Læsetid: 4 min.

Forskere angriber kritisk forskningsjournalistik

Samfundsvidenskabelige forskere klager over kritiske artikler om universiteternes ledelse i deres eget fagforeningsblad. Bladets universitetsansatte redaktører kalder det en skræmmende form for meningskontrol
17. januar 2007

Hyppig brug af anonyme kilder, insinuationer og fejl. Sådan lyder kritikken af de universitetsansattes blad, Forskerforum, i et brev fra en række samfundsvidenskabelige forskere til ledelsen i Dansk Jurist- og Økonomforbund (DJØF). En lignende klage har medlemmer af Dansk Magisterforening sendt til ledelsen af deres fagforening, der også har aktier i Forskerforum.

Det er især Forskerforums tætte dækning af konflikterne mellem ledelse og ansatte på Roskilde Universitetscenter, der ikke falder i klagernes smag. Kritikerne kalder også Forskerforums artikler om stærkt stigende lønninger til ledelsen på universiteterne for 'underligt insinuerende'. Begge sager har tidligere været omtalt i Information.

Klagebrevet kommer fra en lang række ansatte på forskellige samfundsvidenskabelige institutter. De opfordrer ledelsen i DJØF til at trække sin støtte til Forskerforum tilbage. Hvis ikke det sker, truer underskriverne med at melde sig ud af DJØF.

Mogens Ove Madsen, der er DJØF's redaktør på Forskerforum og lektor på Aalborg Universitet, undrer sig over, at kritikerne ikke henvender sig til redaktionens ledelse først, og at det især er professorer, der har skrevet under:

"Vi vil gerne trykke brevet som et læserbrev, men så vidt jeg har erfaret, kan underskriverne ikke påpege nogle fejl, så jeg synes ikke, der er noget at komme efter. Forskerforum har fulgt virkninger af universitetsloven tæt, og det her kunne virke som om, at der er en del professorer og andre ansatte på de samfundsvidenskabelige institutter, der synes, det er helt ok, hvad der foregår på universitetet og som idenficerer sig mere med ledelsen end os andre, der i stigende grad føler os reduceret til lønarbejdere."

Over stregen

Professor i journalistik på Syddansk Universitet Erik Albæk er en af medunderskriverne. For ham var dråben Forskerforums seneste artikler om RUC-rektor Poul Holm, som er de seneste af en lang række kritiske artikler om konflikter i ledelsen på RUC.

"Forskerforum bruger voldsomt mange anonyme kilder til at svine Poul Holm til med. Jeg synes, det er dybt underligt, at vi skal betale til et blad, der kritiserer de lønstigninger til ledelsen, som vores egen fagforening har forhandlet sig frem til, på en fuldstændig ensidig måde. Det er dybt problematisk at vores fagforening støtter sådan et blad, med mindre man altså ikke ønsker, at ledelsen skal være i samme fagforening," siger Erik Albæk, der henviser til, at en række universitetsledere faktisk er organiseret i DJØF og DM.

Mogens Brun Heefelt, der er fællestillidsrepræsentant på RUC, skriver i et brev til ledelsen i Dansk Magisterforening, som Information er kommet i besiddelse af, at der ham bekendt ikke er nogle fejl i de artikler, Forskerforum har skrevet om forholdene på RUC. I brevet tager han desuden kraftigt afstand fra 'bestræbelserne på at indskrænke ytringsfriheden':

"Der er fortsat behov for fri journalistik og åben debat - især af hensyn til VIP'erne (videnskabeligt personale, red.) på gulvet - om situationen på universiteterne i Danmark. Forskerforum er et af de meget få medier, der bidrager hertil."

Professor Erik Albæk mener ikke, at det er et angreb på ytringsfriheden at kritisere de universitetsansattes blad for at skrive det, han kalder partsjournalistik. Han kan dog ikke påpege nogle af de 'positivt forkerte forhold', som der står i klagebrevet og henviser til sin kollega på Institut for Statskundskab også på SDU.

Professor Poul Erik Mouritzen kan ikke på stående fod finde eksempler på fejl, men mener heller ikke, at det er det centrale i klagen.

"Det centrale er derimod, at Forskerforum ikke repræsenterer universiteternes interesser godt nok."

Meningskontrol

Et af klagernes argumenter er netop, at de ikke vil betale til et blad, der ikke repræsenterer deres interesser.

Mogens Ove Madsen, DJØF's redaktør på Forskerforum, mener, at professorerne har misforstået noget:

"Professorer er ansat som offentlige ledere og betaler derfor ikke til Forskerforum, der er de overenstkomstansattes blad. Vi har tillidsrepræsentanternes ord for, at de er glade for Forskerforums afdækning af arbejdsforholdene på universiteterne, og vi har ikke en eneste afgørelse i Pressenævnet, der siger vi er gået over stregen. Jeg ser det her som en lidt ubehagelig form for meningskontrol, og det er skræmmende, når det kommer fra en række fremstående forskere i demokrati, forvaltning og journalistik."

Professor i forvaltning Peter Bogason på RUC har netop klaget over Forskerforum til Pressenævnet, men der er ikke faldet nogen afgørelse endnu.

Journalist og redaktionssekretær på Forskerforum Jørgen Øllgård har skrevet mange af de artikler, der har vakt ballade. Han forsvarer sin brug af anonyme kilder:

"Folk er bange og utilpasse i det miljø, som er opstået i kølvandet på den nye, ansatte ledelse (tidligere blev universitetsledelserne valgt af medarbejdere og studerende, red.), så de tør ikke stå frem, men jeg synes, det er vigtigt at skrive om, hvor stor utryghed, der hersker på universiteterne i dag. Men jeg er godt klar, at artiklerne går lige til kanten."

Administrerende direktør i DJØF, Mogens Kring Rasmussen, vil ikke gå ind i sagen, men overlade klagen til Mogens Ove Madsen og de andre redaktører af Forskerforum.

"Når vi er med til at udgive Forskerforum er det fordi, vi synes, det er en god ide med et blad der beskæftiger sig mere indgående med de universitetsansattes forhold, men forhåbentlig kan det her bruges som et oplæg til, hvordan bladet skal udvikle sig i fremover," siger Mogens Kring Rasmussen, der ikke har nogen planer om at stoppe støtten til Forskerforum.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu