Læsetid: 4 min.

Forsvarets refleks

21. februar 2003

Jeg kan da let forestille mig, at vi mennesker, der vil forsvare Danmark, selv kan lave et forsvar. Der er masser af våben i Danmark. Hjemmeværnets våben er kun en lille brøkdel af de våben, der findes i Danmark. Man kan selv skaffe sig våben. Man kan bare få våbentilladelse. Der er hundrede tusindvis af jægere og skytter, der har våben, så det er ikke noget problem.
Hjemmeværnets øverste politiske chef,
Erling Christensen

LÆS BLOT GÅRSDAGENS udtalelse fra hjemmeværnets øverste chef igen. Den skurrer unægtelig fælt i ørerne. Reaktionen på det politiske udspil fra Socialdemokraterne om at nedlægge hjemmeværnet i det nuværende opbygning er svær at betragte som andet end en trussel: Hvis ikke hjemmeværnet kan fortsætte med den officielle militære rolle og altså modtage næsten 700 millioner kroner hvert eneste år, så skaffer vi blot selv våben. Og fortsætter uantastet.
Udtalelsen er ikke blot provokerende, fordi den mest af alt lægger op til, at der slet ikke kan være nogen diskussion om hjemmeværnet berettigelse.
Udtalelsen er reelt truende over for en meget demokratisk funktion – retten og pligten til at debattere vores samfunds beslutninger og indretning – grundpillen i det danske demokrati, som hjemmeværnet vel netop skal beskytte. Udtalelsen er også temmelig dum, fordi den giver et tydeligt signal om, at det frivillige værn helt op i dets øverste ledelse lever i en tilbageskuende gammeldags og fortidig verden. En verden, hvor fjenden tilsyneladende er meget synlig. En direkte trusssel, som der skal gevær og kugler til at forsvare sig mod... i Svendborg, Rødovre, Stilling, Brande.
En virkelighed, som mange måske ville skrive under på under Den Kolde Krig. Men også en virkelighed, som heldigvis ligger langt hovedparten af alle danskere fjernt i dag. 13 år efter Den Kolde Krigs afslutning.

NATURLIGVIS ER DET nødvendigt for et moderne demokrati at diskutere nødvendigheden af vores militær og dets opbygning. Er det for eksempel strengt nødvendigt med 61.000 fritidsdanskere udrustet og i uniform på samfundets regning? De 900 fastansatte i hjemmeværnet vil åbenbart helt naturligt pege på nødvendigheden. Og formentlig vil også de 60.000 andre frivillige aktive i hjemmeværnet pege på, at der er mening med legen og weekendøvelserne. Men hvad siger resten af samfundet? Føler vi os mere sikre i hverdagen? Føler vi os overhovedet truet?
Heldigvis er der nu for alvor åbnet op for, at vi må tage stilling til en af de hellige køer. For naturligvis er det ikke let at skulle diskutere et emne, hvis baggrund stadig vækker følelser og bange minder hos mange. Hjemmeværnet har siden starten i 1949 været en vigtig del af danskheden. Et tegn på vores vilje til at bevare og forsvare et demokratisk samfund. Og et naturligt signal om, at vi ikke ønskede en gentagelse af verdenskrigen.

NATURLIGVIS SKAL vi kunne pille ved noget af dette mest danske og stille spørgsmålstegn ved, om private skal øve sig som soldater.
Det er en naturlig følge af hele den positive udvikling i Europa, hvor Den Kolde Krigs fjender er blegnet og forsvundet. Hvor vi nu snakker om EU-samarbejde med folk, vi før ikke troede, det var muligt at tænke på som andet end fjender. Men hvor det nu ganske enkelt er blevet svært overhovedet at udpege en egentlig fjende. Virkeligheden har da også forlængst tvunget både politikere og det danske militær til at revurdere rollen for det danske forsvar. Men hjemmeværnet har med torsdagens reaktion vidnet om en både besynderlig og rystende indstilling til værnets rolle. Selv om samfundet demokratisk skulle bestemme, at man nu vil indrette sit forsvar anderledes, skulle en forening altså aktivt forsøge at skaffe sig våben og agere fællesskabets vagthund? Citatet er såmænd det bedste argument for, at en diskussion er helt nødvendig. I den forstand behøver man overhovedet ikke udnævne den socialdemokratiske udmelding som modig. Men snarere sige, at det vel var på tide.

AT BORGERLIGE POLITIKERE pr. refleks og populistisk bremser debatten med argumenter som, at det skulle være udtryk for, at man ikke har sat pris på den frivillige indsats, er direkte dumt. En gang indført – altid indført, er noget værre vrøvl. Naturligvis skal et demokratisk samfund kunne diskutere sine beslutninger og træffe nye, når tiden og udviklingen kræver det. Den borgerlige refleks tvinger jo nærmest til at bruge ord som modigt. Mere modigt ville det da være, hvis politikerne også for alvor turde diskutere, hvor mange penge det er nødvendigt at ofre for at sikre et dansk internationalt engagement. Hvordan sikrer vi, at vores demokratiske værdier vinder over diktaturer og undertrykkelse? Og hvordan bruges pengene så bedst?
Selv om der også allerede nu har lydt trusler om, at et bredt forsvarsforlig er utænkeligt med torsdagens udspil, så kan det forhåbentlig alligevel tvinge en nødvendig debat i gang.

tga

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu