Læsetid: 3 min.

En forsigtig optimist

Alex de Waal har siddet med omkring bordet under forhandlingerne om fred i Darfur. De endte i skuffelse, da tiden var knap. Nu tror den tidligere rådgiver for AU, at hårdknuden er løst op
28. november 2006

CAMBRIDGE, Massachusetts - Når Alex de Waal udtrykker forsigtig optimisme om håbet for fred i Darfur, er der grund til at lytte.

Alex de Waal var sidste forår rådgiver for den Afrikanske Union under de flere måneder lange forhandlinger i Abuja, Nigeria om en fredsaftale i Darfur. Igennem 20 år har de Waal studeret de sociale og politiske følger af hungersnød, livstruende sygdomme og folkemord i det østlige Afrika.

I dag bestrider han stillinger ved Social Science Research Council i New York og er seniorstipendiat og lektor på Harvard University's Global Equity Project.

De Waal indtog en hovedrolle under fredsforhandlingerne i Abuja, hvor bl.a. USA's viceudenrigsminister Robert Zoellick, Storbritanniens udviklingsminister Hilary Benn og EU's udenrigspolitiske koordinator Javier Solana medvirkede direkte. På et tidspunkt - fortæller han i en udførlig rapport om det dramatiske forløb i den seneste udgave af 'The London Review of Books' - sad han tilbage som eneste mægler mellem fraktionerne i Darfurs oprørsbevægelse.

"Jeg spurgte mig selv, hvis krig og hvis fred det egentligt var, jeg mæglede."

Information spurgte de Waal, hvorfor han efter den dybt skuffende oplevelse i Abuja, hvor man var så tæt på fred, i dag er blevet til en forsigtig optimist.

"Topmødet i Addis Ababa 17. november gjorde udslaget (se ovenstående artikel)," siger han.

"Det nye er, at man i konklusionerne fra Addis Ababa siger, at de politiske problemer skal løses først. Herefter kan man indsætte en styrke i Darfur. Det er også første gang, at man taler åbent om at genforhandle aspekter af Darfur-fredsaftalen (som flere oprørsgrupper afviste at underskrive, red.)."

Urealistisk tidsramme

Herudover vil AU starte en dialog mellem de forskellige oprørsgrupper, som nu bekæmper hinanden politisk og militært.

"Det er virkeligt fantas-tisk, at vi nu har fuld international opbakning til denne pakke. I den sammenhæng skulle det være muligt at få en våbenhvile hurtigst muligt, få dialogen og den politiske proces i gang og indsat en større fredsbevarende styrke."

- Men det er desværre ikke nedad bakke hele vejen?

"Nej, fordi flere ting skal falde på plads for, at drømmen går i opfyldelse. Den ene oprørsgruppe, Sudanese Liberation Movement, er splintret i mange dele og skal finde sammen igen om en fælles platform. Det kan ikke gøres på et par uger. Den anden hindring er, at USA insisterer på, at alt skal ordnes inden 1. januar. Sådan er Sudan ikke skruet sammen. Det er derfor, at jeg foreløbigt har sagt nej til at medvirke som rådgiver. Det er en urealistisk tidsramme. Hvis vi fik tre-firemåneder..."

Her tilføjer Alex de Waal, at han to gange, siden fredsforhandlingerne begyndte, har oplevet, at AU, FN og vestlige magter ville skyde genvej i stedet for at væbne sig med tålmod.

"Jeg forstår, at det er svært at forstå, når jeg og andre siger tre-fire måneder, mens folk dør. Men hvis vi skal have en varig fredsaftale, må vi være langmodige."

- Og den tredje hindring?

"Vi skal have en samtidig løsning på krisen i østlige Tchad, som er uløseligt forbundet til krisen i Darfur. Sudan støtter oprørsstyrker i Tchad. Og styret i Tchad støtter oprørsstyrker i Darfur."

"Den fjerde betingelse er, at Sudans centralregering ser en gevinst i at lade en AU og FN-styrke gå ind i Darfur. Belønningen kunne være en garanti fra USA om, at Sudan forbliver en enhedsstat. Lige nu stoler Khartoum ikke på USA's motiver."

- Hvordan får I en våbenhvile stablet på benene?

"Det positive er, at AU nu har accepteret at optage alle oprørsgrupper i den kommission, der skal overvåge overholdelsen af en våbenhvile. Det er en betingelse, fordi Khartoum ikke vil nedlægge våben, hvis regeringsstyrker fortsat bliver angrebet af National Redemption Front (se hosstående artikel).

- Ønsker alle oprørerne en FN-styrke i Darfur?

"Nej, NRF vil besejre den sudanesiske hær på slagmarken. De toneangivende kræfter i SLM håber, at NATO-styrker vil ankomme i blå hjelme og smide den sudanesiske hær ud. Hvis sudaneserne og darfurianerne vidste, at AU og FN-styrken vil bestå af 80 pct. afrikanere, ville de blive forfærdet. På arabisk bruger man termen 'quwat al dauliya' for international styrke, samme betegnelse som koalitionsstyrkerne i Irak. Den offentlige debat i Sudan handler derfor kun om en vestlig NATO-styrke."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her