Læsetid: 4 min.

Fort evighed

10. april 2001

DEN FÆLLES landbrugspolitik har i fyrre år været et næsten uindtageligt fort i hjertet af Den Europæiske Union, og fra reform til reform er fortet blevet dyrere, tungere og mere kompleks.
I går forsøgte Landbrugsrådets præsident, Peter Gæmelke, på ussel vis at barrikadere sig bag fortets tykke mure, med den klare hensigt at få udskudt EU’s østudvidelse.
»1. januar 2006 er en optimal dato for at optage de første nye lande. Hvis man venter til det tidspunkt, kan man nå at færdiggøre de reformer i landbrugspolitikken, som er nødvendige, hvis der skal være råd til udvidelsen«, sagde Gæmelke til Politiken.
Han frygter, at EU i udvidelsen svinger sparekniven over den bestående landbrugsstøtte, og han vil gerne udskyde udvidelsen med to år.
Hvis EU gjorde Gæmelkes ord til sine, så ville Øst- og Centraleuropa med rette kunne opfatte det som et forrædderi fra EU’s side. Og derfor er det opmuntrende, at udenrigsminister Mogens Lykketoft klart understreger, at de første nye medlemslande skal med til Europaparlamentsvalget i 2004.
Det skulle da også bare mangle.
De storslåede løfter efter Murens sammenbrud i 1989 er for længst forvandlet til de kølige kalkulers politik. De kandidatlandene har lavet et hav af strukturtilpasninger for at leve op til EU’s krav, og det har kostet blod, sved og tårer. I lande som Polen er et voksende lag af befolkningen blevet skeptiske eller direkte modstandere af EU-medlemsskabet. Endnu en forlængelse af tiden i venteværelset vil puste til nynationalismens kræfter i Øst- og Centraleuropa. Og det kunne skabe ny usikkerhed – i det åbne rum mellem velstandens EU-fort og det ustabile russiske imperium i Øst.
At fredeliggøre kontinentet og give nye demokratier stabilitet er vigtigere end at glæde Landbrugsrådet og de velnærede interessers pengepung.
Peter Gæmelkes udtalelse må alligevel hilses velkommen. For den minder os om, at den stærke europæiske landbrugslobby gør alt for at torpedere de nødvendige reformer. Og de kan danne en alliance med Frankrigs præsident Jacques Chirac. I februar sagde Chirac, at landbrugsreformerne må vente til efter 2006, når EU’s budget er genforhandlet. Og det var Chirac, der fik udvandet de mest ambitiøse Agenda 2000-justeringer af budgettet på Berlin-topmødet, og siden på Nice-topmødet lagde sig på tværs af de vigtigste institutionelle reformer.

UANSET hvad Gæmelke og Chirac mener, så er der et tonstungt behov for forandringer. EU’s landbrugspolitik koster næsten 330 mia. kroner om året, og den æder knap halvdelen af unionens budget. Med tolv nye EU-lande kan den politik kun skabe brækfornemmelser.
Det bedste vil være, hvis EU ved den planlagte midtvejsrevision næste år tager en dyb indånding og giver landbruget en større skønhedsoperation. Tiden er ved at være moden. Ikke mindst til en mere økologisk forskønnelse af europæisk landbrug.
Tysklands rød-grønne regering er på væk fra det gamle broderskab med Frankrig og nærmer sig de mere liberale lande som Danmark, Sverige og Storbritannien. Berlin har ikke råd til at støtte sig til Paris-Bonn aksen, der skabte det protektionistiske landbrugsfort – for en sådan strategi vil gøre regningen for stor ved den østudvidelse, som Tyskland har så vitale sikkerhedspolitiske interesser i. Det er ikke kun Tyskland, der er i bevægelse. Det er borgerne også.
Kriserne med kogalskab og epidemien med mund- og klovsyge har fået forbrugerne til at flygte væk fra oksekødet. Den hyperintensive og industrielle fødevareproduktion har alt for store sideomkostninger for sundhed og miljø. Og støtten til stordrift har sandt at sige heller ikke stoppet afvandringen fra landet eller givet et smukkere landskab.
Svaret er ikke en renationalisering af støtten, som nogle synes at mene. For lobbyisterne vil blot spille landene ud mod hinanden i hård tilskudskonkurrence. Og i det kapløb kan de østlige landmænd slet ikke klare sig.

MEN EU må sandelig også til at besinde sig på, at horisonten rækker videre end Europa og livet i Fort Evighed. I WTO er der her i foråret indledt de svære handelsforhandlinger om en ny runde af markedsåbninger. Og EU har – sammen med USA – et ansvar for, at de lykkes. Velstandsprotektionismen må erstattes af mere solidaritet med ulandene.
»De industrialiserede lande i nord spenderer hvert år mere end 300 mia. dollar om året på landbrugssubsidier. Det svarer til det samlede bruttonationalprodukt for alle afrikanske lande syd for Sahara,« sagde Verdensbankens præsident James Wolfensohn forleden. »Og alligevel, kan de udviklede landes toldtariffer på kød, frugt og grøntsager – primær eksport fra ulandene – overstige 100 procent. Gældslettelse uden øget markedsadgang er humbug,« tilføjede han.
Hvad med at give Gæmelke en strukturel omstillingsplan, så han kan lære at tænke globalt i stedet for at tænke med pungen i fortet? For så ville demokratierne i Øst og de fattige økonomier i Syd få bedre vilkår at kappes på.

bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her