Læsetid: 5 min.

Forpremiere på jødehad

Det Jødiske Museum i Frankfurt udstiller det franske samfunds justitsmord på Alfred Dreyfus - i al sin hæslighed. Dreyfus-sagen blev forpremieren på den morderiske antisemitisme i Hitlers version
20. februar 2007

FRANKFURT - Et lillebitte støvet gult foto, der forestiller en dame i sort kjole med hat. Hun er på vej ind i en drosche sammen med en mand. Dette lille fotografi forestiller Lucie Dreyfus og hendes far. Det er taget i sommeren 1899, og Madame Dreyfus har netop besøgt sin mand, Alfred Dreyfus, i fængslet i Rennes. Hun har ikke set ham i fireethalvt år. Han har mirakuløst overlevet fireethalvt års fangenskab i straffekolonien på Djævleøen i Fransk Guyana og skal påny stilles for en krigsret.

Historien om Alfred Dreyfus, der blev dømt som landsforræder for spionage i 1895, degraderet og deporteret til en straffekoloni ud for Sydamerikas østkyst og 12 år efter anholdelsen rehabiliteret og dekoreret med legionærkorset i sit hjemland, fortælles på en stor udstilling på Det Jødiske Museum i Frankfurt.

Dreyfus er mere end blot en fransk jøde, der blev udsat for justitsmord. Dreyfus-affæren fik den europæiske antisemitisme til at slå ud i fuldt flor. Den kulminerede, da Hitler 35 år senere myrdede seks millioner jøder.

En familie af patrioter

Alfred Dreyfus blev født i 1859 i byen Mulhouse i Alsace som den yngste af Jacques Dreyfüss og Rachel Katz' ni børn. Familien var franske nationalister, og børnene fik stadfæstet deres franske statsborgerskab, efter at Alsace i 1871 var afstået til Tyskland.

Da den lille Alfred blev gammel nok, havde han kun én tanke: At være med til at tilbageerobre Alsace. Det førte ham ind på artelleri- og pionerskolen i Fontainebleau, og i 1889 opnåede han rang af kaptajn på den højere krigsskole, hvor han blev nummer ni ud af 81.

I 1890 giftede Alfred sig både borgerligt og i synagogen med Lucie Hadamard. I 1891 fik de sønnen Pierre og i 1893 datteren Jeanne.

Franskmændene hang med næbbet efter nederlaget i 1871. Landet begyndte at tvivle på sig selv. Antisemitisme og fremmedhad havde gode kår.

Frankrigs syndebuk

Den franske efterretningstjeneste opdagede, at der var en spion i den franske generalstab. Mistanken faldt på Dreyfus, og han blev anholdt i oktober 1894. I december blev han stillet for en krigsret og dømt skyldig i højforrædderi.

Dreyfus dømtes af syv enige dommere til degradering og deportation. Domstolen tilsidesatte alle retsprincipper for at kunne give Frankrig en syndebuk som plaster på det kæmpestore krigssår. Og hvem var mere velegnet end en jøde?

Dreyfus degraderes den 5. januar 1895 på Place de Fontenoy i Paris for øjnene af en stor menneskemængde, der brølede sit jødehad ud. Under overførslen fra et fængsel til et andet, inden afrejsen til Djævleøen, blev han næsten lynchet af den rasende pøbel.

Udstillingen viser et væld af genstande. F.eks. Dreyfus' kaptajnssnore, som blev revet af ham ved degraderingen, og pertentligt skrevne breve fra Dreyfus til hans hustru og til broderen Mathieu, som han bad om at finde den egentlig skyldige. Her er et foto af hans tykke forsvarer Edgar Demange, der var overbevist om sin klients uskyld, og et brev skrevet af Frankrigs overrabbiner Zadoc Kahn, der bad om lov til at se Dreyfus i fængslet, inden han blev overført til straffekolonien. En anmodning som Paris' generalguvernør afviste.

Alt sammen detaljer, der gør Dreyfus-affæren nærværende.

På Djævleøens opholdt Dreyfus sig i isolation og under konstant overvågning i et lille rum, hvor temperaturen svingede mellem 26 og 35 grader. Om natten blev han lænket. Han modtog sporadiske breve og bøger, men alt var censureret. I et brev fra sommeren 1896 kan man læse, at den franske koloniminister André Lebon meddelte Lucie Dreyfus, at hun ikke længere måtte sende sin mand bøger. Dreyfus' moral skulle knækkes.

$SUBT_ON$Dreyfusarderne

Hjemme i Frankrig samlede 'dreyfusarderne' sig. Overrabbiner Kahn, forfatteren Bernard Lazare og forfatteren Emile Zola var blandt den lange række prominente jøder og protestanter, der med Dreyfus' bror Mathieu i front talte Dreyfus' sag. Internt i hæren opdagede man, at en forgældet major Esterhazy var den virkelige spion.

Det blev længe holdt skjult af hensyn til hærens ære. Da det endelig kom for en dag, klarede Esterhazy frisag ved en skinretssag den 11. januar 1898. Det skyldtes muligvis, at han selv var en del af det franske efterretningsvæsen. To dage efter, den 13. januar 1898, udkom avisen L'Aurore med Zolas åbne brev til den franske regering. "J'accuse...!" (Jeg anklager) lød den historiske overskrift hen over avisens forside. Den verdenskendte forfatter blev idømt fængselsstraf for bagvaskelse, men nåede at gå i eksil i London.

Den 3. juni 1899 blev Dreyfus' dom fra 1894 ophævet, ikke fordi han var uskyldig, men fordi der var sket talrige fejl under den første proces.

Sommeren 1899 kom Alfred Dreyfus derfor igen for krigsretten i Rennes, men processen endte trods fremragende forsvar i parodi, og Dreyfus dømtes til 10 års frihedsberøvelse og til degradering for anden gang. Hans bror fik ham benådet, men Dreyfus sagde selv: "Republikken giver mig min frihed tilbage, men den er værdiløs uden min ære." Først i juli 1906 blev han rehabiliteret.

$SUBT_ON$Antisemitiske kampagner

Udstillingen viser det væld af sympatitilkendegivelser, han og hans sag modtog fra intellektuelle og kunstnere som Sarah Bernard, Anatole France og Marcel Proust, engelske chefredaktører og deres læsere og teatre i Amsterdam. Men den fortæller også, at der i 1898 var oprør i mere end 55 franske byer med demonstrationer.

"Død over jøderne!", "Ned med Zola!" og "Frankrig for franskmænd!" råbte demonstranterne, der korporligt forulempede jøderne og ødelagde synagoger og forretninger. Hadefulde antisemitiske kampagner, smædeskrifter og demonstrationer prægede både Frankrig og kolonien Algeriet.

I 1896 udkom bogen Der Judenstaat, hvor den østrigske jøde Theodor Herzl på baggrund af de mange antisemitiske kampagner, der fulgte i kølvandet på Dreyfus-affæren, plæderede for en stat til jøderne. Året efter afholdt han i Basel den første zionistiske kongres, hvor man besluttede at grundlægge et jødisk hjemland. Dreyfus' ene advokat Fernard Labri blev såret ved at skudattentat, da han var på vej til retsmøde i sommeren 1899. Emile Zola og hans hustru blev formentlig myrdet i 1902, de blev kvalt, fordi nogen havde stoppet deres skorsten til. Da Zolas aske den 6. juni 1908 skulle overflyttes til Panthéon i Paris, skød den nationalistiske journalist Louis Grégori mod Alfred Dreyfus og sårede ham i armen.

Alfred Dreyfus deltog som reserveofficer for Frankrig i Første Verdenskrig fra 1914-18. Han døde den 12. juli 1935, præcis 29 år efter sin rehabilitering.

Udstillingen 'Alfred Dreyfus - Kampf um Gerechtigkeit. Politischer Antisemitismus und seine Abwehr in Europa' kan ses på Det Jødiske Museum i Frankfurt. Udstillingen varer til den 15. april 2007. www.juedischesmuseum.de

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu