Læsetid: 3 min.

Forskning for samfundet?

18. april 2006

Information har i en serie artikler med temaet 'Ud af kosteskabet' belyst det spørgsmål, jeg rejser i min bog, Forskning i sammenhænge: Bidrager forskerne nok til udvikling af liv og samfund? Eller medfører deres forskningsmetoder og karrierehensyn, at de specialiserer sig ned i snævre huller, hvor f.eks. samfundsforskerne blot beskriver samfundsproblemer frem for at bidrage til at løse dem?

I sidste uge kom der tilfældigvis et svar fra et lille hjørne af samfundsforskningen: unges sociale problemer. På Socialforskningsinstituttet har Cathrine Jespersen og Morten Behrens Sivertsen gennemgået de 125 danske forskningsundersøgelser fra de sidste 10 år om emnet. De finder, at "langt de fleste er problembeskrivende".

Faktisk handler kun 11 af dem om effekten af forebyggelses- eller behandlings-indsatser. Forfatterne konkluderer, at "der i udpræget grad mangler effektstudier- der kan kvalificere den foreliggende viden om, hvilke forebyggende og behandlende initiativer, der ændrer eller ikke ændrer de unges livssituation-"

Og sådan er det generelt. Når samfundsforskere går i marken, bruger de næsten alt deres krudt på beskrive problemer og interesserer sig mindre for problemernes forebyggelse eller løsning. Hvad mere er, og dette er min hovedanke: Deres metode og videnskabssyn tillader dem ikke qua forskere at prøve at bidrage til kvalificering af samfundets institutioner og borgernes praksis.

Ingen af forskerne i de nævnte 11 effektundersøgelser har tilsyneladende spillet nogen aktiv rolle i de sociale indsatser, de har undersøgt. De har evalueret andres projekter, uagtet at deres ekspertise givetvis kunne have forbedret indsatserne, hvis de havde været involveret i dem.

Men sådan ser de færreste samfundsforskere sig selv. De bruger ikke metoder, der tillader dem at gøre noget så radikalt som at søge at forbedre tingene. De evaluerer i stedet andres indsats og publicerer resultaterne. Forskning er lig publicering.

Hvordan lyder sætningen: "Samfundsforskning er lig kvalificering af samfundsudviklingen"? Den giver næsten igen mening. For samfundsforskningen har på dette punkt svært ved at slippe den positivisme, der prægede feltets første århundrede, årene 1850-1950. Her kunne forskerne forene en tilstræbt værdifri videnskabelighed med en outsiderposition, hvorfra man kritiserede et homogent industrisamfund med et fælles kristent værdigrundlag.

Opgør med positivisme

Men samfundet har i mellemtiden forandret sig. De postmoderne tider er over os, samfundet er multikulti, værdigrundlaget hænger i laser. Enhver 19-årig oplever at skulle skabe hele sin verden fra grunden af. Der er forandringer, udfordringer og problemer overalt. Og hvad bidrager samfundsforskningen med? Det samme som altid: Undersøgelser, der beskriver problemer.

Det er bare ikke godt nok. Det må være slut med at stå på sidelinjen og råbe ind i kampen. Dét kræver dybe opgør med den positivisme, der holder forskerne inde på de lange institutgange. Så når Lars Bo Kaspersen fra CBS i interviewet den 17. marts siger, at han efter et foredrag om Luhmann og Giddens fik en interessant dialog med nogle sundhedsplejersker om normativ samfundsteori, så er det en fin start. Men jeg håber ikke, at en sludder efter et foredrag er alt, han driver det til. Start et forsknings- og udviklingsprojekt, hvor man sammen med sundhedsplejerskerne bruger Luhmann og Giddens til konkret at forbedre forholdene for de 0-3-årige i en kommune. Så begynder det at ligne noget.

Her kan de tøvende samfundsvidenskaber tage ved lære af sundhedsvidenskaberne, der ikke er bange for at forske for menneskers livskvalitet. Som Bo Jacobsen fortæller her i avisen den 7. april om effektstudiet af alternativ behandling, kan en forsker ud fra en normativ forestilling udmærket afprøve konkrete handlinger - her alternative behandlingsmetoder - for at se, hvad der virker.

Det kunne samfundsforskere også gøre: Foranstalte sociale og økonomiske eksperimenter ude i samfundet baseret på deltagernes behov og på en teori om, hvad der er muligt. Forskere og praktikere gennemfører eksperimentet sammen, og det evalueres systematisk af forskerne. Resultat: Videnskabeligt testet viden om, hvad der virker. Ingen endelige svar, naturligvis, men oplæg til videre afprøvning, på bedste gradvise, videnskabelige manér.

Sådan er der lavet en del samfundsforskning i krogene gennem årene, bl.a. aktionsforskning, sådan laver vi det på Learning Lab Denmark på Danmarks Pædagogiske Universitet, og sådan kunne samfundsforskningen i Danmark gribe fat i den mere aktive rolle, som Videnskabsministeriet for tiden presser på for at få universiteterne til at spille.

Ib Ravn er lektor på Learning Lab Denmark ved Danmarks Pædagogiske Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her