Læsetid: 4 min.

Forsigtig nu

22. juli 1997

VANDET stiger i Oder og Wisla mens disse linjer skrives. Som det steg Yangtze og Den gule Flod i Kina sidste år. Som det steg i Rhinen for to år siden. Som i Italien for tre år siden. Som i Mississippi for fire år siden...
Naturkatastrofernes antal og omfang er stigende. År for år bliver der gjort stadig større skader op som følge af oversvømmelser, stormflod, tørke, storme og orkaner.
Vi har stadigvæk lov til at håbe på bedre vejr og tro at naturens egne kræfter er årsagen, når det går galt. Men for hvert år der går, får vi mere og mere grund til at frygte at vores egen civilisation er den medvirkende årsag. Måske endda den udslagsgivende.
Under alle omstændigheder har vi mindre og mindre grund til at handle som om vi ikke havde anden mulighed end at håbe på at det går over igen.

ÅR FOR ÅR har de store internationale forsikringsselskaber fulgt stigningen med voksende bekymring. Münchener Rück er et af de store genforsikringsselskaber, som forsikrer de andre selskaber mod usædvanligt store tab. De har derfor en særlig interesse i omfanget af 'storskaderne'. Og deres tal virker entydige:
Fra 1980 til 1989 ødelagde de naturkatastrofer, der skyldes vejret, økonomiske værdier for 5,4 milliarder dollars om året. De forsikrede tab var i gennemsnit 1,7 milliarder dollars om året. Tallene svingede fra år til år, men de samlede opgjorte skader kom ikke over 10 milliarder dollars i 80'erne.
I dette årti er tallene vokset brat: Münchener Rück gør de samlede tab op til 15 milliarder dollars i 1990, 27 i 1991, 36 i 1992, 22,5 i de to følgende år, 38,5 i 1995 og 60 milliarder i 1996.
Erstatningerne har været mere svingende. Det ser ud som om kurven nåede et toppunkt i 1992. Men det viser sig ved nærmere eftersyn at skyldes ofrenes velstand. I 1992 blev USA ramt af stormen Andrew. Skaderne løb op i ikke mindre end 22,5 milliarder dollars. Men selv om man ser bort fra dette særlige år, har har skadeserstatningerne i 90'erne ligget på et niveau der er fire gange højere end i 80'erne.
I de efterfølgende år har ulykkerne i højere grad ramt lande, hvor ofrene ikke har nogen forsikring. Sidste år var det Kina, det gik værst ud over. 2.700 mennesker døde og 2 millioner blev hjemløse som følge af oversvømmelserne, skrev Wall Street Journal i august 1996. Gerhard A. Berz fra Münchener Rück anslår de økonomiske tab til 26 af årets i alt cirka 60 milliarder dollars.

DE ØKONOMISKE reserver i det globale forsikringsvæsen er store. I 1993 blev det samlede overskud gjort op til ikke mindre end 160 milliarder dollars. Ikke desto mindre har der siden 1992 været frygt i branchen for hvad der kan ske hvis denne udvikling fortsætter.
En gruppe af de største forsikringsselskaber har siden sidste sommer deltaget aktivt i de internationale klimaforhandlinger - med lobbyisme for en "substantiel nedskæring" af drivhusgasserne.
Derved løber de en risiko for at blive betragtet som uvidenskabelige dommedagsprofeter. Klimaforskningen kan nemlig ikke bevise at den menneskeskabte forandring af klimaet er årsagen til denne sommers skybrud i Centraleuropa eller nogen anden enkelt- begivenhed og naturkatastrofe.
Men den risiko er af mindre betydning i forhold til risikoen ved at vente på beviser. Det afgørende er mønsteret: Langt de fleste klimaforskere er enige om at stigningen i den globale gennemsnitstemperatur forøger sandsynligheden for mere ekstreme begivenheder i atmosfæren. Mere regn når det regner, mere tørke når det ikke regner, mere varme, mere kulde, større udsving. Præcis det billede, forsikringsselskaberne registrerer.

ER DET IKKE drivhuseffekten, der er årsagen - eller er den kun en del af årsagen, så gør det jo ikke noget. De ændringer, der skal foretages for at skære ned på forbruget af kul og olie vil under alle omstændigheder være med til at begrænse skaderne, også selv om naturkatastroferne har andre naturlige årsager.
Det så man tydeligt da Rhinen gik over sine bredder i vinteren 1995 og en kvart million mennesker måtte evakueres i Holland. Skaderne blev meget voldsomme fordi hele det område, Rhinen afvander, er så stærkt urbaniseret: Vådområderne er drænet, byområderne er asfalteret, flodløbet er rettet ud.
Flodens vandet må strømme hurtigere mod sit udløb og den er derfor i stand til at modtage mindre vandmængder end den var før.
Et tilsvarende mønster ser man i den stærkt regulerede Mississippiflod, hvor oversvømmelserne i 1993 anses for den største og mest ødelæggende i USA's historie.
Jo mindre vi anvender af energi og råstoffer til at ensrette naturen, jo mere vi satser på mangfoldighed og lukkede kredsløb, jo mere begrænses skaderne når de vældigste naturkræfter viser sig.

es (Ebbe Sønderriis)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her