Læsetid: 8 min.

Fortællingen om danskerne

Dansk Folkeparti, der i denne weekend kan fejre ti års fødselsdag, bliver beskyldt for at tage patent på danskheden. De misbruger vore nationale symboler, og de gør rødkål og frikadeller til essensen af dansk kultur. Et udskældt parti med en klar forestilling om, hvad det vil sige at være dansk og være sin nation tro
17. september 2005

På Dansk Folkepartis tidligere pressechefs kontor på Christiansborg står en papfigur i naturtro størrelse af Pia Kjærsgaard. Den er så livagtig, at man er lige ved at hilse på den, når man træder ind ad døren. Papfiguren smiler og holder hånden frem med en lille kasse med brochurer om Dansk Folkeparti. Man får fornemmelsen af at få en brochure direkte fra den glade og imødekommende Pia Kjærsgaard selv.

Glæden går igen på partiets hjemmeside og i det kulørte medlemsblad Dansk Folkeblad, der er propfyldt med billeder af tilfredse og smilende mennesker. I partiets brochurer og på valgplakater vajer det rød-hvide Dannebrog i vinden på en evig sommerdag.

De idylliske forestillinger om det trygge og smukke Danmark er udgangspunktet for Dansk Folkepartis fortælling om Danmark og den danske kultur. Det er Dansk Folkepartis fortælling om en nation, som eksisterer i kraft af sin homogenitet og sin stærke vilje til at bevare alt det gode, som velfærdssamfundet tilbyder.

Men på den anden side er det historien om et parti, der bruger fortællingen om den danske nation til at opdele verden i eksklusive kategorier af mennesker, der enten hører til, eller må holdes ude.

Dansk Folkeparti

Det er ikke et tilfælde, at Dansk Folkeparti bærer det navn, det gør. Det var Pia Kjærsgaards mand, som fandt på navnet: Dansk Folkeparti. Et parti for det danske folk.

Det er allerede her ved partiets navn og stiftelse, at fortællingen om Dansk Folkeparti og den danske kultur begynder. Søren Krarup, en af partiets mest markante debattører, begynder historien om folkeligheden således:

"Det er et folkeligt parti. Og det er opstået i en situation, hvor der virkelig har været grund til at hævde danske folkelighed, mod dem, der systematisk har foragtet den og har forsøgt at ødelægge den." (17. nov. 2003)

Det er fortællingen om et oprørsparti, som blev stiftet for at hævde folkeligheden, som Pastor Krarup siger. Hans kollega i Europa-Parlamentet Mogens Camre kalder det en "folkelig reaktion", som er sket, fordi det danske politiske system var blevet for vanvittigt i 1990'erne. Han forklarer, at navnet Dansk Folkeparti henviser til denne folkelige reaktion.

I Dansk Folkepartis retorik bruges begreberne "dansk kultur" og "folkelighed" synonymt, og partiets navn henviser da også til den danske kultur, danskheden, påpeger partiets kulturordfører Louise Frevert i et interview i 2003. Hun forklarer, at danskheden er de danske værdier, vores levevis, vores religion og vores familiestruktur. Dansk kultur kan ikke reduceres til flæskesteg og juleaften. Det er nogle værdier, som knytter os sammen, supplerer partiets næstformand Peter Skaarup i et interview samme år.

Den danske kultur er folkelig. Og med begrebet folkelig forstås: ikke-elitær. Dansk Folkepartis toppolitikere oplever, at de repræsenterer et folkeligt oprør, som er en protest mod en elite, der ønsker at undertrykke den danske kultur. Eliten består af kulturradikale, politisk korrekte meningsdannere, politikere og flere af de landsdækkende medier. I modsætning til alle disse mennesker, der foragter den danske folkelighed, som Søren Krarup formulerer det, står Dansk Folkeparti. Partiet er folkets repræsentanter og den danske kulturs bevarer. Det er forklaringen på, hvorfor valget faldt på navnet Dansk Folkeparti.

Kulturen afgør

I Dansk Folkepartis fortælling om danskheden er der en altafgørende præmis. Det er, at nation, folk, sprog, kultur og stat er overensstemmende i Danmark. Fra Gorm den Gamle til dagens Danmark har vi opbygget et samfund, der hviler på enshed. Homogenitet. Indenfor landet grænser bor mennesker, som taler det samme sprog, som deler de samme værdier, har samme religion og refererer til samme stat. Det er danskerne.

Sammen har danskerne bygget velfærdssamfundet op. Velfærdsstaten er netop et produkt af den danske kultur. Det er et produkt af vore fælles værdier. Så smukt hænger stat, folk og kultur sammen. Med Louise Freverts ord:

"Velfærdssamfundet er for mig identisk med danskheden, for det er det, som danskerne har fostret-" (21. nov. 2003)

Mod indvandring

Louise Frevert forklarer i samme interview, at grunden til at Dansk Folkeparti er imod muslimsk indvandring til Danmark, er, at muslimerne har en anden kultur. Islam og dansk kultur er uforenelige, siger hun. Og de kan ikke eksistere side om side i et samfund, fordi det er kulturen, der afgør, hvilket type samfund man opbygger. Muslimer kan ikke leve som danskere, fordi de har en anden kultur.

De ønsker et andet samfund end danskerne. Derfor er integration af muslimer i Danmark umulig, for så længe muslimerne ikke vil indordne sig under den danske kultur, kan de heller ikke leve i det danske samfund, siger hun.

Mogens Camre er enig med Louise Frevert i, at homogenitet er nødvendig, for at et samfund kan hænge sammen. Han skriver i Dansk Folkepartis medlemsblad Dansk Folkeblad nr. 2 i 1999, at: "Vi lever i en tid, hvor globaliseringen har medført, at mennesker overalt rykker sammen om deres stamme, deres nationalitet og deres kultur. Kun indenfor en gruppe, der har fælles værdier, er enige om at være sammen og er enige om måden at løse problemerne på, er det muligt at skabe et velfungerende samfund."

EU vil ødelægge

Indvandring underminerer det det nationale fællesskab, gentager Pia Kjærsgaard i sin årsmødetale fra 2001. Danmark er danskernes land. Og når kultur, stat, sprog og nation skal være ens, betyder det, at Dansk Folkeparti ikke blot er imod indvandring, de er også modstandere af et fælles europæisk unionssamarbejde, for europæere har ikke en fælles kultur.

Ræsonnementet er, at hvis et velfungerende samfund forudsætter enshed, kan europæerne ikke opbygge en statslignende union sammen, for vi kan simpelthen ikke blive enige om udformningen.

Derfor lyder Dansk Folkepartis slogan til afstemnin-gen om euroen i 2000 da også: "Stem dansk. Stem nej". Det er ganske enkelt for Dansk Folkeparti: Hvis du stemmer for yderligere integration i EU, stemmer du mod Danmark og den danske kultur. Det er simpelthen et spørgsmål om tilhørsforhold.

For at bevare den danske kultur må man stemme nej til EU, for EU må nødvendigvis splitte de europæisk nationale kulturer ad og gøre dem alle ens, hvis unionen skal kunne regere, lyder ræsonnementet fra Mogens Camre i en artikel i partiets medlemsblad fra 2003. For Dansk Folkeparti kan ikke forestille sig et samfund, hvor alle ikke har samme religion, kultur og sprog.

Pia Kjærsgaard er enig med Mogens Camre i, at solidariteten nedbrydes, hvis et samfund er multikulturelt. Hun formulerer det således i årsmødetalen i 2001:

"Jo mere det nationale fællesskab nedbrydes til fordel for det multikulturelle eller grænseløse Europa, jo mere forsvinder grundlaget for at være solidariske med hinanden."

Kristendom og politik

Dansk Folkeparti definerer klart, hvordan man er solidarisk og med hvem.

Man skal først og fremmest være solidarisk med andre danskere. Præsten Søren Krarup finder inspiration i det kristne næstekærlighedsbudskab:

"- fordi det, kristendommen siger, det er, at du skal tro Gud og elske næsten- Og næste betyder jo egentlig nærmeste. Det vil sige, at der skal du være den virkelighed tro, som du er sat i. Og den er for en dansker naturligvis dansk." (17. nov. 2003)

Du skal elske din 'nærme-ste', siger Krarup. Og i et snuptag giver han Dansk Folkepartis fortælling om danskheden intet mindre end en helt ny dimension med denne tolkning af næstekærlighedsbudskabet.

Krarup bruger simpelthen kristendommen til at legitimere Dansk Folkepartis ideologi. Han gør ideologien udødelig, kan man sige, for det kristne næstekærlighedsbudskab er et tidløst budskab. Du skal elske din næste, er en fordring, som gælder til alle tider.

Idet Krarup overfører budskabet direkte på Dansk Folkepartis politiske budskab: Du skal elske din nærmeste, giver det Dansk Folkepartis budskab samme tidløshed som det kristne budskab. Den nationale ideologi bliver fremstillet som en gudsgivet fordring, frem for at være en politisk ideologi, nationalismen, hvis oprindelse blandt historikere tilskrives midten af 18-tallet.

Fortællingens magt

Med inddragelsen af det kristne budskab legitimerer Dansk Folkepartis politikere deres nationalistiske retorik. De bruger næstekærlighedsbudskabet til at argumentere, at man først og fremmest skal tage sig af sin egen nation. "Charity begins at home," lyder budskabet fra Pia Kjærsgaard på partiets årsmøde i 2000. Denne opdeling af mennesker i danskere og ikke-danskere - os og dem - er en afgørende del af den nationale fortælling.

Dansk Folkepartis politikere fortæller os igen og igen i taler, artikler, brochurer og i valgkampagner, at Danmark er danskernes land. Fremmede kulturer er en trussel mod vores enshed og solidaritet, vores kultur og velfærdssamfundet. Derfor bør vi i Danmark lukke for de mennesker, som ikke hører til i Danmark. Det er muslimerne.

Fortællingen om danskernes forrang får en meget magtfuld betydning, når den omsættes til konkret politik. Én af konsekvenserne er regeringens indførelse af en særlig lav starthjælp til indvandrere. Denne politiske handling begrundes netop med, at indvandrere ikke har ret til at få det samme som danskere. Nogle kalder det diskrimination. Dansk Folkeparti kalder det retfærdigt.

Der findes flere politiske tiltag, som er et udspring af Dansk Folkepartis ideologi. Blandt disse er restriktionerne på familiesammenføring og 24-årsreglen, som Dansk Folkeparti har stået fadder til, fordi de mener, at indvandringen truer den danske kultur, og derfor ønsker at begrænse den. Fortællingen om, at den danske kultur og velfærdssamfundet afhæn-ger af homogenitet og lukkethed, er blevet til en meget magtfuld realitet i Danmark, fordi den er blevet omsat til politisk handling. Således bliver retorik til politik. Historie bliver til handling.

Den gode historie

Hvad enten vi kan lide historien eller ej, er det lykkedes Dansk Folkeparti at plante fortællingen i vores bevidsthed på en måde, så vi ikke glemmer den. Det er der ikke andre partier, der er lige så succesfulde med som Dansk Folkeparti.

Dansk Folkeparti kan det der med narration, som så mange virksomheder, organisationer og ikke mindst politiske partier betaler store summer for at få reklamebureauer til at hjælpe dem med. For den gode historie er guld værd. Køberne, kunderne, brugerne og vælgerne husker en enkelt fortalt historie bedre end ti forskellige politiske budskaber, der flyver rundt mellem hinanden.

Historien om danskerne planter sig i bevidstheden, og billederne af de smilende politikere i det danske sommervejr sætter sig på nethinden. Og hvis historien bliver fortalt og genfortalt nok gange, kan den synke helt ned på det ubevidste plan, hvor den tages for givet og bliver en naturlig del af vores tankegang.

Måske kan historien om den evige blå himmel, sommerlandskabet og det vajende Dannebrog blive virkelighed, hvis man tager imod brochuren fra den smilende Pia Kjærsgaard og stemmer på Dansk Folkeparti. En ting er sikkert: Partiet kan i hvert tilfælde dét med at fortælle historie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu