Læsetid: 6 min.

De fortabte børns by

I Beiruts sydlige forstæder ligger Shatila. På en kvadratkilometer har palæstinensiske flygtninge været afskåret fra det omkringliggende samfund i mere end 50 år
27. august 2005

Shatilas blodige historie er usynlig i de legende børns øjne. De er alt for unge til at huske massakren i 1982 og palæstinensernes opgør med Amalmilitsen fra 1985 til 1988. Over alt på husmurene er der symbolske billeder af palæstinensiske flag og blod. Men børnene griner alligevel, mens de leger tagfat i Shatilas snævre gyder med åbne kloaker.

Officielt bor der 8.212 palæstinensiske flygtninge i lejren i det sydlige Beirut, men ifølge dr. Maarouf fra Røde Halvmånes klinik i Shatila, kan indbyggertallet meget vel være 25.000. Siden starten af halvfemserne har indbyggerne bygget fem eller seks etager oven på husene.

Risikoen for infektioner og tuberkulose er overhængende. Børn leger i affaldsdynger, og fluerne sværmer i stanken fra de åbne kloaker.

"Vi yder nødhjælp i ordets egentlige forstand. Leveforholdene her er meget usunde, men vi ser kun dem, som henvender sig," sukker dr. Maarouf.

Libanons 400.000 palæstinensere er fanget i landets 12 flygtningelejre. Lovgivningen forbyder dem at arbejde inden for 72 professioner, og en lov fra 2001 har frataget palæstinenserne retten til ejendom uden for lejrene.

"Nogle gange spørger jeg mig selv, hvorfor jeg er her? Hvorfor er mit folk her? Vores advokater og læger laver fysisk arbejde. De samler skrald i gaderne! Hvorfor kan vi ikke bare få lov til at leve et normalt liv," klager Ahmad Aleddine, som er en af Shatilas mange arbejdsløse. Hans børn har gået otte og ni år i skole, men han ser ingen muligheder for dem.

"Palæstina er en drøm. Jeg har boet her i 50 år, og intet har ændret sig. Libaneserne hader mig og vil ikke lade mig arbejde. Arafat rejste rundt til arabiske lande og lovede os palæstinensere, at vi en dag kunne vende hjem. Abu Mazen gør det modsatte. Han rejser rundt og beder de arabiske lande om at give os statsborgerskab. Vi kommer aldrig hjem," erkender Ahmad Aleddine og bider sig i læben.

Ekstreme levevilkår

Håbløsheden smitter af på Shatilas ungdom. Kun de færreste får mulighed for en uddannelse, og selv om de gør, kan de ikke bruge den i Libanon.

"Ungdommen her bevæger sig i tre retninger," fortæller Abou Mgahed Abbas, som har ledet Ungdomscenteret i Shatila, siden det åbnede i 1996.

Den første gruppe er de disciplinerede unge, som søger et normalt liv, trods unormale levevilkår.

For andre bider håbløsheden sig fast i løbet af teenageårene, og de unge får psykiske problemer.

Sidste gruppe er størst og voksende. De dystre fremtidsudsigter giver udslag i kriminalitet eller ekstremisme. Der er et stigende antal voldsepisoder i lejren, og de ekstreme grupper som Hamas og Islamisk-Jihad finder let tilhængere blandt unge, fordi de kan tilbyde dem håb. De kan tilbyde dem at gøre en forskel, om end den efter Abou Mgahed Abbas' mening er negativ.

"Vi kæmper hovedsageligt mod den ekstreme bevægelse, men det er begrænset, hvad vi kan gøre. Det er store beslutninger, der skal til. I første omgang kan Libanons regering give palæstinenserne rettigheder, men de bebrejder os borgerkrigen." Abou Mgahed Abbas afbryder sig selv for at tysse på dramaholdet i rummet ved siden af. Han vender kort efter tilbage med et skævt smil, og fortsætter:

"Hvis palæstinenserne kunne vende hjem, eller udviklingen bare gik en smule i den retning, ville ekstreme organisationer ikke kunne trives her, for så ville håbet komme af sig selv. Men så er vi helt ude i et geopolitisk spil, som vi ikke kan påvirke fra et lille kontor i Shatila," erkender Abou Mgahed Abbas. I rummet ved siden af begynder dramaholdet at synge.

Forbudt at arbejde

I en smal gyde kan sangen fra ungdomscenteret stadig høres. Her slapper Mojahed Abbas af. Den sofa, han ligger på, er sponsoreret af PLO, og det samme er kontoret, den står i. Arafat smiler fra endevæggen, og uden for hænger et skilt, som fortæller, at her holder den palæstinensiske fagforening for ingeniører til. Der er ikke noget arbejde til ingeniører i Libanon og Mojahed Abbas understreger, at der heller ikke har været palæstinensiske ingeniører involveret i lejrens bygninger. Han peger ud af døren på bygningen overfor. De øverste tre etager bliver holdt sammen af mørtel og gasbetonsten. De tre nederste er bygget af murbrokker fra borgerkrigens ruiner.

Palæstinensiske ingeniører er ikke i høj kurs i Libanon, men Mojahed Abbas føler alligevel, at fagforeningen er vigtig.

"Loven forbyder os at arbejde, men vi prøver at holde os selv i gang. Vi afholder i samarbejde med libanesiske fagforeninger workshops for Libanons 400 palæstinensiske ingeniører," fortæller Mojahed Abbas, som selv bruger formiddagene på at undervise Shatilas børn i matematik. Ind imellem sker det, at libanesiske fagforeninger hjælper en palæstinensisk ingeniør med et job for et udenlandsk firma, men det sker kun sjældent.

"Vi har et godt samarbejde med de fleste libanesiske fagforeninger, og vi håber igennem dem at kunne presse regeringen til at give os arbejdstilladelser. Chancerne er ikke gode, men vi bliver nødt til at gøre et eller andet," forklarer Mojahed Abbas med hævede bryn.

Han er som mange palæstinensere uddannet i det tidligere Sovjetunionen. Den kolde krig er forbi, og der kommer ikke mere hjælp fra den front. Nu er EU redningsplanken for de strandede palæstinensere. Efter europæisk pres blev et memorandum om arbejdstilladelser i foråret sat i cirkulation blandt Libanons politikere. Men Mojahed Abbas gør sig ingen forhåbninger. Memorandummet er kun et oplæg til diskussion.

Efter Abu Mazens seneste rundrejse, hvor han bad arabiske lande give palæstinensere statsborgerskab, ser tingene mørkere ud.

"På den måde får vi aldrig lov til at komme hjem. Det kan godt være at Israel rømmer Gaza, men hvorfor skulle vi få vores land tilbage, hvis vi allerede er blevet optaget i et andet land," spørger Mojahed Abbas og smiler til Arafat på endevæggen.

Mohammeds våbenfabrik

I et sønderbombet hus går nogle geder rundt og spiser affald. Solen står en smule i syd, så skyggen på nordsiden af ruinen giver dem mulighed for at nå et par meter ud i affaldsbunken. Huset er Yassir Arafats tidligere hovedkvarter, som han forlod i 1982, da Fatah flyttede sit hovedkvarter til Tunis. Overfor har Mohammed sit værksted. Der står et rustent pariserhjul med fire kurve udenfor, men hans søn er mere optaget af sin fars arbejde. Uden maskiner og uden elektricitet reparerer Mohammed områdets taxaer. Taxachauffør er en meget almindelig stilling i Shatila. Han viser stolt sit ID-kort fra den palæstinensiske hær frem.

"Lige nu er der fredeligt i Libanon, men skulle de kristne blive aggressive, er vi klar til at kæmpe igen," erklærer Mohammed og finder to metalrør frem. De bliver en dag til ammunition. Det ene er til en dysekanon, det andet til en kampvognskanon. Under borgerkrigen var Mohammed med til at ombygge våben. Begge dele kan efter ombygning affyres fra et tolvrørs-batteri med en rækkevidde på op til 12 kilometer.

"Vi har mange fjender. I virkeligheden er det hele arabernes skyld. Hvis de havde modsat sig, ville Israel ikke eksistere. Nu har vi ikke noget land, og araberne behandler os, som det passer dem," vrisser Mohammed og klapper kærligt dysekanonhylsteret.

Omkring klokken to hver dag strømmer kvinder og børn ud i gyderne. På denne tid forlader Libanons skarpe sol de smalle gyder, og bevæbnet med koste forsøger de at komme den tunge, sødlige dunst fra de åbne kloaker til livs. I dag har de vand, som de bruger til at spule gyderne med, men sådan er det langt fra altid. Vandforsyningen kommer og går, ligesom elektriciteten. Børnene danser med deres koste, mens kvinderne med alvorlig koncentration prøver at holde dem fokuseret på opgaven. Fluerne fortrækker for et stykke tid.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her