Læsetid: 4 min.

Forsvar for fri forskning

22. oktober 1996

Danmarks vigtigste råstof er hjernemassen. Et af de vigtigste produkter fra forædlingen af dette stof er forskningen. Derfor er det et offentligt anliggende, når forskningen har problemer. Det har den.
Danmark er på vej til at tabe sin naturvidenskabelige forskning på gulvet. Dele af forskningen pakker kufferterne og drager udenlands, fordi erhvervsvirksomhederne ikke kan skaffe nok kvalificerede forskere herhjemme. Det sagde adskillige topfolk fra erhvervslivet i Information i forrige uge. Dekanen for det naturvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet, Henrik Jeppesen, gav dem ret. Kandidaterne - og det vil sige de potentielle forskere - der uddannes hos ham, er ikke gode nok.
I dagbladet Politiken kunne man læse, at den sundhedsvidenskabelige forskning også sakker agterud. Og i Magisterbladets nye nummer kan man erfare, at arktisk forskning - der blandt andet har betydning for vores forståelse af klimaforandringer - er alvorligt truet.
Noget må være rivende galt med forskningen i Danmark. Så galt at problemet ikke kun vedkommer forskerne, men også offentligheden.

Det offentlige kan ikke skabe forskning. Men det offentlige kan og skal skabe rammerne og de optimale vilkår for forskningen. Det rejser en række vanskelige spørgsmål om magt og kompetence. Hvad er statens opgave, og hvad er forskernes? Hvem skal bestemme, hvor videnskabet skal stå?
Man skulle tro, at erhvervslivet måtte være interesseret i, at det offentlige overtog flest muligt af dets opgaver. Det er trods alt erhvervslivet, der omsætter forskning til valutaindtjening. Men lytter man til lederne af de mest forskningstunge erhvervsvirksomheder, lyder der andre toner. Forskningschef på Novo Nordisk, Børge Diderichsen, er ikke til at tage fejl af, når han betoner, at industrien nok selv skal tage vare på den forskning, der ligger tættest på anvendelsen, fordi det i almindelighed er industrien, der er bedst til at udføre den. Men at det derimod er universiteternes uhyre vigtige opgave at "højne den videnskabelige tankegang herhjemme". Det er det offentliges opgave at give anstændige vilkår for løsningen af den opgave. Og det vil sige: gode vilkår for grundforskningen - den frie forskning - der udføres uden tanke på umiddelbar anvendelse.
Netop i dag lancerer Danmarks Forskningsråd sit bud på, hvordan og i hvilke retninger forskningsministeren skal anbefale regeringen at styre landets forskning hen.
Noget tyder på at styringsglade politikere og svage universiteter i fællesskab er i færd med at svække grundforskningens vilkår.

Det offentliges investering i forskningen kommer i to pengeposer. Den ene går til grundforskningen i form af basisbevillinger, den anden er programpenge, der er tidsbegrænsede og knyttet til bestemte forskningsprojekter. Sidstnævnte er bevilget efter ansøgning, og det vil sige godkendt af højere magter, som betyder de seks eller snart formentlig kun tre forskningsråd, hvis sammensætning og linie det offentlige via ministeren har snor i.
Det kan lyde som en god konstruktion. Er det måske ikke, i et demokrati, folkets repræsentanter der skal have størst mulig indflydelse på, hvad folkets penge skal bruges til?
Jo - hvis det var til gavn for grundforskningen, så ville det være fint. Den aktuelle misère kunne tyde på, at det modsatte er tilfældet.
Forskerne må bruge en stadigt voksende del af den tid, de burde have brugt på forskning, til at ansøge om penge. Den grasserende bølge af evalueringer - af både forskning og undervisning - kræver yderligere tid til at rapportere, ikke om forskningens resultater, men om hvor flittigt der arbejdes på forskningen. Evalueringer har det med at forveksle ydre kriterier med indre. For eksempel bliver kvantiteten af publikationer gjort til et mål for kvaliteten af dem. Det frister til at forske mindre og repetere resultaterne noget tiere i så mange forskellige publikationer som muligt.
I fremtiden skal evalueringer også bruges til at omfordele nogle af universiteternes basisbevillinger, sådan at de der har skal få, og de der har lidet, fra dem skal endog det lidet de har, tages. Et princip som allerede Mattæus har ført til bogs.
Politikerne forsøger i stadig stigende grad at styre forskningen i bestemte retninger ved at bede om "relevans" og ved at lancere "satsningsområder," der skal tilgodeses frem for andre.
Intet af alt dette er godt for grundforskningen.

Det er måske ikke så sært, at det begynder at blive svært at rekruttere forskere til sådan et system. De unge har ikke verdens bedste muligheder - hvilket de burde have. De ansættes med korte tidshorisonter til bestemte projekter betalt af programpenge, der fratager dem muligheden for at følge egne og måske skæve ideer. Det er ikke de unge forskere der er "satsningsområde" - hvilket det burde være.
"Kontinuiteten er brudt af kortvarige projektansættelser," siger eksempelvis direktøren for Dansk Polarcenter, Morten Meldgaard. Han frygter, at Danmark er ved at miste en hel generation af forskere.
Måske det er ved at være på tide at lytte lidt mere til industrien og lidt mindre til politikerne. Som med én mund beder erhvervsfolkene om færre offentlige penge til "erhvervsrelevante" projekter og flere til grundforskning og uddannelser. Erik Sørensen, administrerende direktør i den bioteknologiske koncern Chr. Hansen A/S: "For min skyld kan man hente pengene fra alle mulige erhvervsstøtteprogrammer. Der er ikke noget, der er vigtigere end at styrke universiteternes uddannelse og forskningsmiljø."
Det kunne være, universiteterne ved samme lejlighed ville tage sig sammen og sørge for, at lidt mere af deres undervisning bliver "forskningsbaseret," det vil sige udført af universitetslærere, der faktisk forsker.

mh (Mette Højbjerg)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her