Læsetid: 6 min.

Forsoningens veje

Man må beundre Sherin Khankans glødende muslimske tro og hendes engagement for at bringe troen i harmoni med det sekulære demokrati - om hendes uortodokse ortodoksi vil danne skole er mere tvivlsomt
13. december 2006

Sherin Khankan vil af mange være kendt som forgrundsfiguren for den for år tilbage meget omtalte forening Kritiske Muslimer. Her var en ung, smuk, intelligent og velformulerede muslimsk kvinde, der ville slå et slag for islams indpasning i moderniteten, herunder frem for alt den principielle adskillelse mellem politikkens og troens domæner, der for det verdslige demokratis forsvarere er og bliver den væsentligste anstødssten ved denne verdensreligion.

Mange vil sikkert også huske den ublide medfart, hun fik, da hun som et medlem af Det Radikale Venstre, der var spået en lysende politisk fremtid, blev manøvreret ud på et sidespor af Naser Khader-fløjen, fordi hun ikke kunne formås til at tage utvetydig afstand fra muslimsk sharialovgivning med særlig reference til steningsstraffe. Det ville hun ikke, fordi hun slet ikke mente, de var udtryk for sharia - det ville være lige så forkert som at identificere den elektriske stol med demokratiet. Politikens ATS gav hende under dette røre det ikke uvittige øgenavn Sharia Cancan.

Nu har Sherin, der er uddannet i religionssociologi og filosofi - og fast bidragyder til nærværende dagblads Etisk talt-spalte - udgivet Islam og forsoning - en offentlig sag, der rummer hendes seneste syn på det, som fra første færd har været hendes største projekt: "Hvorledes skal man være tro over for de islamiske principper og samtidig være en aktiv del af det verdslige demokrati og det danske fællesskab?"

Religion også politisk

Det bliver hurtigt åbenbart, at Sherins positioner har forskudt sig i afgørende grad, siden stiftelsen af Kritiske Muslimer. Var det dengang hendes grundpointe, som hun høstede meget bifald for, at islams sande sfære alene er tro og spiritualitet - ikke politik - mener hun i dag, at islams værdier ikke kan forløses i deres sande dimension, hvis muslimer skal bøje sig for et diktat fra "verdslige fundamentalister" om, at "tro er en privatsag" og kun en privatsag. Hvis Sherin nogensinde har ment, at muslimer kun kan integreres, dersom islam afpolitiseres totalt, så er det en opfattelse, hun i dag har forladt. Åbenbart efter påvirkning af 'euroislamisten' Tariq Ramadan. Nu skal man dog ikke tro, at endestationen dermed er defineret som gudsstat og kalifat. Religionen er det, der skal inspirere og engagere til den politiske aktivisme - ikke den himmelske garant for egne argumenters overlegenhed.

Først og sidst er bogen dog en personlig trosbekendelse. At forsone islam med hendes omgivelser har for Sherin været et personligt kald, hun så at sige er blevet indskrevet i fra fødslen af i medfør af sit dobbelte ophav: Kristen finsk mor, syrisk muslimsk far. Som frugt af en sådan alliance er hun det levende bevis på, at syntese og kærlighedsfuld forsoning er mulig mellem islam og vestlighed. Denne udspændthed mellem to værdiuniverser, der altså ikke behøver at være uforenelige, har dog også haft sine kvalfulde stunder. I et bevægende afsnit fortæller Sherin, hvordan hun som otteårig blev afæsket svar af sin far på spørgsmålet: "Hvad er din tro?" Svaret var ikke tilfredsstillende og med faderens vrede begyndte den åndelige søgen, som vel foreløbig kan siges at være kulmineret med denne bog.

Kvindernes status

At det spirituelle gudsforhold stadig står helt i forgrunden af Sherins tro, får man indtryk af i kapitlet om hendes møde med sufi-mystikken og i det citat af en gammel (kvindelig) sufimester, der er bogens indgangsmotto: "Jeg bærer en lampe i den ene hånd og en kande vand i den anden; med disse to ting skal jeg sætte ild i himlen og slukke ilden i helvede. Så de rejsende til Gud kan rive forhængene til side og se det sande mål."

For en forbenet ateist som denne anmelder, der også er aldeles ukyndig i islamisk teologi, kan det være vanskeligt at følge Sherin over disse stræk - her henvender bogen sig nok mest til de åndeligt søgende af en analog baggrund, der også er overtydet om Allahs eksistens og Koranens sandheder - men man får da et indblik i den sprogbrug, de illuminationer og hymniske religiøse forklarelser, som hører til den spirituelle islams forlokkelser. Med nogen befrielse hæfter jeg mig ved, at Allahs barmhjertighed ifølge Sherin overgår alt, således, at vi, der fornægter Ham, ikke nødvendigvis behøver frygte at blive straffet med evig fortabelse i helvede.

Uden at tage stilling til, hvorvidt Sherins progressive positioner er overbevisende udlægninger af helligteksterne, er det værd at glæde sig over, at hun går ind for kvindens helt principielle ligeberettigelse og således gerne vil nedrive det hidtidige mandlige fortolkningsmonopol. Teologisk skolede muslimske kvinder burde selvsagt udmærket kunne lede en fredagsbøn.

At den skammelige køns-apartheid, som belaster islams ry og skaber helvedestilstande for talrige kvinder i den muslimske verden, ikke kan udspringe af islams væsen, understreger Sherin igen og igen. Hendes forsvarsstrategi er her den klassiske og prøvede: Alle disse dårligdomme hidrører fra kulturtræk eller misbrug af islams lære - ikke fra religionen selv. En skam, at islams sande budskaber ikke har kunnet få bugt med dem så. Kun seks tekststeder i Koranen kan tages til indtægt for at tilkende kvinder lavere status, hedder det. Og med lidt behændig bortfortolkning kan man neutralisere disses gyldighed.

Menneskerettighederne er naturligvis også fuldt forenelige med Sherins islam - at den såkaldt islamiske menneskeretserklæring på afgørende punkter er i modstrid med FN's universelle, har sin forklaring i, at dens i Cairo skolede islamiske forfattere af forståelige grunde er så optaget af en antikolonialistisk dagsorden, at denne midlertidigt må gives forrang.

I forhold til karikaturkrisen forstår hun udmærket muslimers vrede over nedværdigelsen af deres helligste skikkelse, men lod sig personligt ikke gå på af de frække streger, som hun fra sin trosandheds ophøjede stade kun måtte føle sig hævet over. Det fremgår, at en tv-journalist ville have hende til at sige noget grimt om karikaturerne, hvilket Sherin nægtede til dennes skuffelse, fordi det ikke passede til den polariserede fremstilling, man havde tænkt sig. Man forstår hendes forstemmelse ved en mediedagsorden, som ikke levner plads for nuancer og tredje standpunkter. Og hendes ubehag over de såkaldte demokratiske muslimer, som kun alt for villigt forekom at bekræfte udbredte fjendebilleder for at vinde politisk gunst.

En lille gruppe

Sherin er et sympatisk bekendtskab. Hun tager sågar den kætterforfulgte ahmadiyya-sekt i forsvar og forsvarer også retten til at bære slør. Hun holder sit hjerte åbent, er en lyttende sjæl og tror på mangfoldigheden. I hendes åndelige bagage findes også så eminente tænkere som den kristne K.E. Løgstrup med hans tro på spontane livsytringer og etiske fordringer og den fransk-litauiske filosof Emmanuel Lévinas, som Sherin dog fejlagtigt antager for kristen - han var jødisk - med hans tanker om det ansvarsfulde møde med næsten og etikkens primat over ontologien. Lévinas' fundamentale pointe var, at Gud kom til syne i åbenbaringen af Det Andet Menneskes ansigt. Dette er vel næppe foreneligt med niqabbens og burkaens tilhylning af kvindeansigter.

Læser man denne oprigtige og ærlige bog, ser det unægtelig ud til, at forsoningsprojektet er lykkedes for Sherin og hendes åndsfæller i Kritiske Muslimer. Desværre har foreningen under halvt så mange medlemmer som Hizb-ut-Tahrir, og man kan have sine tvivl om den åndeligt pendlende vej, som personligt har været farbar for Sherin, er en, som ret mange islamistiske vækkelsesbevægelser vil finde besnærende.

* Sherin Khankan: Islam og forsoning, Lindhardt og Ringhof, 275 sider, kr. 249

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her