Læsetid: 2 min.

Fortabt søn i fortabt film

'The King' låner fra Gud og hver mand og mangler ikonoklastisk format, skønt den ikke er uden godgørende strejf af sagte, satanisk filmmagi
26. maj 2006

Britiske James Marsh har bl.a. den makabre historiske dokumentarfilm Wisconsin Death Trip på samvittigheden. Den amerikanske nations fæle fortid spøger videre i The King, som er instruktørens fiktionsdebut.

Vi er i lillebyen Corpus Christi i Texas, hvor troen på en streng øverstbefalende sidder dybt. Det forhindrer dog ikke præsten David Sandow (William Hurt) i at prise Guds skønne skaberværk den ene dag, for så at ondulere nogle af samme skaberværks smukkeste repræsentanter - dådyr - den næste.

Inden David så lyset, gjorde han en mexicansk prostitueret med barn. Nu er barnet blevet en ung mand ved navn Elvis Valderez (Gael García Bernal), og ved filmens begyndelse er han just kommet til byen for at opsøge sin far.

Sandow er dog ikke sen til at indse, at Elvis udgør lidt af et forklaringsproblem i forhold til sognebørnene. Han beder ham holde sig væk, men den sært uaflæselige unge mand viser sig at være endog meget forhippet på en plads i familiens skød.

Plat provokation

Med temaer som blodskam og blodhævn burde The King næsten være faldet ud som en barsk og uafrystelig filmoplevelse.

Men manuskriptet vækker snarere til undren end uhygge: Hvorfor lægge i ovnen til en diskussion af en kartoffel så varm som intelligent design, for så helt at forlade emnet? Hvad er pointen med at inddrage Elvis Presleys i amerikansk populærkultur allerede enerverende overrepræsenterede legende, udover at hans tilnavn jo var Kongen?

Dertil kommer, at William Hurts førhen så fængslende blanding af maskulin råstyrke og vis melankoli ikke rigtig vil ældes med ynde. Man griber sig i at mistænke, at Sandow-figuren - og formentlig hele filmen - havde fungeret bedre som rask camp og grove løjer i stedet for bibelsk tragedie i meditativt tempo.

Jeg begyndte desuden at få fornemmelsen af, at instruktøren gennemgik tabuerne efter en tjekliste, samt fundere over, hvor velegnet en eksportvare filmen egentlig er: En gennemkalkuleret scene, som den, hvor en ung kvinde indvies i glæderne ved oralsex, mens kameraet dvæler ved det lille kors om hendes hals, skaber utvivlsomt bestyrtelse i Bibelbæltet, men herhjemme? Måske et gisp eller to på den jyske vestkyst.

Billedblasfemi

Man kan altså kaste en sten i hvilken som helst retning og ramme en bibelsk reference, men Marsh kender skam også sin filmhistorie. Arven fra Terrence Malicks kølige outlaw-studie Badlands er tydelig, og i filmens bedste scener fremstår det Corpus Christiske landskab da også på én gang bestialsk og besjælet, som et sted, hvor man på et halvt splitsekund kan miste den uskyld, man måske aldrig har haft. Men en konsekvent distanceret tone og persontegning er farligt legetøj, og Marsh har ikke den sikkerhed, der skal til for at holde tomgangen stangen.

Hvor meget han endnu har at lære, står forstemmende klart, da han i sin hovedløse referenceiver forgriber sig på filmhistoriens måske smukkeste sexscene, nemlig den i Rødt Chok. Rødt kort, kammerat!

Med undtagelse af dette billedblasfemiske indslag havde jeg grumme svært ved at hidse mig op over denne kun på papiret grumme og kun i glimt vellykkede film.

The King. Amerikansk. Instruktion: James Marsh. Manuskript: James Marsh og Milo Addica. Britisk. (Dagmar i København og Øst for Paradis i Århus)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her