sige, når det gælder den læreruddannelse, vi har kendt siden 1997. Evalueringen af læreruddannelsen, som blev gennemført af EVA i 2003, når nemlig frem til den overordnede konklusion, at uddannelsen udgør et godt grundlag for en professionsrettet læreruddannelse, og at uddannelsen i det store og hele fungerer godt og efter hensigten.
Nu kan man selvfølgelig indvende, at blot fordi maskineriet endnu ikke er brudt sammen, så kan der godt være grund til at holde det ved lige: Smøre, justere, finindstille og måske udskifte slidte dele, så levetiden forlænges, og det hele bringes til at fungere bedre og endnu mere hensigtsmæssigt.
Den reform af læreruddannelsen, som et bredt flertal i Folketinget bestående af regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre, har fremlagt i denne uge, er netop en sådan fornuftig finjustering. Det er med andre ord en serviceeftersynsreform, der her fremlægges, ikke en visionær reform. Hvilket kan overraske, fordi regeringen tilbage i 2002 fremskyndede evalueringen af læreruddannelsen, netop med den begrundelse, at den planlagde at fremlægge, som det hed dengang, en grundlæggende reform af læreruddannelsen. I den nu fremlagte reform anvendes da også hyppigt ord fra reparationsvokabularet som at stramme op, styrke og løfte.
Evalueringen uddelte dog ikke kun ros. Den pegede på, at læreruddannelsen kunne forbedres på en række grundlæggende områder, og man må bestemt glæde sig over, at den fremlagte reform gør noget ved de fleste af disse områder.
Det gælder betoningen af, at de studerendes kvalifikationer ved optagelse på linjefagene mindst skal svare til gymnasialt B-niveau. Det gælder styrkelsen af praktikken ved, at alle praktikperioder skal bedømmes, og ikke mindst, at bedømmelsen skal placeres på læreruddannelsesinstitutionen. Det gælder også pointeringen af, at den faglige, den pædagogiske og den praktiske del af uddannelsen skal indgå i et nyt og forpligtende samspil for at styrke helheden i uddannelsen. Treklang-metaforen for dette samspil, som seminarierne har haft en udtalt forkærlighed for, anvendes stadig, men den synes endelig at skulle finde en konkret udformning. Det gælder videre understregningen af, at resultater af nationale og internationale forsknings- og udviklingsarbejder skal inddrages i undervisningen, hvor det dog kan ærgre, at man begrunder denne inddragelse med, at de studerende skal sikres kendskab til den nyeste og ikke den bedste viden.
Et stort fremskridt
Særlig glædeligt er det, at reformen ud over at styrke den faglige kerne i linjefagene også vil styrke den didaktiske dimension. Den pædagogiske forskning peger utvetydigt på, at eleverne i skolen opnår bedre resultater hos lærere, der er i stand til at kombinere den faglige undervisning med relevante undervisningsformer. Det er derfor et stort fremskridt i debatten om styrkelse af fagligheden i skolen, at man nu anerkender, at det i den sidste ende drejer sig om at styrke elevernes faglige udbytte af at gå i skole, og at det bedst sker ved ikke kun at uddanne de lærerstuderende i fag, men også i hvordan man underviser i fag, som det hedder i bemærkningerne til lovforslaget, hvor det også siges, at læreren skal være ekspert i undervisning i fag.
Når det gælder linjefagene og ikke mindst antallet af linjefag, som har været voldsomt diskuteret siden den gældende læreruddannelse blev indført, så synes der at være fundet en salomonisk løsning. Antallet reduceres fra fire til to eller tre. Der skelnes mellem store og små linjefag. De store er de såkaldte PISA-fag, dvs. de fag, der indgår i PISA-undersøgelserne, nemlig dansk, matematik, naturfag (natur/teknik, fysik/kemi) og engelsk, der forventes medtaget i næste undersøgelsesrunde. Disse fag tildeles ligesom idræt et omfang på 1,2 årsværk, de øvrige linjefag bliver på 0,6 årsværk. De studerende skal vælge mindst et af fagene dansk, matematik, natur/teknik og fysik/kemi. Da det er et mål, at alle elever i skolen skal undervises af en linjefagsuddannet lærer, så er det vigtigt, at et flertal af de studerende vælger linjefag, der matcher skolens behov, og sandsynligvis også at mange vælger tre linjefag, selv om det er muligt at nøjes med to, hvis ikke der skal opstå problemer med at indfri målet for især mindre skoler.
Veltrimmet uddannelse
Den mest perspektivrige ændring i reformen er indførelsen af aldersspecialisering i linjefagene dansk og matematik, altså at de kommende lærere skal uddannes til at undervise henholdsvis de yngre klassetrin (1.-6.) og de ældre klassetrin (4.-9). Hvilket i øvrigt er en langt mindre vidtgående beslutning end det forslag om deling af hele uddannelsen, som regeringen lagde frem i sit debatoplæg til Globaliseringsrådets møde om folkeskolen i august sidste år. Med en sådan specialisering er der taget skridt i retning af en endelig afskaffelse af enhedslærerprincippet i folkeskolen, altså det princip at alle lærere skal kunne undervise i alle fag i hele skoleforløbet. Med indførelsen af aldersspecialisering er jorden gødet for i senere skridt at koble (dele af) pædagoguddannelsen med læreruddannelsen og (dele af) læreruddannelserne til ungdomsuddannelserne.
Med denne reform står vi med en veltrimmet læreruddannelse, der nok kan holde nogle år endnu, og i hvert fald så længe, som det vil vare at udvikle en moderne, fleksibel uddannelse, der meget gerne samler alle eksisterende læreruddannelser - pædagog, folkeskole, gymnasie, erhvervs - i én uddannelse med fælles almene moduler og specielle uddannelsesspecifikke moduler. En uddannelse med af- og påstigningsmuligheder, der gør det muligt for f.eks. en pædagog at vende tilbage til en af de nye professionshøjskoler og videreuddanne sig til f.eks. at kunne undervise på folkeskolens yngste trin, eller for en folkeskolelærer at kunne videreuddanne sig til f.eks. gymnasie- eller erhvervsskoleundervisning.
Jens Rasmussen er professor og leder af Forskningsprogram for Komparativ Uddannelsespolitik ved Danmarks Pædagogiske Universitet
