Læsetid: 4 min.

Til forsvar for sprækkerne

CocoRosie klunser sig med feminin ynde gennem et tordenvejr af inspirationskilder. Danske Skammens vogn transmitterer fra sin helt egen hamp og traumekamp. To undvigemanøvrer til enhver dagdrømmer, ildsluger, natsværmer og sjælegransker
CocoRosie klunser sig med feminin ynde gennem et tordenvejr af inspirationskilder. Danske Skammens vogn transmitterer fra sin helt egen hamp og traumekamp. To undvigemanøvrer til enhver dagdrømmer, ildsluger, natsværmer og sjælegransker
9. juni 2007

I det syndige postmoderne rod, vi vader rundt i, har klunseren, der finder nye fortællinger og muligheder i vores glemsel og fortrængninger og skrammel, fundet ny betydning.

Klunseren er blevet en slags ny folkemusiker, som fortæller os vore historier på overraskende måder, formår at reaktivere hvad vi har smidt bort eller glemt, ja, forstår at modificere og kombinere sig til ny kreativitet. Og der er få klunsere så dragende, som søskendeduoen CocoRosie.

Nu virker det så også som om, at Bianca og Sierra Cassady svæver mikrometer over den giftige jord, den ridsede fortid og den kødelige, dødelige tummel, som de henter så mange historier og klange fra.

Som om deres spiritualitet lever af det knitrende tordenvejr i det mikroskopiske tomrum mellem deres eleverede væsener og de jordiske forbindelser, de aldrig fornægter.

Twisted sisters

Ja, faktisk er det to stærkt pyntede damer med jord under neglene, som træder frem på deres tredje spraglede album The Adventures of Ghosthorse and Stillborn.

Bianca og Sierra Cassady er det tredje og fjerde barn af en spiritualist og af en kunstner og lærer, som blev skilt da Sierra var fem og Bianca tre år.

Historierne om dem er lidt uklare, men i hvert fald fulde af billeder, der matcher deres musik. Fra barnsben har de levet ganske nomade-agtigt og angiveligt bevæget sig fra indianerreservat til indianerreservat med deres mor.

Som teenager boede Bianca noget af tiden i en campingvogn med sin far, hvor de blandt andet brændte myrer og jagede kaniner. Hun stod ud på egen hånd som 15-årig, og skrev sange, som hun holdt for sig selv. Det er hun heldigvis holdt op med.

Sierra Cassady har bl.a. studeret sufi-digte, og så siges det, at hun har lært at tøjle lynet, som kan oplade hendes krop med elektricitet. Men det er vist bare pr-gøgl...

Til gengæld er det ganske vist, at hun har studeret opera og er blevet en habil operasopran.

De to damer var adskilt i mange år, og CocoRosie blev først dannet i 2003, da Bianca uventet ringede på døren til Sierras lejlighed i Paris.

Ifølge overleveringen havde de dengang ikke set hinanden i 10 år.

CocoRosies musik matcher deres sammensatte rastløse fortid, og The Adventures of Ghosthorse and Stillborn er et fornemt forsvar for sprækkerne i virkeligheden - eller den gængs rationelle fortolkning af samme.

Både i lydlig og i overført forstand. Linier som "Don't speak/I can hear you" - siger en del om det sensuelle univers, de to søstre ånder i og om de spirituelle løngange, som de fejrer, forstørrer og forsker i.

Og selv om de har fået en lidt dyrere og klarere produktion - ikke så mange ridser, ikke så meget støv - så er det stadig musik fuld af kringelkroge og ormehuller; musik der vrimler med sukkende instrumenter, uregerlige spilopper, lavteknologiske spillemaskiner, klikken og hvislen parret med fransk visesang, hiphop, shamanisme, amerikansk folkemusik, Sierras operasang og Biancas stadig mere talesyngende stil.

8 bit-chansons eller b-boy-freakfolk og stadig nogle af de mest forunderlige lyde New Weird America kan mønstre - stærkt associerende og yndefuldt dadaistiske.

Skammens egen hamp

Danske Skammens vogn bevæger sig i sin helt egen form for hamp.

Ikke så sammensatte, mere tilbageskuende (til engang i slutingen af 60'erne), men også med en selvsikker moderne lo-fi-sensibilitet, som de tegner deres egne uskarpe, men ikke mindre præcise erindringsbilleder med.

Skammens vogn er en trio, Jakob Millung, Oliver Hoiness, Nikolaj Zeuthen.

Tre venner fra tilbage i 80'erne, fra forstæderne, hvor der er lige så kort mellem traumerne, som alle andre steder.

"Dårlig fødselsdag/Jeg fik nogle cykeltasker/Det havde jeg ikke ønsket mig".

Eller værre: "Med mor i cirkus/Hun har købt en alt for dyr billet".

Der er også minder af marengs, bristefærdige, sødmefulde. Og meta-karambolage med skriften, mens den skrives og senere læses og så synges.

Debutalbummet Skammens vogn er rent musikalsk præget af en slags notat-teknik, hvor inspirationer og strøtanker hurtigt er blevet plottet ind og danner både spruttende opfindsom, stærkt rytmisk, fint melodisk, men også lige lovlig nødtørftig backing til hr. Zeuthens ord og sang.

Flere af sangene er så løst sammenklistrede, at de er lige ved at gå op i limningen for at dejse formløst om på gulvet. Lyden er lad os kalde den beskeden, og der bliver ikke sunget rent og generelt dårligt. Og nu er du måske ved at give helt op, kære læser. Men bliv lidt endnu.

For der er faktisk noget catchy over Skammens vogn, og noget naivt charmerende og hudløst. Ja, undskyld, men sidstnævnte kliché dukker måske op under mine fingre pga. lo-fi- og vokal-kvaliteten. Som faktisk synes at have en pointe - dels som hyldest til den gør-det-dog-selv-kultur, som vi er på vej ind i, dels som en dyrkelse af en umiddelbar ærlighed, en ufiltreret transmission, et uproduceret nu og dér. Det gælder jo ikke alle hjemmelavede plader, men dem, der har noget musikalitet og noget skrift at øse af. Og i sprækkerne i disse beskedne indspilninger fra Skammens vogn viser sig tre legesyge og alment genkendeligt ramponerede sjæle. Og de er godt selskab.

Feminin ynde og drengede spilopper: CocoRosie og Skammens vogn.

To vidt forskellige undvigemanøvrer til enhver dagdrømmer, ildsluger, natsværmer og sjælegransker.

nCocoRosie: The Adventures of Ghosthorse and Stillborn (Touch and Go/VME).

nSkammens vogn: Skammens vogn (Lolita Industri) www.skammensvogn.dk www.lolitaindustri.dk

* CocoRosie spiller på Voxhall, Århus den 12. august.

* Skammens vogn spiller på årets Roskilde Festival på Spoken Word-scene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu