Læsetid: 3 min.

Til forsvar for morgensang

Efterhånden som den nationale fællesmængde bliver mindre og mindre, virker det som en indlysende idé at videreføre vores fornemme sangarv ved hjælp af fællessangens kraft
15. juli 2005

Sommer som vinter var det dagens højdepunkt. Lidt i otte forsamledes skolens elever uden undtagelse - dvs. inklusive de halte, de sporty, de overvægtige, de epileptiske, skønhedsdronningerne og dem fra hjælpeklassen af - i skolens fælleslokale, hvor inspektøren kom med dagens meddelelser, hvorefter der blev sunget fællessang, så det rungede. Kilden var et vidunderligt kompendium, der hed Den Danske Sang, som bestod af et skønsomt udvalg af salmer, fædrelandssange, refleksioner over danernes gang på Jorden og årstidernes vekslen, så som den uovertrufne Jeppe Aakjærs helt vidunderligt musikalske udladninger om "sneflokke, der kommer trimlende" og "jeg er havren, jeg har bjælder på". Og ikke mindst den dér om Jens Vejmand, hvis tungsindige konklusion ("Hans liv var fuld af sten,/ men på hans grav - i døden,/ man gav ham aldrig én") til stadighed formåede at trække vand. Hvilket for enhver pris måtte skjules, hvorfor det gjaldt om prompte efter sangens afslutning at komme med en højlydt bemærkning eller hive en særlig udvalgt pige kraftigt i håret for ligesom at markere sin maskulinitet og demonstrere sin uforlignelige evne til ikke at blive rørt. Af noget. Overhovedet.

I det hele taget havde drengene - især de større - ofte svært ved at holde masken, når der gik for megen patos i tingene. Og det gjorde der gerne i Den Danske Sang, ifølge hvilken Danmark var et fortryllet lilleputrige og dets indvånere noget nær Guds udvalgte folk. Et land fremmanedes, der ikke umiddelbart havde stort med den banale forstad, som vi beboede, at gøre. Og dog. Og dog. Blandt salmedigterne rørte B.S. Ingemann ganske særligt med sin sarte naturhengivenhed og evne til enkle, slående billeder. Blandt de uendeligt mange hits i Den Danske Sang tegnede B.S. sig for en hel stribe og nu titte til hinanden, jo det er ganske vist.

Og selvom der måske ikke fandtes synderlig stor klangbund for tankerne bag "Kong Christian stod ved Højen - mast", som den blev til blandt de større drenge, skal der ikke herske tvivl om, at hver en sjæl i auditoriet kunne sætte sig ind i tankegangen bag Thøger Larsens træfsikre udsagn om "du danske sommer, jeg elsker dig,/ skønt du ofte har sveget mig". Især efter sådan syv ugers sommerferie med regn, regn og atter regn. På samme måde som denne Larsens pure betragtning om, at "Danmark, nu blunder den lyse nat/ bag ved din seng, når du sover", holdt (og holder) vand lige nu og her, hvor de lyse nætter kaster deres forlokkende skær over det selvtilfredse kongedømme.

I det hele taget fandtes der en rigdom af uforglemmelige enkeltlinjer, hele vers og såmænd også fuldstændig perfekte tekster fra start til slut, som i hvert fald denne signatur er voldsomt taknemmelig over at have fået skovlet ind i den af massemediesamfundets noget spidsbelastede hjernekasse. Thi der ligger de og rumler rundt og er med til at holde stand mod de kilometervis af ævl og fiksfakserier, vi til stadighed tvangsfodres med, for at nogle pladdernakker kan få afsat diverse multinationale fidusprodukter, ikke en guds sjæl har behov for.

Gu er vi ingen stormagt - og tak for det - men vor sangskat er ikke desto mindre imponerende voluminøs. Og alsidig. Og i det hele taget værd at hæge om.

Og lyt ej til dem, der mener at den danske sangs storhed tilhører en svunden tid. Op gennem det 20. århundrede føjede folk som Kai Normann Andersen, Aage Stentoft, Svend Gyldmark, Bent Fabricius-Bjerre, John Mogensen, Kim Larsen, Niels Skousen, Benny Andersen, Anne Linnet, Steffen Brandt og mange andre en sand guldregn af mindeværdige sange til den overdådighed af sange, salmer og viser, der tilsammen forsøger at definere vor egenart fra alle mulige og umulige vinkler. Et broget og ikke altid lige idyllisk mentalt danmarksbillede, stanset ud i tekst og melodi. At vi konsekvent og uafbrudt har brug for nye sange er den ondelyneme ikke ensbetydende med, at vi behøver skylle arven fra folkeviser, Kingo, Brorson og fremefter ud med det forpulede badevand. Tværtom!

Så indlæg for gud skyld bare nutidens unger til fem minutters morgensang dagligt. De vil blive glade for det i længden, du.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her