Læsetid: 4 min.

Fornyelse på Det Kongelige Akademi

Else Marie Bukdahl har sat sig tydelige spor som rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademis billedkunstskoler gennem 20 år. Men nu trænger akademiet til fornyelse
18. juni 2005

Når Else Marie Bukdahl den 1. oktober i år forlader sit rektorkontor på Det Kongelige Danske Kunstakademi for sidste gang, kan hun se tilbage på 20 år, som har ændret både akademiet og offentlighedens syn på det. Så langt er kunstnere, kunsthistorikere, kunstkritikere, museumsfolk og tidligere og nuværende medarbejdere på akademiet enige.

Hvorvidt hendes indflydelse har været positiv eller negativ er der imidlertid delte meninger om. Mens nogle mener, at Bukdahl har kørt akademiet hårdt og enerådende og favoriseret et bestemt, snævert kunstsyn, mener andre, at hun har været med til at internationalisere akademiet og sætte det på den kulturpolitiske dagsorden.

Ann Lumbye Sørensen, kunsthistoriker og medforfatter til trebindsværket Kunstakademiet 1754-2004, som udkom sidste år i anledning af akademiets 250-års jubilæum, mener, at Else Marie Bukdahl først og fremmest har bidraget positivt til akademiets udvikling.

"Hun overtog et meget traditionelt akademi, men opgraderede i løbet af 80'erne den teoretiske tilgang til kunst og fik placeret Kunstakademiet på en meget central plads også inden for kunsthistoriefaget og kunstteori, blandt andet fordi hun tog initiativ til at arrangere store seminarer og til at få oversat forskellige tekster til dansk af folk, som man ellers ikke var optaget af på universiteternes institutter for kunsthistorie. Det fik en enorm betydning, som også rakte ud over selve akademiet," siger Ann Lumbye Sørensen.

Den opfattelse deler Jens Toft, lektor i kunsthistorie ved Københavns Universitet og redaktør af kunsttidsskriftet Periskop.

"Else Marie Bukdahl har gjort akademiet kendt i offentligheden, og under hendes ledelse har akademiet været formidler af megen vigtig tænkning om kunst i hele Europa og af filosofiske tanker og strømninger fra hele verden. Bukdahl har blandt andet sørget for, at de kunstnere, som går på akademiet, ved, hvad der bliver tænkt blandt både kunstnere og filosoffer andre steder," siger Jens Toft.

Personlige favoritter

Netop den teoretiske tilgang til kunsten har imidlertid også været Else Marie Bukdahls svaghed, mener Tom Jørgensen, redaktør på Kunstavisen, Danmarks eneste landsdækkende månedsavis om aktuel kunst.

"Der er ingen tvivl om, at hun har været engageret og gjort en masse for at få udenlandske gæsteundervisere og i det hele taget gøre akademiet professionelt. Men hun har også været en meget enøjet rektor. Hun har haft sine personlige favoritter blandt kunstnere og professorer, og hun indførte i 80'erne en meget tidstypisk undervisningsform, som primært hentede inspiration fra fransk postmoderne filosofi. Den har hun kørt hårdt og enerådende derinde, og det har skabt en enormt teoretisk indfaldsvinkel og betydet, at måden, det har været tilladt at lave kunst på, har været temmelig ensrettet," siger Tom Jørgensen.

Anneli Fuchs, kunsthistoriker og videnskabelig medarbejder ved Danmarks Kunstbibliotek, mener også, at en bestemt holdning til kunst prægede akademiet især i 80'erne.

"Der var et meget stærkt sammenknyttet hold med en rektor og en række professorer, som havde arbejdet sammen og havde fælles holdninger til kunst. Men situationen har ikke været den samme i 90'erne, og nu ser det anderledes ud igen. Desuden er der kommet flere kvindelige professorer og lærere ind, det har også været med til at gøre en forskel," siger Anneli Fuchs.

Tom Jørgensen ser også en tendens til, at kunstakademiet de seneste år har bevæget sig væk fra det teoretiske, og at kunsten i dag er langt mere varieret.

"I dag stritter kunsten i mange forskellige retninger, og de unge gør oprør mod den tunge, indviklede, kringlede tilgang til kunsten. Men det synes jeg ikke er Bukdahls fortjeneste. Det har mere noget at gøre med tiden, og det trøster mig da, at man ikke længere bare kan styre udviklingen på akademiet," siger Tom Jørgensen.

Ifølge Ann Lumbye Sørensen er det dog også vigtigt, at akademiet hele tiden gør en aktiv indsats for at forny sig.

"Enhver institution kan jo komme til at stivne i nogle uheldige retninger, og akademiet er stadig meget hierarkisk bygget op," siger Ann Lumbye Sørensen.

Cv vigtigere end værker

Ifølge fagfolkene får den nye rektor et stort ansvar. For Kunstakademiet er måske mere populært end nogensinde. De seneste år har der været omkring 600 ansøgninger til 30 pladser.

"I 1960'erne var der mange, som hellere ville gå på Den eksperimenterende Kunstskole. Kunstakademiet blev betragtet som et reaktionært akademi, som man ikke havde ønske om at alliere sig med. Den holdning er der ikke i dag. Siden 80'erne og faktisk gennem hele Else Marie Bukdahls rektorperiode har det virkelig været eftertragtet at gå på akademiet. Også fordi mange aktiviteter udspringer herfra, og fordi de unge kunstnere allerede i akademitiden får udstillinger på etablerede gallerier," siger Anneli Fuchs.

Flere og flere unge tager i dag til udlandet for at få deres uddannelse, men også Ann Lumbye Sørensen mener, at Kunstakademiet er en vigtig institution.

"Det har nok ikke helt den samme fuldstændig uomtvisteligt centrale betydning, som det har haft tidligere i historien, men det er jo trods alt den største uddannelsesinstitution inden for det felt i hele landet," siger Ann Lumbye Sørensen.

Ifølge Tom Jørgensen har Kunstakademiet en suveræn magtposition, og han mener, at det for unge, håbefulde kunstnere er svært at komme uden om.

"Mange galleriejere kigger på cv'et, før de kigger på kunstværket, og hvis man ikke har gået på det kongelige akademi, så har man et minus fra starten. Sådan er det bare," siger Tom Jørgensen, som godt kunne tænke sig, at der blev oprettet et konkurrerende kunstakademi.

"Der er et akademi på Fyn og et i Jylland, men mange af lærerne er de samme, som har siddet i København, og de har det samme kunstsyn. Selv om vi er et lille land, kunne man godt have et akademi til med nogle helt andre undervisningsplaner og en helt anden teoretisk indfaldsvinkel. Et akademi med helt andre spilleregler - men med lige så god økonomi vel at mærke."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu