Læsetid: 3 min.

Forsoning med L.A.

Efter et besøg i Disneyland er det lettere at affinde sig med bilhelvedet i storbyen
27. februar 2006

LOS ANGELES - februar. Efter en uge på Rarotonga har det været noget af et chok at stifte bekendtskab med bilhelvedet i Los Angeles. Storbyen er præget af et kompliceret fletværk af såkaldte freeways, hvor bilerne i en evig strøm kommer bragende i fem, seks eller flere baner. Vores chauffør fortalte os, at man et sted i udkanten af L. A. kan køre på en 13-sporet motorvej. Tretten spor i hver retning - tak for kaffe!

Selv gled vi smertefrit der-udad, for vi kunne vælge den yderste bane, hvor store bogstaver på betonen forkynder: Only pool cars - dvs. biler med mere end én person i kabinen. Dem er der ikke så mange af. I midten af Freeway 91 er der togskinner, men vi så ingen tog, og den enlige station, vi passerede, lå øde hen. Ingen her ved noget om metroen. Som chaufføren udtrykte det: "It's a joke!"

På hotellet angiver man alle afstande i minutter. Der er kun ti minutter hen til det nærmeste indkøbscenter. Vel at mærke i bil. Vil man gå, må man affinde sig med miserable eller ikke-eksisterende fortove. Så reelt er der kun to alternativer, hvis man vil bevæge sig omkring i L.A. - enten at leje en bil eller at bruge en mindre formue på taxikørsel.

Heldigvis har hotellet en shuttle-service til Disneyland, der ligger syv-otte kilometer mod syd. Og hvilken lise er det ikke at besøge den berømte forlystelsespark, hvor tempoet er langt mindre hektisk - og køerne foran de forskellige attraktioner langt kortere - end vi på forhånd havde frygtet.

Den afslappede atmosfære hænger blandt andet sammen med amerikanernes notoriske køkultur. Nu er det også noget nemmere at affinde sig med en vis ventetid, når selve køsystemet er så velorganiseret som her - eller ligefrem en oplevelse i sig selv som inden den hæsblæsende køretur i Indiana Jones' verden, hvor køen slynger sig gennem mystiske gange og gravkamre med masser af special effects.

En nydelse

I det hele taget har man ikke sparet på noget for at gøre stedet behageligt og muntert (!) for parkens gæster at opholde sig i. Der er forbløffende rent, og hele parken er præget af en entusiasme og detaljerigdom, der synes i pagt med Walt Disneys ånd. Og i forbindelse med 50 års-jubilæet sidste sommer har man sluppet yderligere resurser løs og givet mangt og meget en yderligere finish. Det er ganske enkelt en nydelse at gå omkring i Disneyland på en februarlørdag, hvor temperaturen i det sydlige Californien har sneget sig op over de 25 grader.

Helt uhysterisk forløber også mødet med de kære Disney-figurer, der spankulerer omkring i haven og villigt lader sig fotografere og omfavne af de små. Og de er ikke karrige med kyssene. Forældre og børn venter pænt på, at der bliver deres tur til at få et kram af Mickey Mouse eller måske Fedtmules autograf. Der er ikke noget fast skema, man ved aldrig, om Gårdmand Bjørn, Pinocchio eller Peter Plys dukker op lige rundt om det næste hjørne. Blot er det sikkert, at man ikke møder dem før, efter og under den overdådige parade, der to gange om dagen - i hvert fald i weekenden - drager gennem parken, ledsaget af tonerne fra de populære Disneymelodier, jeg som barn hørte første gang i 1950'erne i Metropol Bio på Strøget, når Askepot eller Snehvide stod på programmet. Jeg drømmer kun ønskedrømme, søøde eventyr ...

En anden historie er så, at mange amerikaneres ønskedrøm må være at smide 40-50 kilo, så båden ikke krænger så faretruende, når de går om bord foran den uforglemmelige tur gennem dukkeverdenen i 'It's a small world'.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her