Læsetid: 3 min.

Fortællinger fra livet på jorden

Hanne Marie Svendsen skriver i novelle-samlingen 'Skysamleren' enkelt om det enkle liv, som er så let at gøre indviklet
28. april 2005

Der er mange jeg-fortællere i Hanne Marie Svendsens novellesamling, Skysamleren, som ved første øjekast virker som et opsamlingsheat af alt, fra drømme og små impressioner til historier, inspireret af fjerne rejseoplevelser. Flere af stykkerne har blot karakter af små erindringsskitser, men ved nøjere eftersyn skjuler der sig et fint gradueret spektrum af større eller mindre solidaritet med de fortællende jeg'er i den enkelte novelle.

I den tilsyneladende ligefremme barndomserindring, Fiskekasserne er jeg'et er alene hjemme, da en landevejsridder banker på. Pigen smækker døren i for næsen af ham, men fortryder, finder en tokrone og begiver sig ud i det tiltagende mørke for at opsøge manden. Hun møder ham på havnen i en labyrint af opstablede fiskekasser, men her er hans hjem, hans enemærker, og han smider pigen ud - en spejlvending af hendes egen handling.

"Jeg hadede manden derude, fordi det var synd for ham. Jeg hadede ham, fordi jeg hadede ham. Og fordi jeg ikke før havde vidst, at mørket og angsten lå så tæt uden for huset," slutter jeg'et.

Men mørket med den angstfremkaldende afvisning har vist sig i hende selv. Pigen har opdaget, at ikke alt kan gøres godt igen, og at hun selv er delagtig deri. Dét er den revne, der er slået i hendes univers, og som ligger ud over, hvad hun selv ved. Her er det novellen, der fortæller - forudskikket i indledningen, hvor fiskekasserne fortrænger et anlæg med rosenbede og samtidig spærrer for udsigten fra huset.

Marionet-jeg

En anden slags jeg, et brev-jeg, tilhører en mand, der udstiller sig selv i sine udsagn. Hans selvudslettende hustru, Antonia, der blot har været et møbel i hans liv, er død, og nu opdager han, at hun måske var en helt anden, end han troede. Her er der en dukkefører bag jeg'et, som trækker i trådene, så han må danse efter den implicitte fortællers pibe.

Kvinde med kat, endnu en jeg-fortælling, fremmaner en slags Antonia, der må sno sig og bruge kvindelist for at sætte sin egen vilje igennem i en mandsdomineret verden. Det kommer der en grum kvinde ud af, en kattedomptør, der behandler dyret, som hun har lært at behandle omverdenen.

Her er der både fortæller-empati og distance.

Angst og stivnet liv

I flere af novellerne, således også denne, sniger angsten for ikke at have styr på livet sig ind. Personerne forsøger at få livets brudstykker til at hænge sammen, men indhentes og hjemsøges af en gru, de kun slipper fri af i de tilfælde, hvor de knytter en form for menneskelig kontakt.

Som i Kurstedet, samlingens længste og varmeste historie, der portrætterer en gammel, hjælpeløs mand, som skyder skylden på alle andre og især sin søn. Man aner et forkrampet, hæmmet liv bag hans gnavpotte-forbitrelse, der imidlertid til sidst blødes op af en kvindes nærvær.

Ind imellem de mere realistiske noveller er der skudt drømmeagtige sekvenser, anede dimensioner, der åbner mod andre muligheder end dem, som for personerne stivner i livets barske greb. Således i titelnovellen, Skysamleren, selv om det ikke er lykkedes mig at gennemskue, hvorfor det er Zeus, den græske overgud, som blandt mange andre tilnavne også kaldes Skysamleren, der skal repræsentere det guddommelige. Måske blot på grund af navnet, eftersom novellen handler om solnedgange?

Liv og ord

Endelig er der noveller som Manuskriptet, der befinder sig midt mellem drøm og virkelighed og som samtidig anslår en streng, hvor forholdet mellem liv og ord er den sprække, der opbløder de stivnede former. Livet kan ligefrem fysisk tage form af ord, ordene af liv.

I Manuskriptet er jeg'et vej til et forlagsmøde, men et af manuskripterne er blevet væk. Så finder hun i et kosteskab en dreng, der har visse lighedstræk med mytologi-ske gudebørn: Han vokser enormt hurtigt, og han er enormt stærk. Hun er nødt til at tage ham med sig, men da hun er kommet ind i forlagslokalet til det store, blanke bord, og lægger drengen på det, glider han hen over bordet mod kanten - og bliver til det forsvundne manuskript. Epilogen er et digt om et møde på kirkegården med formødrene, der som en art græsk kor stiger op fra de døde, Håret strammet tilbage i nakkeknuden/Hænderne foldede på maven under forklædet. (-)

Hanne Marie Svendsen skriver enkelt om det enkle liv, der er så let at gøre indviklet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hej,

Jeg er en HHX student, som i faget dansk har skullet fortolke Hanne Marie Svendsens "Skysamleren". Jeg synes selv at jeg kom frem til et godt resultat, men jeg fik et elendigt karakter fra min lærer. Hun mente at jeg havde fortolket den fuldstændig forkert.
Jeg tænkte på at komme i kontakt med Hanne Marie Svendsen på en eller anden måde, så jeg kunne høre hendes mening hvad angår "Skysamleren" . Det ville personligt hjælpe mig med at acceptere den given karakter for min analyse.

Mvh. AniQa