Læsetid: 4 min.

Fort Europa

Hvis ikke dagens politiske ledere tør gå forrest og vise den politiske vilje til at overgive national suverænitet og magt til Unionen og skabe fælles EU-standarder, så vil Fort Europa - denne kliche fra venstrefløjens EU-modstand i 1970'erne - måske endelig komme til sin ret, men med modsat fortegn. For det vil ikke være de stakkels fattige på den anden side af fortets mur, der vil lide i det lange løb. Det er de europæere, som vil se monopoldannelser og manglende dynamik i deres egne samfundsøkonomier, der vil ende som taberne, mens væksten vil skabes i regioner uden for EU
27. februar 2006

DER gÅr et spøgelse gennem Europa - protektionismens. Og det fører nøjagtigt ligesom kommunismens i sin tid ikke noget godt med sig, selv om også det i teorien kan se vældig kønt ud. Når man eksempelvis argumenterer med omsorg for europæiske arbejdspladser til komfortable lønninger.

Tendensen har været på vej et stykke tid. Man kan f.eks. gå tilbage til mediernes overskrifter op til den 1. maj 2004, hvor de 10 nye EU-lande fra Øst- og Centraleuropa trådte endeligt ind i den europæiske union. Avisernes forsider var først og fremmest domineret af dystre forudsigelser om den syndflod af østarbejdere, som ville stjæle EU-jobs fra gode europæiske borgere eller snylte på de sociale ydelser.

Denne frygt trives som bekendt i bedste velgående og førte i sidste uge til , at Europa-Parlamentet vedtog et stærkt udvandet direktiv om fri bevægelighed for serviceydelser. Den førte også til i 2004, at 12 ud af de 15 gamle EU-lande (med Storbritannien, Irland og Sverige som undtagelserne) fik vedtaget de såkaldte overgangsarrangementer om visse restriktioner for østarbejdskraftens frie bevægelighed; en ordning, som skal revurderes inden 30. april i år og som automatisk udløber om tre år.

Og på trods af, at en evaluering som Europa-Kommissionen har fået udarbejdet op til revurderingen, der viser, at de tre lande uden restriktioner ikke har lidt skade, men tværtimod har haft gavn af det frie arbejdsmarked (østarbejderne tager groft sagt de jobs, som 'gammeleuropæerne' enten ikke gider have eller i hvert fald ikke i stort nok tal kan besætte) så er det kun Finland, der har besluttet sig for at følge trop og løfte restriktionerne, mens Spanien overvejer.

Angsten for arbejdskraftens frie bevægelighed sameksisterer gladelig og ulogisk - med det faktum, at EU's indre marked ellers normalt i alle EU-landene, inklusive Danmark, rituelt hyldes som noget af det, der rent faktisk fungerer i den europæiske union. Der er stort set ingen modstandere heller. Fra JuniBevægelsen til Dansk Folkeparti - alle har i princippet roser til tanken om det frie europæiske marked, som danskerne stemte ja til i 1986.

Men det indre marked er alvorligt truet på flere fronter, samtidig med at EU ikke just går forrest som frihandlens forkæmpere på verdensplan heller. Uden i denne omgang at nævne den konkurrenceforvridende landbrugspolitik, blusser der også med jævne mellemrum diverse handelskrige op med muntre navne hentet fra de varer, EU nu ønsker at lægge told på. Først havde vi BH-krigen og pt. er det billige kinesiske sko, som EU-landene ønsker at holde ude fra det europæiske marked. Europa-Kommissionen er under stigende pres.

Inden for EU er den også gal. Den frie bevægelighed for kapital led et grundstød, da Frankrig i december - stik mod EU's regler - annoncerede, at landet agtede at beskytte 11 nøgleindustrier mod udenlandsk overtagelse. På trods af trusler fra Europa-Kommissionen, er der ingen tegn på, at Paris er blevet blød i knæene; tværtimod reagerede Frankrig overordentligt fjendtligt for nyligt på udenlandske planer om at opkøbe Arcelor, en stor stålvirksomhed, der står for mange franske arbejdspladser.

Også Tyskland har kæmpet hårdt for at beholde en eksisterende lov, der beskytter Volkswagen mod opkøb; den nye polske regering forsøger at forhindre en ellers EU-godkendt bankfusion mellem en polsk og en udenlandsk bank, mens Italien ifølge en kommentar fra den italienske finansminister, Giulio Tremontis i Financial Times torsdag nu også vil beskytte vigtige italienske virksomheder mod udenlandsk overtagelse.

Ritzaus Bureau nævnte i sidste uge, at den spanske regering tilsvarende lægger op til at blokere for den tyske energigigant Eons opkøb af det spanske selskab Endesa. Helt generelt lider hele det europæiske energimarked imidlertid under stærkt tiltagende nationalt pres for at beholde nationale monopoler - til skade, naturligvis, for de forbrugere, som ikke får gavn af konkurrencens prispres.

Det er absurd, at de europæiske regeringer i deres aktuelle globaliserings-panik har lært så lidt af 1970'ernes skadelige eurosclerose. Da EU skabte det indre marked i 1980'erne gik den økonomiske plan om liberalisering hånd i hånd med vedtagelsen af dels en social dimension, dels en politisk og økonomisk union.

Hvis ikke dagens politiske ledere tør gå forrest og vise den politiske vilje til at overgive national suverænitet og magt til Unionen og skabe fælles EU-standarder, så vil Fort Europa - denne kliche fra venstrefløjens EU-modstand i 1970'erne - måske endelig komme til sin ret, men med modsat fortegn. For det vil ikke være de stakkels fattige på den anden side af fortets mur, der vil lide i det lange løb. Det er de europæere, som vil se monopoldannelser og manglende dynamik i deres egne samfundsøkonomier, der vil ende som taberne, mens væksten vil skabes i regioner uden for EU.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu