Dagens tekst begynder med beklagelsen: I sidste Intermetzo kunne man læse følgende sætning: "Hvis der var noget ved præsteforeningen, smed de stodderen ud med et brag." "Stodderen" refererede til Søren Krarup, der ganske vist nu ernærer sig som levebrødspolitiker og ikke præst, men som vel fortsat oppebærer nominel titel af pastor. Heri lå fejlen ikke. Fejlen lå i, at Krarup slet ikke er medlem af præsteforeningen, han har for længst meldt sig ud. Det er ikke umagen værd at undersøge hvorfor. Krarup har sikkert været rasende over en eller anden humanistisk tilkendegivelse fra foreningens side, de fleste medlemmer i denne er nemlig kristne. Det siger sig selv at præsteforeningen således ikke kan smide Krarup ud, hvilket på baggrund af både hans handlinger som politiker og hans udtrykte meninger om blandt andre torturerede flygtninge ville være mere end naturligt. Krarups næstekærlighedsbegreb er råt, primitivt og først og fremmest ubarmhjertigt som manden selv. Man må sige, at dansk kristendom har tilladt sig vide rammer for forkyndelsen, der i Krarups tilfælde er modsat kristen moral og etik. Antikrist ligefrem. Såfremt den mishandlede vejfarende havde rakt den barmhjertige samaritan en læge-erklæring om de lidelser, han havde gennemgået, om sit posttraumatiske stresssyndrom, ville - i Krarups optik - samaritanen skyndsomst og korrekt være redet videre og senere fået den torterede stakkel udvist af Jødeland. Det er i Krarups opfattelse og udlægning kristendom, eftersom den overfaldne jo ikke var den nære næste og i hvert fald ikke selv samaritaner og altså landsmand. Man kan kun være noget for folket i folket, hvor man er sat, hvor man har sin rod og skæbne, hvor man har sin plads og gerning i land og Gud. Det er nogenlunde sådan, ekspastoren argumenterer. Elendig teologi siger sagkyndige, og jo i hvert fald en skæbnesvanger én for plagede flygtninge, der er havnet her og har inderligt behov for trygheden i blandt andet et statsborgerskab for at kunne komme videre med livet og skabe sig en ny identitet. Den slags, som er beskrevet i utallige vægtige rapporter, afviser Krarup hånligt og arrogant, og man kan næppe overtale ham, thi han ejer ikke empatisk evne og interesse i andres livsvilkår og skæbne. Hvis nogen skulle komme på den tanke, at Søren Krarup er et ondt menneske, der uden skrupler gør andre ondt, idet hans politiske hensigter helliger midlerne, og som man så demonstreret på slap line i Sandholmlejren forleden, kan man ikke fortænke nogen i dét. Som følge af denne konstatering og som følge af den beklagelige fejl med præsteforeningen kan man omforme den famøse sætning til: "Hvis der var noget ved Folkekirken, smed de stodderen ud".
Judas har fået mæle
Og nu til noget helt andet: Judas.
Judas var en værre skiderik, det ved man jo, og det er allerede en ugegammel historie om, hvor problematisk det er, at kristenhedens mest foragtede person nu har fået mæle med eget evangelium. Dette skrift samt en hel række andre er i kristendommens tidlige historie udraderet af kanon, for at kirkens forestillinger om projektet kunne få sammenhængs-kraft. Men ideen om Judas illustrerer meget godt det deterministiske princip i enhver religiøs forbindelse. Uden en skelsættende, ofte forfærdende skildret handling i en skæbneforestilling om guder og mennesker kan myten ikke bringes flot. Hvis Eva ikke æder frugten, kan historien ikke komme videre. Hun er nødt til at begå sin handling og plukke af træet for at tilvejebringe den fornødne arvesynd. Eva besidder altså ikke en fri vilje til at undfly syndefaldet, men er bundet til at gøre det, fordi der ellers ikke var blevet noget ud af det hele, synden ikke var kommet ind i verden og dermed heller ikke religionen og præsterne og hele pibetøjet. I den forstand er det absurd at bebrejde Eva og resten af menneskeheden denne synd, som altså ikke er noget sådant, men snarere en nødvendighed, ikke mindst for dem der senere får behov for ideen om, at det sjove er syndigt.
Endnu mere synd slæbes ind i historien ved Kristi mellemkomst. Eller måske snarere ved de egentlige religionsstifteres som evangelisterne, Paulus, biskopperne ved de tidlige kirkemøder, senere Luther og Calvin. Vi slæber efter disses fælles forestillinger rundt på en syndebyrde og understreger gerne i sang og tale menneskets fortvivlende ufuldkommenhed, som kun gøres god i Jesus Kristus, menneskesønnen. Han er, selvom de færreste vel inderst inde tror på den historie, blevet til ved helligåndens mellemkomst og altså ikke i synd i den gængse forstand, hvor kopulationen jo er ensbetydende hermed. At forråde den ved luftig jomfrubestøvning nedstegne hellige skabning, som dømmer mellem godt og ondt lig Gud, hvis søn han i en eller anden forstand er (den firfløjede monoteisme: Maria, Helligånd, Gud og Jesus har alle dage voldt forståelsesmæssige problemer) må være den ultimative synd. At forråde Gud, himlens skaber, Der Grosse Macher, så Denne bogstaveligt kommer op og hænge til tørre er jo i virkeligheden et forbløffende motiv og fordrer, et og andet falder på plads - også dramaturgisk. Man kan ikke bare stange historien ud: Så kom romerne og tævede Gud og korsfæstede ham. Der skal mere til; også det tilsyneladende gode må vise sig bedærvet. Både Peter og Judas er her inde i billedet og for den sags skyld alle disciplene, der ynkeligt og sorgløst falder i snork in dieser Nacht, hvor lidelseshistorien spidser til. Judas begår selve stikkeriet: Der er han, ham med glorien, snup I ham! Og så vil jeg gerne have pengene sort, tak! Peter nøjes med fornægtelsen tre gange, inden hanen galer kykkeliky. Teknisk ikke så slemt som stikkeriet, men moralsk ikke meget bedre og helt uantagelig for en kommende pave. Sådan set burde der på den konto have været to Judas'er: ham selv og Peter. Men det er førstnævnte, der får det dårlige navn, blandt andet fordi han tager penge for det, og det skønt kristendommen sidenhen har velsignet pengepugeriet og kapitalisering af hvad som helst. Tænk bare på pastor Lilleør hos CEPOS, der kun har penge på hjernen, eller ovennævnte Krarup og den anden levebrødspolitiker i Dansk Folkeparti, pastor Langballe, der ikke just er altruister. Dette er det evige dilemma i kristendommen så fabelagtigt analyseret hos Marx, Tawney og et utal andre begavede filosoffer og historikere: trosapparatet som del af magtapparatet med herskere og banker og det hele. Luther indså mulighederne, velsignede fyrsterne og pengene og fordømte de oprørske bønder og jøderne. Så var dén hjemme. Hvor meget man end bagefter snyder og svindler på og gør sig kynisk medansvarlig for sultende bønderbørn hist og her eller brændende synagoger eller kreativ bogføring eller flygtninge i Sandholmlejren, har man altid arvesynden og Judas at falde tilbage på.
Opfylder behov
Man kan mene, at både Eva og Judas hver på deres måde tjener kristendommen og opfylder indlysende behov. Menneskene var ikke kommet ud af ørkesløsheden i Paradis uden Evas gnav på bananen, Jesus/Gud var ikke kommet op på korset uden Judas. De romerske soldater kunne ikke se glorien, de så kun tretten dagdrivere, der lå i haven og snorkede i de lumre jerusalemske tidlige påskenætter. Hvad nu hvis Judas havde sagt: Gu vil jeg ej forråde nogen og da slet ikke for det beløb, jeg vil mindst have det dobbelte! Den går jo ikke. Endelig er det jo Gud, han har for sig, eller en gestalt med forbindelser, der allerede har forudsagt hele forløbet, inklusive forræderiet og fornægtelsen. Judas Iskariot har med andre ord lige så megen fri vilje, som Eva før ham havde det med hensyn til den forbudne frugt og efterfølgende kopulation.
Det hele kan minde om den engelske historie om den lille dreng i krybbespillet, ham der spiller krovært i Betlehem. Da de to, der spiller henholdsvis Maria og Josef, for åbent tæppe og fuldtalligt publikum kommer hen til hans dør efter at være vist bort alle steder og beder så mindeligt om rum i herberget, får den lille krovært ondt af dem og siger: Nå, pyt, så kom ind med Jer!
