Læsetid: 9 min.

Den forsvundne kaffepause

Den moderne kapitalisme kombinerer to uforenelige størrelser: selvudvikling og effektivisering. Forsker og forfatter Karen Lisa Salamon skriver i en ny bog om et Danmark, hvor alle jager det perfekte
5. maj 2007

Kulturkritik.

"Jeg har kaldt min bog Selvmål, fordi den handler om samfundets konstante måling af resultater og effektivitet. Den måling som egentlig blev indført for at gøre vores liv bedre og mere effektivt, for at skabe mere rum til os, mere glæde og mindre fattigdom, men som ender med at blive et selvmål som en indskrænkende stressende faktor i vores liv," forklarer forsker og forfatter Karen Lisa Salamon, som understreger, at hun ikke er vred, men snarere frustreret. Hendes nyeste bog Selvmål er simpelthen skrevet på en god gammeldags kulturradikal frustration over et samfund, som løber stærkere og stærkere, men i den helt forkerte retning. Alligevel lyder Karen Lisa Salamons kulturkritik anderledes, for selvom hun ligesom de gamle kulturradikale har fokus rettet mod alle de bånd, som binder os, mener Karen Lisa Salamon også, at vi bør se kritisk på nutidens idealer om personlig frisættelse og menneskelig udvikling - dog uden at falde i den fundamentalistiske fælde om sammenhængskraft for enhver pris.

Den evige genfødsel

"Min bog udspringer af min egen forskning i værdibaseret ledelse. Her var intentionen oprindeligt at give plads til det hele menneske og både udnytte medarbejdernes ressourcer og give dem flere udfordringer på arbejdsmarkedet. Det er jo egentlig en smuk tanke, men samtidig med at disse teorier er blevet til almindelig ledelsespraksis, er der også sket en udvikling, som har øget kravene om effektivisering og rationalisering. Det er måske derfor, at flere og flere løber ind i stress og personlige dilemmaer udløst af kravene på arbejdsmarkedet," siger Karen Lisa Salamon, som oprindeligt er uddannet antropolog, men som nu underviser og forsker i designteori ved Danmark Designskole.

I Selvmål har Karen Lisa Salamon fastholdt antropologens fokus på kulturelle mønstre, men til gengæld forladt det tilbundsgående mikrostudie for at skrive en all round-kritik af opsvingsDanmark under senkapitalismen. Bogen springer fra teenage-pigerne, som fjerner alt forstyrrende kropsbehåring til postbudene, som er underlagt tidskontrol. Bogens overskrifter er blandt andre: management, fleksibilitet, regnskab og faktura. Ifølge Karen Lisa Salamons samfundsdiagnose måler samfundet den enkeltes resultater som aldrig før. Effektivitet og selvkontrol~ er nemlig blevet et af vores allervigtigste succesparametre.

"Man har selvfølgelig altid set et krav og et ønske om effektivitet i arbejdslivet, men de nye ledelsesteorier og de teknologiske fremskridt har gjort det muligt at sætte kravene i system på en helt ny måde. I dag er der ingen grænse for, hvor hurtigt tingene kan gøres. Børsmæglerne handler takket være teknologien aktier så hurtigt, at de ikke kan nå at tænke over, hvad de gør. Også når det drejer sig om aktier for flere millioner dollars. Det er klart, at de ender med en forestilling om, at der ingen grænser er for den rigdom, de kan opnå, eller hvor effektive de kan være," siger Karen Lisa Salamon. Og det er ikke bare børsmæglerne, som fantaserer om deres egen formåen. I dag forsøger det meste af den danske middelklasse at realisere drømmen om den grænseløse effektivisering, hjulpet på vej af ledelsesteorier, som understreger det uudnyttede menneskelige potentiale, som findes hos enhver medarbejder. Ønsket om personlig udvikling er blevet til en moderne religion, mener Karen Lisa Salamon.

"Da jeg forskede i ledelsespraksis, bemærkede jeg, at mange teorier koblede selvudvikling og økonomisk vækst med en større kosmologisk tanke om genfødsel. I følge de tanker skal de problemer, man møder, betragtes som en læringsmulighed, fordi man så i næste inkarnation får mulighed for at komme videre og prøve kræfter med andre typer af problemer. Problemer bliver dermed til udfordringer, som man skal lære at tackle på en tilfredsstillende måde. I dag har mange, både medarbejdere og ledere, faktisk den samme forestilling om arbejdsmarkedet. Karrieren bør bestå af jobskift ud fra en logik, som minder stærkt om reinkarnationstanken: 'I mit gamle job havde jeg en udfordring omkring teamarbejde, og i det nye job har jeg så en udfordring omkring sammenhængen mellem privatliv og arbejde, som kan udvikle mig yderligere'. Vi skal forbedre på os selv i en uendelighed, for tanken er, at det vil gøre os lykkeligere og mere produktive. Det ender med at ligne en selvrealiseringsreligion, hvor terapi, slankekure og coaching bliver ritualer, som når hinduister brænder røgelse for at sikre gudernes velvilje"

Prisen for netværk

Ønsket om at udvikle sig personligt kunne egentlig have åbnet andre døre end arbejdsmarkedets. Sidst i 1970'erne var den store samfundsmæssige utopi 'fritidssamfundet', hvor den teknologiske udvikling havde muliggjort et liv, som handlede om personlige relationer og immaterielle værdier. Det samfund opstod som bekendt ikke. I dag hører danskerne til et af verdens flittigste folk. Både middelklassens mænd og kvinder arbejder, ikke bare for at skaffe føden, men også for at udfordre sig selv. Arbejdsmarkedet har taget patent på selvudviklingen, mener Karen Lisa Salamon.

"I gamle dage producerede man i arbejdssfæren og konsumerede i fritidssfæren. I dag låner vores arbejdsliv i stedet identitet fra fritiden. Arbejdspladsen bliver stedet, hvor man udfolder sig både fagligt og socialt. Samtidig sker der også det, at flere og flere dele af vores liv bliver defineret som arbejde, fordi både samvær med venner, at læse en bog eller gå ind i et personligt udviklingsforløb hos en terapeut kan defineres som noget, som gør os til bedre arbejdskraft." forklarer Karen Lisa Salamon og påpeger, at særligt vores sociale relationer bliver udsat for helt nye bedømmelser, når de skifter navn fra familie, venner og naboer til netværk:

"Hvis man vil have en karriere - og det vil middelklassen i dag, så må man ikke standse ved det første job. Man skal være et andet sted, når man er 50, end da man var 30, og derfor bliver man opfordret til at netværke. 'Hvem er dit netværk?' er jeg blevet spurgt, i stedet for 'Hvem er dine venner og familie?', og det er jo en instrumentalisering af de nære relationer. Man fokuserer på, om relationen kan bruges til noget, og derfor bliver bestemte former for socialitet nedprioteret. Man taler mindre med naboen, og kaffepauserne er ved at forsvinde ud af de danske virksomheder. De, som selv kan tilrettelægge deres arbejde, spiser ofte frokosten foran computeren. Frokostpausen kan simpelthen ikke betale sig, men den udvikling kan jo ende med at give bagslag. På et tidspunkt interesserede jeg mig en del for lokalsamfunds sociale liv bl.a. nabodiskussioner, om hvor og hvordan hegnet skal stå. De konflikter er ofte meget skarpere i dag, og konfliktmæglere kan fortælle, at det skyldes, at folk ikke længere bruger tid på at small talke. Det kan altså føre til de her vanvittige nabokampe, hvor folk smider lort ind til hinanden og kalder hinandens børn for de værste ting. På samme måde betyder den forsvundne kaffepause også en svækkelse af arbejdsfælleskabet, og derfor bliver vi måske også mere sårbare overfor konflikter med vores kollegaer," siger Karen Lisa Salamon. Hun mener, at de negative konsekvenser af selvudviklingssamfundet især slår igennem hos den yngste generation, som åbent udstiller sig selv og deres sociale relationer på for eksempel MySpace.

"Mange helt unge mennesker er meget optagede af, om folk gider investere i dem. Det har unge altid været, men det har en anden karakter, for deres indre diskussion handler, om hvor vidt andre overhovedet kan bruge dem til noget. Selvdestruktiv adfærd hos unge piger er steget markant i de sidste år, og det er måske kravet om selvperfektionering, som er blevet giftigt. Hvis deres forældre også er i gang med en selv-perfektionering, så er det svært for de unge selv at sige stop. De får hele tiden at vide, at det er op til dem selv, hvor smukke, dygtige og kompetente, de kan blive, og vi har ikke klædt dem på til at være kritiske over for de krav."

Digteren på husbåden

- Men midt i alt det her er der jo også en trend om, at arbejdet ikke må fylde så meget og at der skal være tid til familie og børn?

"Men er det ikke bare noget, vi snakker om? Selvfølgelig har vi visse kulturelle helte, som bliver modbilleder til vores eget liv. Digteren som bor på en husbåd og kun arbejder, når han er inspireret... men vores tolerance er ikke særlig stor. Digtene skal for eksempel være af en vis kvalitet, og husbåden skal ikke være fyldt med snavsede børn, som lever på et eksistensminimum. Så taler vi jo pludselig om sigøjnere, og deres børn sætter man jo i særlige skoler, så de ikke overtager forældrenes livsstil. I gamle dage var det overklassen, der arbejdede mindst. I dag er det de fattigste, som udgør den arbejdsfri klasse, og dem gør man alt for at få aktiveret. Den store forskel mellem arbejdsmarkedet i 50'erne og i dag er, at man dengang stort set levede af én løn. Det var oftest kun manden i familien, som arbejdede, og sådan lever næsten ingen i dag."

- Så i virkeligheden har kvinderne overtaget mændenes livsstil og indkomst?

"Ja, og måske er det derfor, at vi ser tv-programmer om rengøring og om, hvor svinsk andre lever. Rengøring og madlavning er ofte noget af det, som vi slækker på i dag. Ingen ser nemlig, hvor rodet og beskidt vores hjem er, eller hvor få måltider vi egentlig får spist sammen. De klassiske kvindedyder er i stedet blevet til kvindeligt lønarbejde. Det er tit de samme job, som man kalder bløde job. De er lavtlønnede, varetages for det meste af lavtlønnede kvinder, og her er der sjældent mulighed for at kombinere arbejdslivet med personlig udvikling."

Selvmål

- Hvor er vejen ud af denne her udvikling? Da jeg havde læst din bog, følte jeg lidt, at jeg stod i midten af en labyrint og ikke kunne finde ud igen?

"Du efterspørger en løsning, men det er svært, når vi lever i et samfund, hvor alle er blevet teknokrater, fordi vi har ædt det her ønske om at være effektive. Og hvad skal man egentlig også gøre oprør i mod? Hvor skal man rette vreden hen, skal man gå på gaden og kræve kaffepauser?"

- Eller tage pauserne selv?

"Problemet er så, at man med vilje stiller sig imod kravene om effektivitet og udvikling, og det kan give et enormt bagslag. Man kan risikere at miste sit arbejde for eksempel. Måske er det derfor, at de eneste mennesker, som siger, at de er ligeglade med karrieren og selvudviklingen er fundamentalister. Økoflippere, kristne, muslimer eller fra de yderste politiske fløje, som satser alt på ét kort, fordi de har fundet svaret. De kalder det ikke selvudvikling, men frelse, og de er i stand til at sige, at arbejdslivet ikke er vigtigt, men at man i stedet skal dyrke gud eller revolutionen. De grupper står enormt stærkt i dag, fordi vi andre ikke har noget andet fælleskab end det karriereorienterede. Vi har meget få zoner for ren socialitet, hvor vi er sammen, fordi vi vil være sammen. Uden tanke for, om den anden er værd at være sammen med. Fundamentalister kan derimod byde på den rene socialitet. De har altid en kop kaffe, når du melder dig ind i Jehovas Vidner, hos nazisterne eller i Pinsebevægelsen. De spørger ikke, om du har udviklet dig i dag eller om du har lært Windows nyeste version."

Selvmål af Karen Lisa Salamon udkommer på Gyldendal den 9.maj

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her