Læsetid: 4 min.

Forskningspolitikkens inkonsekvens

Regeringens forskningspolitik sender et politisk signal om, at man har mere tillid til nogen forskning end anden. Politikken er præget af inkonsekvens og risikerer at underminere den frie forskning
13. november 2006

Man kan ikke forlange af politikere, at de er konsistente. De tilhører en af de få professioner, som ikke er underlagt logikkens love. Derfor oplever man også, hvordan de med stor frejdighed i dag indtager standpunkter, som er direkte i modstrid med, hvad de mente i går, og hvad de mener i morgen.

Dansk Folkepartis forsknings- og universitetspolitiske ordfører er en levende illustration. For få dage siden blev der indgået et forlig om næste års finanslov. Den hæver forskningsbevillingerne for de kommende år. Næste år drejer det sig om et beløb på en mia. kroner.

Regeringens udspil var, at beløbet i ganske høj grad skulle være bundet til såkaldt strategisk forskning. Men sådan blev det ikke, i hvert fald ikke helt. Der blev under forhandlingerne med de partier, der indgår i denne del af forliget, stillet krav om en styrkelse af forskningens frie midler og de såkaldte basismidler. Det er de bevillinger, der ikke på forhånd er øremærket. Det var blandt andet Jesper Langballes fortjeneste.

Det er ikke første gang, at han har markeret sig som en forsvarer for det klassiske frie universitet med selvstyre og stort set ubegrænset frihed for den enkelte forsker. Men så kommer modsætningen. Den samme Langballe har også været med til at sikre, at der på finansloven er afsat en bevilling på 10 mio. kroner til forskning i sammenhængen mellem islamisme og terrorisme.

Samtidig har han ladet forstå, at der er nogle (navngivne) forskere, der ikke skal regne med at få del i bevillingen, der, af alle steder, skal administreres af Forsvarsministeriet. Det var nøjagtig det samme, der skete, da Jesper Langballe fik en bevilling til forskning i Den Kolde Krig på finansloven.

Den samme inkonsekvens indgår i regeringens forskningspolitik. I den stort anlagte reform, der fra næste år vil skabe tre mammutinstitutioner, er et af de bærende elementer integrationen af sektorforskningen i universiteterne. Den indebærer blandt andet, at Danmarks Fødevareforskning fusionerer med DTU, og at Danmarks Miljøundersøgelser fusionerer med Aarhus Universitet.

Modsætningsfyldt politik

Logikken er at sikre mere slagkraft og mere volumen til forskningen. Men det sære er, at man fra starten af ikke har været konsekvente. For regeringen har inden for det sidste år oprettet to nye institutter med sektorforskningsopgaver. Det drejer sig om Dansk Institut for Militære Studier og KREVI, det kommunale og regionale evalueringsinstitut, der blev oprettet i kølvandet på kommunalreformen. Samtidig er der sektorforskningsinstitutter som GEUS, der står for geologiske analyser i Danmark og Grønland, og som i den sammenhæng bidrager til olie- og gasefterforskning. Det har slet ikke været inddraget i fusionsovervejelserne.

Den modsætningsfyldte politik rejser nogle spørgsmål, som dels har med forskningsfrihed at gøre, dels med prioriteringen af forskningsmidlerne. Forskningsfriheden kommer ind i billedet på to måder. Det sker, når man politisk binder midler til forskning med et meget snævert formål i et på forhånd specificeret miljø. Det sender et politisk signal om, at man har mere tillid til nogen forskning end anden, og med rette eller urette også om, at der er nogle resultater, der er mere velkomne end andre.

Hvor stærk truslen egentlig er, lader sig diskutere. Det afhænger helt, at den procedure, som bliver benyttet, når man skal udpege og ansætte de forskere, der skal stå for analyserne. Ikke mindst afhænger det af, at der i det samlede system er så mange frie midler og så store basisressourcer, at andre frit kan kaste sig over de samme emner. Men reducerer man andelen af frie midler, er sikringen af forskningens frihed truet. Forskningsfriheden er imidlertid også truet på en helt anden og anderledes subtil måde. Det kan ske, når store sektorforskningsinstitutter bliver integreret i universiteterne. Det skyldes i mindre grad, at sektorforskningsinstitutterne leverer rekvireret forskning og forskning på kontrakt. Det sker faktisk også på universiteterne.

Forskningen tynges af rutineopgaver

Problemet opstår, fordi sektorforskningsinstitutterne løser såkaldte myndighedsopgaver. Det kan betyde, at de løser bestemte rutineopgaver, som skal understøtte den administrative indsats på f.eks. fødevare- og miljøområdet. Det kan også betyde, at de er inddraget i den ministerielle beslutningsproces, når der skal laves ny lovgivning, og når ministeren skal stå til regnskab for Folketinget.

Det er opgaver, som aldeles legitimt bliver løst på et politisk grundlag. Samtidig er det opgaver, som bliver løst med udgangspunkt i den samme hierarkiske styring og kontrol, som man kender det fra forvaltningen. Også det er legitimt.

Forskningsfriheden kommer ind i billedet, når institutioner, der løser opgaver af den art, pludselig skal integreres i universiteter, hvor den enkelte forsker inden for de givne bevillingsmæssige rammer har frihed til at publicere aldeles uden bindinger. Det kræver nogle klare normsæt, som ikke er formuleret endnu, men som man skal formulere, hvis der ikke skal opstå konflikter.

Det kræver samtidig en ledelse på de nye store universiteter, som har rygrad. Man kan nemlig meget nemt forestille sig, at de ressourcer, som følger med sektorforskningen meget hurtigt bliver tyndet ud, fordi de gamle moderministerier trækker opgaverne hjem i administrativt regi. Og så står universiteterne i en ubehagelig situation: De kan rette ind til højre eller skære ned og sikre forskningsfriheden.

debat@iformation.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu