Læsetid: 3 min.

Fortælling om krigen

29. marts 1999

Fremmede gå og fortæl folk der lever i Sparta, døde ligger vi her lydige mod deres love.
Ifølge Herodot gravskrift for spartanere under Leonidas kommando, der faldt ved Thermopylæ 480 f.kr.)

DEN SANDHED - at sandheden er krigens første offer - gik allerede på krykker ved Thermopylæ, da gravskriftforfatteren med sin geniale tekst ønskede at indprente eftertiden én og kun én forestilling om Spartas heltemodige indsats. Indskriften beretter selvsagt ikke hele sandheden om slaget. Nuancerne, hvis sum ofte udgør et rimeligere virkelighedsbillede, er udeladt. Vi hører for eksempel ikke om de soldater, der eventuelt sked hul i lydigheden mod Spartas lov og mens tid var rendte deres vej eller brød sammen i gråd ved krigens gru og ville hjem til deres mor. Krigen skaber således sin egen mytos. Eller rettere: på begge sider af fronten har folk, der fører krigen, til alle tider kæmpet en næsten lige så indædt kamp som den bogstavelige for at beherske fortællingen om krigen. Propagandaapparatet er til at få øje på i så at sige alle historiske perioders væbnede konflikter fra Kain og Abel til morgenavisen. Kinesiske kejsere gik i graven med hele hære af myrdede soldater; siden - mindre brutalt men propagandamæssigt effektivt - bevæbnede terracottafigurer i legemsstørrelse. Så kunne eftertiden bevidne fyrstens omnipotens i krigshåndværket og forstå årsagen til de vundne sejre, uanset hvordan det i virkeligheden var gået. Om disse stumme figurer i gravhøjen kunne tale, ville krigens fortælling utvivlsomt være en anden og fjenden have navn og respekt. Men krigsherren har med sit overvældende udsagn om sig selv og sine gerninger ultimativt villet afskære enhver yderligere diskussion.

DEN SAMME bestræbelse omend i unægtelig anden formel form oplever vi atter engang i disse dage, hvor kampen om sandhedsmonopolet på krigen foregår for åben skærm og mikrofon. Samt i dagbladenes meningstilkendegivelser baseret på - ifølge sagens natur - samme usikre grundlag som nyhedsformidlingen.
Golfkrigens erfaringer om efterretningsforvridninger, leveret af de væbnede styrkers informationsmedarbejdere, har tilsyneladende ikke sat sig dybe spor i det professionelle formidlende led. Dengang satte de Forenede Staters hær fra første trut i krigstrompeten sandheden i gravhøj og førte dagligt en mere eller mindre benovet presse rundt ved næsen og lige præcis i den retning, der passede den militære overkommando. Begrundelsen for mediestyringen, som faktisk blev formuleret temmeligt direkte, var den indlysende at krigens vilkår og risici tilsiger de ansvarlige at styre efterretningsstrømmen, således at fjenden ikke får urimelige fordele af åbenheden, og man sætter egne styrkers sikkerhed på spil. Uimodsigeligt.
Det sagde sig selv, at pressens yderligere udgravning af sandheden dengang - således som Margaret Thatcher også havde set på den sag under Falklandskrigen - kunne opfattes i truende nærhed af landsforræderisk virksomhed.
Tænk blot om en given pressehistorie havde kostet et krigsskib med besætning og dette havde kunnet bevises! Den proces, hvor sandheden gravsattes i den engelske presse med de stolte traditioner, kunne vi sidde og glo på fra sidelinien, i Falkland helt udenfor, i Golfkrigen som beskeden deltager med et enkelt krigsskib i rørte vande. Bagefter kunne vi jo godt se det med pressens tilsidesættelse og klogt erkende bedraget og dermed det demokratiske beslutningsgrundlags smuldren. Og dog havde vi jo undervejs haft kloge folk af faget til at kommentere krigens gang med pegepind og sandkasse i fjernsynet. Vi fulgte med, så godt vi kunne og på trods af alle forbehold, gjorde vi.

DENNE GANG er Danmark helt bogstavelig talt aktiv krigsdeltager med fly på vingerne og udsigt til det, der kan blive værre for ikke at sige rigtigt slemt, hvad selvfølgelig ingen ordentlige mennesker håber. Men i den forstand er vore traditionelle kilder ikke mere neutralt iagttagende, men i højeste grad part i konflikten. Med andre ord: går vi til de danske militærfolk, som vi normalt og af mange gode grunde betragter som hæderlige, ordentlige, velorienterede, sympatiske og dygtige, udogmatiske fagfolk udi strategi, taktik og krigskunst, samt medfølgende storpolitiske overvejelser, hvad de så sandelig også duer til, skal og bør vi erindre os selv og hinanden om, at pressen således konstruerer vort nationale, fælles meningsdannergrundlag på en krigsførende parts præmisser. Det er, hvad man i den klassiske historiske kildekritik må betegne som et klart tendensproblem. Og dermed et problem, som pressen med jævne mellemrum - for ikke at sige hver gang det sker - må gøre kunderne opmærksom på. Ikke at det forandrer så forfærdeligt meget, men for at se det kollektive selvbedrag åbent i øjnene.mtz

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her