Læsetid: 6 min.

Forsvar for fortællingen og andre løgnehistorier

Flere og flere taler om fortællinger eller 'storytelling' som værdifulde størrelser eksempelvis i forbindelse med oplevelsesøkonomien. Men hvem har egentligt sidst været i selskab med en god fortæller, og hvad er en fortælling egentligt?
26. januar 2006

I sin seneste roman Brooklyn Dårskab lader Paul Auster den ene af sine to hovedpersoner, Tom Wood, fortælle den anden, Nathan Glass, en historie om Frans Kafka. Da Kafka på et tidspunkt boede i Berlin mødte han en lille pige i en park. Pigen var ked af det, fordi hun havde mistet sin dukke.

Det fortalte hun Kafka og han trøstede hende ved at fortælle, at dukken slet ikke var forsvundet. Den var rejst ud for at opleve verden. Da pigen ville høre, hvordan Kafka kunne vide det, fortalte han, at det var han sikker på, fordi dukken havde skrevet det til ham i et brev. Han havde desværre ikke brevet på sig, men hvis pigen ville møde ham igen næste dag, ville han tage brevet med. De aftaler at mødes, og samme aften satte Kafka sig for at skrive brevet fra dukken til pigen. Han skrev, at dukken længe havde længtes efter forandring. Den var rejst ud i verden for at finde ud af, hvad den ville med sit liv. Dukken elskede imidlertid stadig pigen og lovede at skrive til hende hver dag. Næste dag læste Kafka brevet for pigen, og hun blev naturligvis glad at høre at dukken havde det godt. Kafka fortsatte på den måde i tre uger. Han beskrev dukkens rejser, at den begynder på en uddannelse og bliver forlovet. Til sidst skrev Kafka, at dukken nu havde i sinde at stifte familie, og at den derfor ikke længere ville have mulighed for at skrive til pigen. På den måde afbrydes kontakten, og pigen savnede ikke længere sin dukke. Hun var ikke mere ked af det.

Jeg ved ikke, om historien om Kafka er sand eller opdigtet. Det betyder ikke noget. Pointen er, som Paul Auster lader Tom Wood sige; brevene havde helbredt pigen for hendes ulykke: "I stedet for sin elskede dukke havde hun fået en historie og for den, der er så heldig at leve i en imaginær verden, forsvinder verdens smerte, så længe historien varer ved." Den smukke formulering rammer præcist fortællingens væsen; for det første, fordi den viser, hvordan en omhyggelig løgnehistorie kan mildne smerte, og dernæst fordi den præciserer det, der må være et hvert værks ønske; ønsket om at repræsentere noget af blivende værdi.

Fortælleren under pres

Fortællingen om forfatteren, dukken og pigen i parken fortæller på én gang om og beviser samtidig dette synspunkt. Jeg skriver det for at forsvare fortællingen. Noget kunne nemlig tyde på,, at det er på tide med et sådan forsvar. Mens alle taler om den, tyder noget alligevel på, at vi er ved at miste kontakten. Jeg vil med hjælp fra den tyske filosof og forfatter Walter Benjamin (1892-1940) ridse nogle af grundene op.

Fortællingen er i krise, for det første fordi forståelsen af, hvad den er, er under opblødning, og fordi selve fortællerkarakteren er under pres. Vi bruger fortællerbegrebet i flæng og i forbindelse med alle medie- eller kunstformer; tv, film, teater, musik, opera, maleri, fotografi, computerspil, internet, reklamer og så videre. Vi taler om visuelle fortællinger og interaktive fortællinger, selv om betegnelserne strengt taget er selvmodsigende. Der kan naturligvis være gode grunde til at bruge fortællerbegrebet tværmedialt og at tale om tværmediale fortællinger. For det første mangler man måske et bedre ord. Dernæst kan handlingen i for eksempel en film eller et teaterstykke jo netop genfortælles. Men jo længere man strækker det fleksible fortællerbegreb, jo længere fjerner det sig fra udgangspunktet; hvor fortælleren optræder som den, der mestrer at udfolde en mundtlig fabel. Udvandingen af fortællingen som en udtryksform med egen gyldighed bliver desuden tydelig, når for eksempel marketingsfolk og erhvervskonsulenter taler og skriver om 'storytelling' som nøglen til et stærkt 'brand' eller som ledelsesværktøj.

En af de sidste bøger, der behandler emnet er Management by Bible - ledetråde for ledelse af Dorthe Futtrup og John Rydahl. Bogen skildrer for eksempel Jesus som en innovativ, fremsynet og succesrig leder af en omstillings-parat virksomhed. Forfatterne vil naturligvis mene, at de med bogen er medvirkende til at udbrede kendskabet til bibelske fortællinger. Men ved at beskrive ledelse som fortælling og bibelen som et managementværktøj, lukrerer man på noget af det kostbareste mennesker har; vores religiøse fortællinger og grundlæggende mytologier, for at veksle dem til tanke om økonomisk vækst. Alt dette er muligvis godt for ledelsen, men for fortællingen er det farligt at tømmes for mening. Det er ikke noget nyt, at fortællingen og fortælleren på den måde presses.

Allerede i 1920'erne konstaterer Walter Benjamin i sit stadig uhyggeligt præcise essay Fortælleren - betragtninger over Nikolaj Leskovs forfatterskab nogle af fortællerens trusler, der stadig kan tjene til belysning af problematikken. Den første er opløsningen af de fortællendes og lyttendes fællesskab. Benjamin forestiller sig således fortællerens arkaiske repræsentanter legemliggjort i henholdsvis den handelsdrivende søfarer og den fastboende agerbruger. I middelalderen sammenflettede disse sig igennem organiseringen af håndværket. Den fastboende mester og de rejsende svende arbejdede i samme rum, og her mødtes altså underretninger fra det fjerne med beretninger fra fortiden. Arbejdsfællesskabet, hvor fortællinger kunne udveksles findes ikke mere. Dertil kommer, at det monotone og manuelle arbejde i vid udstrækning er blevet automatiseret. Kedsomhedens drømmefugl er på den måde uddrevet fra arbejdspladsen på samme måde, som den er blevet det af byerne. En tredje mere kompliceret omstændighed er det moderne menneskes forhold til tid.

Vor tids mennesker arbejder ikke længere med det, der ikke lader sig forkorte. Man skaber ikke længere genstande eller kunst af blivende værdi, fordi man ikke længere har evigheden for øje. Tanken om evigheden har altid haft døden som sin stærkeste kilde, mens det moderne samfund har haft som projekt at fjerne denne livets sikreste bivirkning fra vores bevidsthed. Hvor den døende tidligere døde ophøjet og som familie og venners midtpunkt, afsondres denne nu til samfundets randområder. Det betyder, at den døendes livserfaring, der er det stof fortællinger gøres af, fortrænges. Det sidste er fremkomsten af informationen.

Nyheden videregives som bekendt i dag efter to kriterier; væsentligheds- og nærhedskriteriet. Benjamin har blik for det, som enhver ved at åbne for de visuelle nyhedskanaler kan forvisse sig om, nemlig at nærhedskriteriet har en tendens til at fortrænge væsentlighedskriteriet.

Det er kendetegnende for informationen, at den skal kunne verificeres. Ikke at det i sig selv gør nyheden mere troværdig end tidligere tiders underretninger. Men intet kunne være fortællingen mere fremmed end, at den skulle kunne bekræftes.

Fortællingen er netop ved ofte at komme tidsligt og/eller rumligt langvejsfra. Samtidig er det fortællingens halve kunst at holde en historie fri for forklaringer, når man giver den videre. Tilblivelse af nyhedsinformationens form er også modsat fortællingens. En nyhed skrives eller redigeres som regel med det forhold for øje, at den skal kunne forkortes og gerne i enden. Dette forhold gælder aldrig for fortællingen, der aldrig giver mening uden en begyndelse, midte og slutning.

Egnet til eftertanke

Hvis Benjamin skrev ved indgangen til informationssamfundet, skrives dette i det, mange allerede kalder for oplevelsessamfundet. Hvis det er sandt, kan vi allerede nu forsøge at bedømme, hvad oplevelsessamfundet gør ved fortælleren.

Et potent eksempel på dette møde har været fejringen af H.C. Andersen, som det kom til udtryk i Parken under titlen Once upon a time. Mangt og meget er blevet sagt og skrevet om dette shows kunstneriske og økonomiske fiasko. Forsvarerne af arrangementet i Parken har hæftet sig ved, at kritikerne ikke har formået at bedømme arrangementet på de rigtige præmisser. H.C. Andersen-showet skulle i deres optik ses som et eksempel på en 'event' med det strategiske formål at 'booste' København som et internationalt 'brand'. En af hjørnestenene i tankerne bag oplevelsesøkonomien er ligesom inden for managementkulturen at knytte produkter eller steder til gode fortællinger. Hvad kunne altså være mere oplagt end at knytte fortællingen om København til vores nationalfortæller?

Oplevelsesøkonomien lukrerer dermed på fortællingen, men udtrykker sig selv bedst gennem events eller turismefremstød, der ikke har egentlig berøring med den, som meningsfuld mundtlig fabel om menneskelige erfaringer.

Fortællingen bør, som Scheherzade siger, være så forunderlig, at selv hvis den var skrevet med en nål i det inderste af en øjenkrog, ville den være egnet til eftertanke for den, der tænker over tingene. Jeg ønsker, at man henviser til fortællingen med samme eftertanke og frygter, at vi ellers mister forbindelsen til den.

Jakob Ion Wille er lærer ved Danmarks Designskole, dramaturg og manuskriptforfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her