Læsetid: 6 min.

Forskellighedens filosof

I denne måned ville den franske filosof Emmanuel Levinas være fyldt hundrede år. Arrangementer verden over vil i årets løb fejre ham som en af det 20. århundredes mest markante tænkere - som også Søren Krarup kunne lære noget af
20. januar 2006

Som fransk soldat i en tysk krigsfangelejr slap jøden Levinas nogenlunde uskadt gennem Anden Verdenskrig, men næsten hele hans familie blev udslettet af nazisterne, hvilket kraftigt påvirkede Levinas' liv og tænkning. Levinas døde i 1995, men hans tanker har sjældent været mere aktuelle end netop nu. Levinas var nemlig forskellighedens filosof, og hans ideer er yderst relevante i forhold til de verserende diskussioner om betydningen af menneskers forskellighed og om 'tonen' i den danske indvandrerdebat.

Lad mig starte med at springe godt et år tilbage i tiden. Under overskriften "Den kandiserede skinvirkelighed" rettede Søren Krarup, i Politiken den 15. oktober 2004, en skarp kritik mod de europæiske humanistiske idealer. Problematisk ved f.eks. EU-projektet er ifølge Krarup, at det bygger på en abstrakt humanisme, "der nægter at se virkelighedens karakter af grænser og forskelle i øjnene". EU gør "ensartetheden til program", både internt mellem landene og i forhold til islam. Med henblik på sidstnævnte skriver Krarup, at vi ikke tør "vide af den afgrundsdybe forskel", og han kritiserer lighedshumanisterne for at afvise enhver forskelsbehandling under påskud af, at "til syvende og sidst er vi alle ens og mener det samme om alt".

Ifølge Krarup er der altså på den ene side dem, der mener, at vi alle grundlæggende er ens og derfor har krav på ens behandling, og på den anden side de, der som Krarup selv fremhæver, at der er afgørende forskelle mellem mennesker, hvorfor vi ikke alle pr. definition har krav på samme rettigheder.

Hvad er der galt med lighedsideologien? Et problem er, at der kan være en form for tyranni i denne måde at tænke på. Det potentielt tyranniserende ved at insistere på menneskers lighed er, at for så vidt mennesker ikke er lige, så kan man frygte, at de skal gøres lige - at al mangfoldighed skal tromles ned af lighedens ideologi.

Denne kritik kan f.eks. rettes mod kravet om integration af muslimske indvandrere, såfremt dette udspringer af en idé om, at de "virkelig skal blive danske som os andre danskere".

Krarup betoner, at vi danskere og vores kultur på ingen måde er bedre end de fremmede og deres kultur. Men de er der - kulturerne og forskellene imellem dem - og de skal respekteres. At tvinge den anatolske bonde til at blive julefrokostdansker er en form for tyranni, men at lade ham blive i Danmark som den, han er, er at overse vigtige "grænser og forskelle".

Respekt for andre

Krarups kritik af ensartethedens tænkning er vigtig. Men han driver ikke denne kritik vidt nok, og når derfor en forkert konklusion. Hvad Krarup ikke betoner, er, at lighedsideologien indebærer en slags etisk narcissisme. Vi skal behandle andre ordentligt og lade dem have samme rettigheder som os, fordi (eller såfremt) de i bund og grund er som os. Dette synspunkt kritiserer Krarup ikke, fordi han på en måde er enig i det. Hans pointe er jo netop, at de fremmede og vi danskere ikke er ens, hvorfor vi ikke har krav på ens behandling.

Hvis vi accepterer Krarups måde at stille tingene op på, så har vi disse valgmuligheder: En potentielt tyranniserende lighedsideologi, der ignorerer eller udsletter alle forskelle. Eller en forskelstænkning, hvor vi er os selv nok, og hvor respekten for det fremmede består i at lade det være i fred (forudsat at det lader os være i fred). Fælles for begge positioner er den etiske narcissisme: antagelsen om, at vi primært er etisk forpligtede over for dem, der er som os.

Men kan den antagelse ikke bestrides? Jo. Levinas' filosofi kan læses som én lang anfægtelse af den. Ifølge Levinas grunder den menneskelige godhed og gavmildhed, der trods alt findes i verden, i en respekt for andre netop som andre mennesker. Når jeg holder døren for en anden, så tænker jeg ikke på, om hun ligner mig. Hendes krav på en ordentlig behandling har intet som helst at gøre med, om hun er muslim, overvægtig, bornholmer eller arbejdsløs. Ingen af disse kategorier er ifølge Levinas etisk relevante. Relevant er netop kun det andet menneskes status som andet menneske.

I hovedværket Totalitet og Uendelighed lader Levinas begrebet om ansigtet betegne den måde, hvorpå at andet menneske præsenterer sig som værende udenfor enhver kategori.

Et par eksempler kan tydeliggøre ideens rækkevidde. At sidde i en bombeflyver og udløse en bombe, som vil koste menneskeliv, er langt nemmere end at nedskyde en person, man ser i øjnene. Bombeflyverens ofre er ansigtsløse og anonyme, og kan således lettere passes ind under overskriften 'fjende' end et menneske, man står overfor. Et lignende fænomen kender vi fra hungersnød, jordskælv og andre katastrofer. Så længe ofrene blot figurerer som anonyme tal i en nyhedsnotits, er vi knap nok berørt. Men når der sættes ansigt på ofrene, dvs. når vi gennem interview eller tv-optagelser bliver gjort opmærksomme på, at der er rigtige menneskeskæbner på spil, så opfatter vi tragedien som en, der kommer os ved. Samtidig vil Levinas med begrebet om ansigtet også lægge afstand til en upersonlig humanisme, hvor mennesker blot figurerer som eksemplarer af homo sapiens. Når vi genkender en persons ansigt, så ophører hun eller han netop med at være 'en hvilken som helst', og er i stedet en bestemt, individuel person, og som sådan unik og uerstattelig.

At se ansigtet i et andet menneske er således at være etisk 'blind' for den andens religion, nationalitet, seksualitet og øjenfarve, og i stedet se det individuelle, uerstattelige menneskeliv.

At møde det fremmede

Men er dette ikke blot lighedsideologien i en ny forklædning? Er det ikke den velkendte humanistiske idé om, at vi alle er del af det menneskelige fællesskab? Nej, det er tværtimod forskellighedens filosofi i sin reneste udformning.

Krarup gør ret i at kritisere ensartethedens tyranni. Vi bør respektere forskelle og grænser. Men Levinas vil hævde, at den mest fundamentale forskel består mellem mig og ethvert andet menneske: Ethvert andet menneske er en slags unikt mikrokosmos, der er radikalt fremmed for mig. Det etiske forhold består ikke i at lukke sig inde i sit eget mikrokosmos, men i at række ud mod det radikalt fremmede i respekt og gavmildhed.

Levinas vil endda hævde, at Krarups tænkning på en måde savner respekt for forskelle. Kategorier som 'muslim' og 'tyrker' er begreber, vi bruger til at ordne og systematisere verden med. Vi indpasser mennesker i en ramme, som vi er fortrolige med, og dermed inddæmmer vi deres forskellighed. Når jeg kategoriserer en person som 'muslim', så har jeg markeret hendes forskellighed fra mig, men jeg har samtidig taget brodden ud af hendes fremmedhed ved at bringe hende ind under et begreb, som jeg forbinder noget bestemt med. Hvis jeg lader dette begreb definere hende, og således møder hende som et eksemplar af en bestemt velkendt type ('muslim'), så møder jeg hende ikke som den individuelle fremmede, hun er.

Ansigtsløse kategorier

Af Levinas' tanker om ansigtet kan ikke udledes, hvilken integrationspolitik Danmark bør føre. Etik og politik er ifølge Levinas to forskellige, men snævert forbundne ting. Når en række forfattere rejser kritik af 'tonen' i den danske indvandrerdebat, så er deres pointe etisk, idet den vedrører den måde, hvorpå politikere og debattører taler om grupper af mennesker i det danske samfund.

I Levinas' optik er det imidlertid netop kendetegnende for Auschwitz, Gulag og andre af det 20. århundredes forbrydelser mod menneskeheden, at de blev muliggjort af, at man indpassede bestemte grupper af mennesker under kategorier, der modificerede deres menneskelighed. 'Jøder', 'negre' og 'kapitalister' er alle kategorier, der har fungeret på denne måde.

Selv om disse skrækeksempler kan synes langt fra den danske debat anno 2006, så mener Levinas, at de illustrerer en fare, der er indbygget i al politisk tænkning. Politik må nødvendigvis arbejde med ansigtsløse generelle kategorier, der dækker over tusindvis af individer. Netop derfor har politikken brug for etikken som det bolværk, der skal forhindre et skred mod Auschwitz. Når vi eksempelvis taler om 'muslimerne', så må vi altid spørge os, om vi er på vej til at begrave en masse menneskers ansigter under en potentielt voldelig kategori.

Det er Levinas' budskab, og det er i dag så relevant som nogensinde før.

Søren Overgaard, ph.d. Danmarks Grundforskningsfonds Center for Subjektivitetsforskning ved Københavns Universitet

20060119-214448-pic-14975042.jpg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu