Læsetid: 4 min.

Forsoning og tilgivelse

Man kan endelig se den religiøse tematisering af forsoningen og tilgivelsen som en mulig inspiration for det politiske arbejde, som i højere grad end det religiøse må fokusere på fællesskabet
18. marts 2006

Gud er død, sagde Nietzsche, der vist nok mente det som en påstand om, at det moderne samfund retorisk bekendte sig til kristendommen, selvom det forresten gav Herren en god dag, når et forpligtende forhold til religionen ikke var bekvemt - og det er det som bekendt sjældent. Hvis det var det, han mente, den gamle hedspore, så er hans iagttagelse ikke mindre aktuel og relevant i dag, end den var i 1886. Det sprog, parlamentarikere og konfliktløsere benytter, er nemlig inficeret af religiøse termer, som ikke mindst florerer i kølvandet på despotisme, totalitarisme og folkemord, hvor målet er forsoning og opgaven derfor tilgivelse.

Nu synes religionen at have fået en uventet renæssance, ikke bare i Mellemøsten, men også i Vesten, hvor det er blevet ugebladsmondænt at gå i kirke, og hvor politikere trods almindelig sekularisering og principiel eksklusion af religiøse handlingsparametre ynder at angive kristendommens undfangelse som demokratiets første spire, sådan at man omtrent må betragte Kristus som dets jordemoder og Luther som dets fadder.

Vel kan der være en del om, at den evangelisk-lutherske reformation såede frihedens frø ved at tale Roma midt imod og således emancipere sig fra det katolske hegemoni, sådan som Heinrich Heine trods ateist - eller netop som ateist - med stor begejstring udviklede det i Zur Geschichte der Religion und Philosophie in Deutschland i 1835.

Men hvis religionen, in casu kristendommen, skal give nogen som helst mening på egne præmisser og ikke bare som populistisk retorik midt i en nationalkristelig vækkelse, så må politikerne, når de taler om forsoning og tilgivelse, vise sig i stand til at applicere begreberne i den praktiske politik.

Sfæren for forsoning

Om dette overhovedet er muligt eller ønskeligt, bør man stille sig skeptisk over for, da det som forudsætning synes at gøre fordring på en kobling af demokratiske og teokratiske elementer, som man skal hedde Iben Thranholm for at kunne forjætte som vor tids løsen.

Dertil kommer, at forsoning og tilgivelse i almindelighed - og i kristendommen i særdeleshed - er konkret og personlig, sådan at den ikke lader sig repræsentere af parlamenter og kommissioner. Det er vel netop det, der er den bærende idé i den protestantiske teologi, altså at sfæren for forsoning og tilgivelse er det individuelle forhold til Gud, hvor dette forhold bestandigt spejles i forholdet til éns næste.

Sidstnævnte pointe udtrykkes eksemplarisk i Bjergprædikenen, hvor Jesus siger, at man først skal forlige sig med sin næste, inden man går til alters, ligesom det samme steds - nemlig i Fadervor - hedder, at man skal bede Gud om forladelse for sin skyld på samme måde, som man selv forlader sine skyldnere. Uheldigvis er skylden sjældent så let at identificere, at man på vej til kirken om søndagen lige kan smutte ind forbi sin næste for at bede om forladelse og selv tilgive ham, hvad han måtte have forbrudt. Derfor implicerer tilgivelsen også et kognitivt moment, hvor man ikke bare føler sig forurettet eller tror sig skyldig, men ædrueligt afgør, om man overhovedet trænger til en undskyldning, og rationelt besinder sig på sin egen skyld.

Besindelsen på egen skyld er ligesom friheden et centralt element i den protestantiske reformation, hvor Luther netop - over for den katolske afladshandel - opstillede angeren som den afgørende forudsætning for overhovedet at komme i betragtning til Guds nåde. Tilsvarende vil det være futilt at sætte sig for at tilgive et menneske en synd, som det kun ifølge éns egen vilkårlige mening har gjort sig skyldig i. Med andre ord er forsoning og tilgivelse nok personlig, men i sagens natur også et fælles anliggende, hvor man søger en fælles forståelse af, hvad der kan betragtes som historisk sandhed.

Sydafrikansk forbillede

Her kan man endelig se den religiøse tematisering af forsoningen og tilgivelsen som en mulig inspiration for det politiske arbejde, som i højere grad end det religiøse må fokusere på fællesskabet. Således har man i Sydafrika med ærkebiskop Desmond Tutu som drivkraft etableret en sandhedskommission, som skulle efterforske forbrydelser begået under apartheid-regimet; men karakteristisk for denne unikke institution har været, at den ikke ville betragtes som en dømmende instans.

Tværtimod har de afhørte fået amnesti, hvorfor den forsoning mellem forbrydere og ofre, som et traditionelt retssystem søger at udmønte i passende straffe, i stedet har været overladt til de implicerede selv.

Med andre ord har en samvittighedsplaget bøddel ikke kunnet betrygge sig ved at have betalt sin skyld i og med afsoningen af en fængselsstraf, men været henvist til på egen hånd at komme overens med sine ofre eller deres efterladte, ligesom disse sidste ikke på vanlig vis har fået honoreret en akut og forståelig trang til hævn. I den biografaktuelle film om Sydafrika, Tilgivelse - anmeldt her i bladet den 10. marts - demonstreres overbevisende alle de problemer, sandhedskommissionen har medført for de involverede individer, når den ene part søgte forsoning. Kort kan problemet skildres som spørgsmålet om, hvorvidt man vil spise middag med sin søns morder ...

Filmen er dramatisk stærk og forholder sig konkret til den forsoning og tilgivelse, som politikere - og imamer - i dag har gjort til abstrakte ord, man kan handle med uden på fjerneste vis selv at stå i et personligt forhold til det, der i sig selv ér personligt. Så meget desto mere idiotisk er det at høre kristendommen taget til indtægt for et sådant spil for galleriet, der hverken tjener noget politisk eller religiøst formål.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu