Læsetid: 8 min.

Et forslag til fornyelse af USA's præsidentvalg

Hvis den amerikanske regering vil fremskynde den offentlige aftabuisering af tortur, bør intet middel lades uprøvet. Da Khalid Sheik Mohammeds terrortilståelser for nylig skabte overskrifter i medierne, var vores forargelse over omfanget af hans forbrydelser iblandet en vis tvivl. Var hans tilståelser sande?
2. april 2007

Hvis den amerikanske regering vil fremskynde den offentlige aftabuisering af tortur, bør intet middel lades uprøvet

Da Khalid Sheik Mohammeds terrortilståelser for nylig skabte overskrifter i medierne, var vores forargelse over omfanget af hans forbrydelser iblandet en vis tvivl. Var hans tilståelser sande?

Hvad nu hvis han tilstod mere, end han havde gjort - enten ud fra et forfængeligt ønske om at sikre sig ry som alle tiders terror-mastermind. Eller fordi han var rede til at tilstå hvad som helst efter at være blevet underkastet waterboarding og andre 'udvidede afhøringsmetoder' - jeg skal lige indskyde for dem, der ikke ved det, at waterboarding foregår ved, at fangen spændes fast til en planke med hovedet let nedad, hvorefter et klæde lægges over ansigtet og vand hældes over, så det fremkalder følelsen af at drukne.

Mindre opmærksomhed vakte det, at tortur for første gang blev præsenteret som normaliseret praksis.

"Nå ja", vil nogen sige. "Og hvad så? USA indrømmer så nu halvt, hvad man har gjort længe, og hvad andre stater har gjort hele tiden. Så bliver vi da fri for hykleriet?"

Hertil bør man stille modspørgsmålet: "Hvis USA's højeste myndigheder ikke har skrupler ved tortur, hvorfor fortæller de os det så? Hvorfor fortsætter de ikke med at praktisere det i al hemmelighed, som de har gjort indtil nu?"

I den menneskelige kommunikation er udsagn, der fastslår noget, 'vi alle ved', aldrig neutrale kendsgerninger. Sådanne udsagn rejser spørgsmålet: "Hvorfor fortæller I os det åbent nu?"

Lad os forestille os en kone og en mand, som lever i en stiltiende aftale om, at de begge kan have diskrete sidespring. Hvis ægtemanden pludselig åbent fortæller sin kone om en affære, han har gang i, vil hun have gode grunde til at gå i panik.

"Hvis det bare er en tilfældig affære, hvorfor fortæller du mig det så? Det må være noget mere!"

Tilsvarende forholder det sig med den seneste åbne erkendelse af tortur. Da vicepræsident Dick Cheney i november 2005 udtalte, at vi for at besejre terroristerne også "bliver nødt til at arbejde ... på skyggesiden så at sige. Meget af det, som her bør gøres, vil skulle gøres i hemmelighed, uden for mange diskussioner", skulle vi således have spurgt ham: "Hvis I ønsker at tortere terrormistænkte i hemmelighed, hvorfor I al verden siger I det så offentligt?"

Hvad er det, som står på spil her? Det er - i kraft af selve hans gerningers natur (og i kraft af den behandling, som de amerikanske myndigheder har underkastet ham) - som om vi ikke kan behandle Mohammed, som vi behandler selv den skændigste barnemorder. Som om konsekvensen af det berygtede begreb 'illegale kombattanter' er, at kampen imod disse nødvendigvis må foregå i en juridisk gråzone med brug af ulovlige midler. På denne måde får vi en opdeling mellem 'lovlige' og 'ulovlige kriminelle': På den ene side dem, som skal behandles efter sædvanlige retsprocedurer, har ret til advokatbistand osv. - på den anden side dem, som står uden for lovens område.

Bomber eller tortur

Gør vi os klart, at Muhammeds retsforfølgelse og afstraffelse nu er blevet til en meningsløs skueproces? Ingen domstol, der virker inden for vores retssystem, kan tåle at operere med illegale tilbageholdelser, tilstået aftvunget under tortur osv.

I en debat om Guantánamo-fangernes skæbne på NBC for to år siden var et af de ejendommeligste argumenter for det etisk-juridisk forsvarlige ved deres status, at "fangerne er dem, vore bomber ikke ramte". Siden de var mål for amerikanske bomber og kun ved et tilfælde slap fra disse med livet i behold, og siden disse bombninger var del af en legitim militæroperation, kan man ikke kritisere den skæbne, de fik, da efterfølgende blev taget som fanger. For uanset hvad er deres situation bedre, end hvis de var blevet dræbt.

Dette ræsonnement fortæller mere, end det tilsigter. Det placerer i næsten bogstavelig forstand fangen i en position som levende død. Som om fangens ret til at leve blev suspenderet af hans status som legitimt mål for en bombeaktion. Derfor er Guantánamo-fangerne også skoleeksempler på det, den italienske filosof Giorgio Agamben kalder homo sacer - de, som straffrit kan likvideres, fordi deres liv i lovens øjne ikke længere tæller. Hvis Guantánamo-fangerne indtager en plads i rummet mellem to slags død i positionen som homo sacer (de juridisk set allerede døde, men biologisk set endnu levende), indtager den amerikanske myndigheder, som behandler på denne vis, også en slags retslig mellemposition, som danner modstykke til homo sacer: Skønt de handler som en retslig magt, er deres handlinger ikke længere dækket og begrænset af loven - de opererer i et tomrum, der på en gang understøttes af loven og dog unddrager sig lovens reguleringer.

Men hvad så med det 'realistiske modargument': Krigen mod terror er jo beskidt, og der kan jo opstå situationer, hvor tusinder af menneskers liv afhænger af de informationer, vi kan få fra fangerne. Følgelig, som Alan Dershowitz formulerer det, "er jeg ikke tilhænger af tortur, men skal vi bruge tortur, må det for fanden ske med en domstols godkendelse". Over for denne form for 'hæderlighed' er det tilsyneladende hykleri så langt at foretrække.

Jeg kan udmærket forestille mig, at jeg selv i den tænkte situation - konfronteret med fangen, der ved besked, og hvis ord kan redde tusinder - vil ty til tortur. Imidlertid er det selv - eller rettere netop - i dette tilfælde altafgørende, at jeg ikke ophøjer dette desperate valg til et universelt princip. Som følge af øjeblikkets desperat pressende karakter, burde jeg gøre det uden videre. For kun på denne måde - når jeg ikke er i stand til at ophøje min handling til universelt princip - kan jeg bevare en skyldfølelse og en bevidsthed om det moralsk utilstedelige ved min handling.

Farlig legitimering

På sin vis er de, som måske ikke advokerer for tortur, men accepterer det som legitimt diskussionsemne, farligere end torturens eksplicitte fortalere. Hvor et sådant eksplicit advokatur for tortur endnu vil være for chokerende og fremkalde fordømmelser, tillader den blotte introduktion af tortur som legitimt samtaleemne os at strejfe muligheden, idet vi beholder en ren samvittighed. "Selvfølgelig er jeg imod tortur - men hvem kan det skade, at vi nøjes med at diskutere det!" En sådan legitimering af tortur som debatemne ændrer de ideologiske valgmuligheder langt mere radikalt end et åbenlyst advokatur for tortur.

Moralitet er aldrig kun et spørgsmål om individuel samvittighed. Den trives kun, hvis den holdes oppe af, hvad Hegel kaldte 'den objektive ånd' - det sæt af uskrevne regler, som danner baggrund for individernes handlinger og fortæller os, hvad som er acceptabelt og uacceptabelt. F.eks. er det et tegn på fremskridt i vores samfund, at man ikke længere behøver at argumentere imod voldtægt: Det er 'dogmatisk' klart for os alle, at voldtægt er forkert, og vi føler alle, at forsøg på at argumentere imod voldtægt ville være besynderlige. Hvis nogen ville forsvare voldtægts legitimitet, ville det være et bekymrende tegn, hvis vi blev nødt til at formulere argumenter imod hans synspunkt - snarere burde han øjeblikkelig fremstå som moralsk diskvalificeret og latterlig. Nuvel, på samme måde burde det forholde sig med tortur.

Det er derfor, at de væsentligste ofre for den offentligt erkendte tortur på en måde er os alle - vi, den informerede offentlighed. Selv om de fleste af os heldigvis stadig opretholder vores modstand imod tortur, må vi se i øjnene, at en dyrebar del af vores kollektive identitet er gået tabt. Vi er midt i en moralsk fordærvelsesproces: De, som er ved magten, forsøger bogstaveligt talt at knække vores etiske rygrad og at opbløde, hvad der meget vel kan være civilisationens største bedrift: fremspiringen af en spontan moralsk følsomhed.

Intet sted står dette klarere end i en betydningsfuld detalje, der kom frem i forbindelse med Mohammeds tilståelse.

Det blev rapporteret, at de agenter, der torterede ham, selv havde prøvet waterboarding, og at ingen havde været i stand til at udholde det i mere end 15 sekunder, før de var rede til at tilstå hvad som helst. Derimod aftvang Mohammed sine bødlers beundring ved at udholde det i to et halvt minut - det længste, de havde kendskab til. Mon vi er klar over, at forrige gang, sådanne diskussioner var del af den offentlige tale, var langt tilbage i Middelalderen, da tortur endnu var en offentlig forlystelse, og en ærefuld måde at teste en fanget fjendes værdighed på bestod i at afprøve, hvor længe han kunne bide smerten i sig?

Har vi virkelig brug for at genindføre hine tiders primitive krigeretik?

Tortér præsidenten!

Hvor ender vi, hvis vi fortsætter ad denne vej? Da det i femte sæson af 24 timer blev klart, at den egentlige bagmænd bag terrorkomplottet er ingen anden end USA's præsident selv, var vi mange, som ivrigt ventede for at få se, om Jack Bauer også overfor præsidenten - 'verdens mest magtfulde mand', 'den frie verdens leder' og hvad vi ellers har af Kim Jong-il-lignende tilnavne - ville tage de standardprocedurer i brug, han anvender imod terrorister, som ikke vil afsløre en hemmelighed, der kan frelse tusinder. Vil han tortere præsidenten?

Desværre vovede tv-seriens forfattere ikke at tage dette forløsende skridt. Men i vores fantasi kan vi selv gå endnu videre og - i traditionen fra Jonathan Swift - fremsætte 'et beskedent forslag': Hvad nu hvis det indgik i proceduren for afprøvning af amerikanske præsidentkandidater, at de skulle lade sig underkaste offentlig tortur? Hvorfor ikke indføre tv-transmitteret waterboarding på Det Hvide Hus' græsplæne af alle, der bejler til præsidentposten? Ingen tvivl om at, seertallet ville skulle måles i hundredvis af millioner. Og det siger sig selv, at kun de kandidater har kvalifikationer til at blive den frie verdens leder, som kan holde længere ud end Mohammeds to et halvt minut.

Slavoj Zizek er slovensk filosof

Oversat af Niels Ivar Larsen

Kronikken i morgen: Connie Hedegaard: Vores alle sammens dilemma

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu