De sidste dage, før generalmajor Jens Christian Frandsen træder af som hærens indkøbschef den 30. august 2003, har han travlt.
I ugen op til sin pensionering når han først en ifølge ham selv "stor dag," hvor han på hærens vegne skriver under på en tocifret millionkontrakt på mobile kommunikationssystemer med militærsoftware-virksomheden Systematic. Så endnu en stor dag: Frandsens underskrift på en ifølge Berlingske Tidende "revolutionerende" kontrakt med det danske it-firma Mærsk Data Defence til kommandokontrolsystemet DACCIS.
For en mand, hvis slagord gennem fem et halvt år som chef for Hærens Materielkommando har været "aktiv logistisk føring," er der grund til stolthed. Og det er da også med officiel afskedsparade og overdragelse af tjenestepistol, at Frandsen træder af på sin 60 års fødselsdag, som forsvaret kræver det af alle sine ansatte. Han har med de store kontrakter bragt digitaliseringen af den danske hær mange skridt frem.
Det er derfor til at forstå IT-virksomheden GateHouse's glæde, da generalmajor J.C. Frandsen halvandet år efter sin pensionering træder ind i bestyrelsen. Datoen er 29. marts 2005. Og allerede 15. august 2005 er der hul igennem til Frandsens tidligere arbejdsgiver: GateHouse underskriver sin første kontrakt med Hærens Materielkommando om konsulentarbejde på kommunikationssystemer til netværkskrig.
Det grå guld
Generalmajoren, som i dag efter eget udsagn bruger sit kendskab og netværk fra tiden i tjenesten til at rådgive blandt andet danske og udenlandske forsvarsvirksomheder, herunder den britiske våbengigant BAE Systems, er langt fra det eneste eksempel på officerer, der har bevæget sig over på den anden side af forhandlingsbordet for at give forsvarsvirksomheder glæde af deres insiderviden, netværk og kunnen fra det danske forsvar.
En hurtig stikprøve frembringer et dusin navne på officerer, der i dag tjener deres lønninger hos forsvarsindustrien:
Hos Mærsk Data Defence finder man tidligere forsvarschef, general Jørgen Lyng i selskabets bestyrelse, hvor han har siddet siden sin pensionering. Hos elektronikfirmaet Terma, der laver bl.a radarer til forsvaret, har generalmajor Ole Fogh, tidligere chef for Flyvertaktisk Kommando, været salgsdirektør i mere end ti år. Hos Printca, der udvikler varmeresistente materialer til forsvaret, finder man generalmajor Viggo Dam Nielsen, tidligere chef for Flyvevåbnets Materielkommando og i mange år topkonsulent hos Terma. Og uden for direktionsgangene finder man også en række tidligere officerer, der har valgt en levevej som militærrådgivere for internationale forsvarsproducenter, der gerne vil levere til det danske forsvar.
Vor fælles sag?
Pensioneret generalløjtnant Ole Kandborg var frem til 2001 chef for NATOs militære stab og dermed indehaver af den højeste NATO-post, en dansker nogensinde har haft. I dag repræsenterer han alle de største danske forsvarsvirksomheder i klubben JSF DK Team, der skal hjælpe danske firmaer til ordrer på det højteknologiske Joint Strike Fighter-fly, som Danmark er medudvikler af.
Ifølge Kandborg er det ganske almindeligt, at pensionerede danske officerer arbejder for forsvarsindustrien - og ikke noget særligt problem.
"Det er klart, at man skal passe på med at vokse alt for tæt sammen. Men det ville også være dumt ikke at udnytte den synergi, der opstår, når kunden og leverandøren taler sammen. Når man skal købe en bil, går man også hen og taler med forhandleren."
Den amerikanske forsker Craig Holman er ikke enig i den enkle udlægning. Han arbejder for den amerikanske organisation Public Citizen og er medforfatter til en ny rapport om det såkaldte svingdørs-syndrom, hvor ledende medarbejdere i den offentlige sektor bruger deres poster og viden til at opnå lukrative ansættelser i det private erhvervsliv og vice versa.
"Denne type trafik mellem den private og den offentlige sektor har intet med en fælles sag at gøre," siger han. "Den er et middel til korruption og handler om bestemte virksomheders muligheder for at hente kontrakter hjem på en måde, som overhovedet ikke er i samfundets interesse. Når en virksomhed får en kontrakt på grund af netværk og insiderviden, betyder det som regel, at andre og bedre bud ikke tages i betragtning."
- Hvad er der galt i at levere ekspertise til det private erhvervsliv?
"Det er ikke ekspertise, det er insiderviden. Der er en verden til forskel mellem at være kyndig i levering af varer og tjenester, og så at kende tankegangen hos folk i det offentliges kontorer. Der er to alvorlige problemer. Det første handler om integriteten på regeringssiden. Hvis den materielansvarlige officer sidder og tænker på fremtidige job, er det ikke sikkert, han husker offentlighedens interesser. Det andet problem opstår, når disse mennesker træder ind i industrien med venskaber og insiderviden, som de andre virksomheder ikke har. Det gør, at konkurrencen ikke længere handler om, hvem der leverer den bedste vare," siger Craig Holman.
Ingen danske regler
Mens vi i Danmark hverken regulerer eller kontrollerer officerers ansættelser i forsvarsindustrien, har mange lande omfattende regelsæt, der skal forhindre etiske problemer på området. I Storbritannien og Tyskland skal officerer de første henholdsvis to og fem år efter deres aftræden have tilladelse til at arbejde i en virksomhed, de før har handlet med. I Holland kan privatansatte officerer ikke indgå forsvarskontrakter eller arbejde som konsulenter inden for det område, de tidligere sad med i forsvaret. Og i USA regulerer et omfattende regelapparat trafikken mellem forsvaret og industrien.
Joshua Schwartz er professor i offentlig indkøbsret ved George Washington University:
"Vi har i USA et stort kompleks af regler om interessekonflikter og svingdørs-fænomenet, men de brydes jævnligt. Vores vurdering er, at vi ikke har brug for flere regler, men strammere håndhævelse." Han har svært ved at se argumenter for helt at undlade regulering som i Danmark: "En ventetid på et par år mellem ansættelser og en begrænsning af, hvilke projekter man må arbejde på, vil være en balanceret løsning," anbefaler han.
"Netop i en lille industri udgør denne brug af insider-eksperter det, der hedder en 'adgangsbarriere' for små, nystartede firmaer, fordi de få store virksomheder kan bruge deres overblik til at sætte sig på eksperterne og derved afskære de små fuldstændigt fra adgang. Når I så også har klubber og organisationer for de etablerede virksomheder, kan adgangen til markedet blive virkelig problematisk," forklarer Schwartz.
De danske juraprofessorer Lars Bo Langsted og Claus Haagen Jensen bekræfter, at der ikke findes danske regler på området, selv om Haagen Jensen understreger, at det er magtfordrejning, hvis man under sin ansættelse i det offentlige lader sig påvirke af muligheder for fremtidige job. Men konsekvensen vil højst være bortvisning af den ansatte - en sanktion, der ikke er så relevant efter pensionsalderen.
"Man kunne sagtens indføre en slags konkurrenceklausuler, som i det private erhvervsliv, hvor der skal betales en så stor bod, hvis aftalen brydes, at det har en voldsomt afskrækkende virkning," siger han.
Langsted siger, at man sagtens kunne indføre en toårig karensperiode med mulighed for at søge dispensation.
"Jo mere firkantet en regel er, jo lettere er den at håndhæve."
Ligesom en Rotary-klub
I forsvaret og industrien kan man ikke se det store problem. Jens Christian Frandsen siger, at han gør akkurat det samme som de andre ledere i hans lokale Rotary-klub.
"Jeg fortæller en virksomhed som BAE Systems, hvordan det fungerer, og rådgiver dem fra sidelinjen gennem hele processen. Men selve markedsføringen gennemfører de selv. Jeg er ikke agent for dem, jeg er rådgiver."
"Det er en fordel for de udenlandske virksomheder at bruge os, som har kendskab til det. Derfor kan jeg komme til at rådgive en stor forsvarsmaterielvirksomhed, som ovenikøbet er transatlantisk. Det handler om interoperabilitet, noget, som vores politikere også er meget opmærksomme på," siger han.
Inden for murene
Viceadmiral Tim Sloth Jørgensen, som er chef for Forsvarsstaben, mener, at systemet fungerer fint.
"Jeg er ikke bekymret for, at interesserne skal blive blandet sammen, for en enkelt mand sidder aldrig og afgør, hvad forsvaret skal købe. Chefen for en materielkommando har da mere at skulle have sagt, men det ville aldrig kunne holdes inden for murene, hvis der blev taget en beslutning for at tilgodese en chefs personlige interesser."
Spørgsmålet er bare, hvad der egentlig sker, hvis mistanker slipper ud over murene.
Peder Larsen, som er formand for statsrevisorerne og medlem af SF, husker blandt andet Challenger-sagen for fem år siden, hvor en DR-dokumentar bragte en mistanke frem om, at udefrakommende, pekuniære interesser havde spillet ind i forsvarets indkøb af et Challenger-fly.
"Der var snak i visse officerskredse om, at man valgte Challenger-flyet frem for Gulfstream-flyet, fordi et dansk firma skulle med som underleverandør. Og om, at alle kilder pludselig tørrede ud, da sagen kom frem. Man kan jo gøre sig tanker, om der blev udsendt en bandbulle - måske bare mundtligt - om, at her skulle man holde kæft," siger han, men understreger, at det er meget svært at føre bevis i denne type sager.
"Problemet er den generelle korpsånd, der er i forsvaret. Og hvis man ved, at der er taget sådanne pekuniære hensyn, så er det ofte, fordi man er relativt tæt på dem, det drejer sig om. Man taler helst ikke dårligt om sine kolleger i forsvaret," forklarer Peder Larsen.
Tidligere artikler i serien kan læses på: http://tema.information.dk/krigsbytte/
