'Jeg har forsøgt at skrive om de svære ting'

Siger Naja Marie Aidt, hvis novellesamling 'Bavian' udkommer i morgen. Det moderne liv forvandler mennesker til en slags angstdyr, mener hun
3. maj 2006

Med sin nye novellesamling, Bavian, har Naja Marie Aidt forsøgt at tage fat på nogle tunge emner, siger hun, utroskab, sygdom, død, vold, seksualitet, og hun har prøvet at skrive om dem uden sentimentalitet.

"I modsætning til mine tidligere novellesamlinger mangler denne her inderlighed. Tidligere gik jeg ind for personerne på en meget emotionel måde. Med denne her har jeg prøvet både at trække mig væk og gå helt tæt på. Jeg skriver ofte i præsens, da det er meningen, at man skal få fornemmelsen af, at det man læser, sker lige nu, at læseren følger historien meget tæt."

Naja Marie Aidt har også lært en del af at lave drama og film, mange af novellerne er tænkt næsten filmisk, hun har forsøgt at skabe billeder i stedet for metaforer, forklarer hun, hun har ønsket fremdrift: "En lidt åndeløs fremdrift."

"Når jeg så har skrevet bogen, der er gået nogle måneder, og jeg får manuskriptet til korrektur, så sætter jeg mig og siger, 'nå, hvad har jeg så lavet? Hvorfor har jeg skrevet det her?'"

- Og hvad er svaret?

"Jeg tror, al kunst spejler sin tid, Og jeg tror, mine noveller gør det, i personernes egoisme, ensomhed og isolation. De følger deres drift, de ser verden i sort og hvid ligesom den tid, vi lever i, hvor Vesten udnytter, hvad der kan udnyttes og dem, der ikke er venner, er fjender."

Det er egentlig ikke tomhed, der præger det moderne liv, mener Naja Marie Aidt, men snarere en vis jagethed, der giver stress i folks evige jagt på 'kompetencer' og anerkendelse.

"Stress er en dyrisk tilstand, hvor man føler det, som om der stod en stor løve foran én, man bliver selv til et angstdyr."

- Er du klar over, at du ikke taler metaforisk her? Faktisk reagerer kroppen på stress, som om den var truet på livet.

"Ja, jeg ved det godt. Det er på grund af denne fysiske, dyriske tilstand, jeg har kaldt bogen for Bavian," svarer Naja Marie Aidt.

"'Bavian' passer på mange forskellige måder. Det er et paraplyord, og det er på én gang komisk og hårdt. Dertil kommer, at bavianer adskiller sig fra andre aber ved at leve i et meget stramt hierarki og desuden er kødædende og sindssygt aggressive."

Et myggestik

Et sted i bogen får en mand at vide, at han ligner en bavian, da et myggestik på hans ene balde har udviklet sig til en byld. Der igen udvikler sig og medfører en kædereaktion, så det hele går ganske forfærdeligt galt. Og sådan er de fleste af novellerne bygget op - over princippet 'liden tue kan vælte stort læs'.

"Manden i novellen er sådan én, som alt kører for," forklarer Naja Marie Aidt, "og derfor er det et så meget desto større chok, at der ikke skal andet end et myggestik til for at vælte hans tilværelse. Historien udstiller vores fysiske og dermed også vores psykiske sårbarhed, som vi har svært ved at se i øjnene, og som får os til at søge det unge, det stærke, det overlegne og veltrænede."

"Det er en udvikling, der har accelereret voldsomt, siden jeg var helt ung. Men det er naturligvis også et novelletrick: Man kan stille skarpt på et udviklingsforløb på den måde."

- Spørgsmålet er, om din bog puster til den paranoia, du skriver om?

"Det kan jeg ikke regne ud. Men det er da mit håb, at den kan bruges til at tale om den. Hvad er det, vi finder os i? Hvordan skal vi overleve? Hvad er det, kulturen gør ved os? Hvordan får vi overskud til at gøre noget ved det? "

"Mandens myggestik bliver også hans søsters krise. Hun kan ikke overskue at passe sin bror, for så får hun ikke lavet sommerudsalg i sin butik, og hun er angst for det, der er svagt."

- Samtidig er hun jo også pisket af samfundet. Hun er nødt til at holde det sommerudsalg, hvis hun vil klare sig.

"Bestemt. Og tilmed har kvinder en veludviklet evne til at piske sig selv. De har skyldfølelse over ikke at kunne få det til at hænge sammen, over ikke at se godt nok ud, over ikke at nå over i træningscentret. Hvorfor accepterer kvinder sig selv som objekter? Hvorfor anklager de ikke omstændighederne, sådan som rødstrømperne gjorde?"

Usikre mænd

"Men i dag er det ikke kun kvinder, der er objekter, mændene er også," fortsætter Naja Marie Aidt og nævner den 'metroseksuelle mand'.

"Jeg har fire sønner, og jeg kan se, at de er lige så forfængelige og usikre som kvinder altid har været. De er usikre på, hvordan de skal være mænd. Da jeg var ung, spillede mænd enten fodbold - eller guitar, hvis de valgte at være hippieagtige 'bløde mænd'. I dag er kravene langt mere omfattende, nu skal de være det hele, ligesom kvinder skal. Det ydre betyder utroligt meget, noget der vel er en konsekvens af vores velstand."

- Er det nu også det?

"I 1982, da jeg fik mit første barn, gik man bare i Genbrugsen og fandt babytøj, og børnene var noget, der fulgte med forældrene. I dag er der helt andre krav, det er et projekt som ind i helvede at være forældre. Det er vigtigt, at børnene får de rigtige ting, og hvis de klarer sig dårligt i skolen, er det forældrenes problem, samtidig med at der er en ekstrem fokusering på det boglige. Hvorfor dog ikke give børn ros for det de kan, i stedet for hele tiden at fokusere på manglerne, så de både mister interessen for at lære og troen på sig selv?"

Sorgfølelse

- Noget, der karakteriserer tiden, og som også gennemsyrer din bog, er den store plads, de fysiske sansninger fylder.

"Jeg har forsøgt at lægge noget over i det fysiske, som man ellers ville lægge i det psykiske. Det er er del af bogens biologiske interesse, hvordan kroppen reagerer også biologisk. Jeg nærer en ømhed for menneskekroppen og nærmest en sorgfølelse over, hvor meget den skal presses."

- Fokuseringen på det fysiske er også i tråd med overfladiskheden i tiden?

"Ja, og den hysterisk angstfyldte viden vi har om kroppen," svarer Naja Marie Aidt, og giver eksempler på, hvad hun hører og ser.

"Hver gang man er til selskab, taler alle om deres sundhed, om man husker at spise zink til fiskeolien, at det kan forlænge livet med syv år, hvis man bruger tandtråd og med fem, hvis man bare får pulsen op to minutter om dagen osv. osv. Flaskehalsen peger på den enkelte. Den megen fokusering på det fysiske er tidens forsøg på at beskytte sig mod det onde."

"Har du hørt om detoxing?"

- Næh.

"Det er kolde afvaskninger! Og det er sandt! Man skal smøre kroppen ind i salt og vaske det af igen i koldt vand; så skal man foretage tarmskylninger og holde en streng diæt, hvor man ikke rører sukker, mel, røg eller alkohol. Det koster 17.000 kroner at blive 'udrenset', og kvinderne strømmer til!"

"Har man ikke råd til det, kan man nøjes med at detoxe fødderne! Men man skal også detoxe sit hjem, men skal tage hver enkelt ting og spørge sig, om den gør noget godt for én - ellers skal den ud. Og det samme gælder ens venner. Budskabet er, at det kun er dig, der betyder noget, du skal selv skabe dit liv, og du skal kontrollere din verden, så den er tilpasset dig alene."

"Det er vanvid! Min bog blegner ved siden af. Der er langt værre ting på spil i virkeligheden end dem, jeg skriver om."

- Du sagde før, du forsøgte at være kølig og iagttagende.

"Ikke kølig, men jeg har forsøgt at undgå sentimentalitet."

- Men kan du være distanceret over for dine egne historier?

"Nej, det kan jeg ikke, for så kan man ikke skrive ordentligt. Derimod har jeg en større bevidsthed om, hvordan jeg skriver end tidligere, hvor jeg skrev med stor, til tider infantil, indlevelse om stofmisbrugere og psykisk syge - de udstødte."

- Men alene at finde på disse noveller må være en belastning. Hvis jeg kommer til at tænke på ting, som dem, der sker i dine historier, skynder jeg mig at tænke væk så hurtigt som muligt!

"Det er en belastning, og jeg har da også været plaget af mine tanker, og samtidig med at jeg skrev, gennemgik jeg en hård tid med en sen graviditet som 38-årig, som tog på min krop på en helt anden måde, end da jeg var ung. Men det er 11 år siden, jeg sidst udgav en novellesamling, jeg måtte finde et nyt ståsted. Jeg har været hård ved mig selv og bevæget mig fra min tidligere position til et nyt sted på kort tid."

Liv uden mærker

- Du sagde før, at du gav den voksende velstand skylden for tidens overfladiskhed. Men det er jo næsten at sige, at hvis vi slipper for pest og kolera og fattigdom og krig...

"... så bliver vi nogle dumme svin, mener du?"

- Jeg mener, hvorfor kan man ikke være noget i kraft af indre værdier, blot fordi man ikke sulter?

"Man går efter helt bestemt værdier og kompetencer, som er defineret på forhånd. Se på skolen, på vuggestuen, hvor børnene bliver vurderet og testet, og pædagogerne skal bevise, at de har gjort så og så meget for børnenes finmotorik osv. Alle skal passe ind i bestemte forme. Helt plat, se på reklamen, det er den sunde, stærke, sexede krop, det gælder."

"I al hemmelighed går man til styling og får plastikoperationer, man skal ligne en vinder, og det er i dag ensbetydende med, at livet skal være gået sporløst hen over én."

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Anonym

Meningen, for mig, med kunst - som Naja Marie Aidt jo rent faktisk laver- er at kunst skal fremkalde følelser i os. Kunst skal berøre os på den ene eller anden måde. Og det formår Naja Marie Aidt i særlig grad med de tekster hun skriver. Følelsen af væmmelse når man læser om den lille dreng Torben, der gang på gang er offer for moderens indre, kaotiske eller magtesløse tilstand: Kæft det er godt!
Naja kan få læseren til at FØLE NOGET, og det er det hun skal have ros for!

Ane

anbefalede denne kommentar