Læsetid: 4 min.

Fortiden spøger og skæmter

Amerikansk films nestor lader heldigvis hånt om at ældes med ynde og har med 'A Prairie Home Companion' forløst en frivol og flerstrenget fejring af svundne tider
14. juli 2006

Det virker kun passende, når udholdenhed og streng arbejdsmoral er blandt temaerne i Robert Altmans nye film. Sammenfaldende med instruktørens 81 års fødselsdag tidligere på året modtog han den Oscar, han skulle have haft for en halv menneskealder siden, hvor han med kreative kraftværker som McCabe & Mrs. Miller (1971) og The Long Goodbye (1973) sendte ny energi gennem gamle genrer.

Knap 40 spillefilm er det nu blevet til, og retfærdigvis skal det nævnes, at man kunne have været enkelte af dem foruden, som nu den søvndyssende science fiction-film Quintet (1979) og den skabagtige satire Prt-á-porter (1995).

Sidste vers

Når just dette års Altman-produktion har en særlig aura, skyldes det de uundgåelige associationer til hovedværket Nashville fra 1975, som har en countrymusikfestival som dramatisk omdrejningspunkt.

A Prairie Home Companion er baseret på og opkaldt efter et faktisk og eksisterende æterbåret varietéshow, men skildrer ikke desto mindre begivenhederne på og bag scenen under indspilningen af det uigenkaldeligt sidste show. Programmets faste base - en koncertsal i Minnesota - er nemlig blevet købt af en storkoncern, som kun kerer sig om, hvorvidt kassen stemmer.

Radioprogrammets sociokulturelle betydning skal ses i sammenhæng med den særlige fatalistiske mentalitet, som hersker i det amerikanske midtvest, hvor både Altman og manuskriptforfatter og programvært - i filmen såvel som i virkeligheden - Garrison Keillor er født (i henholdsvis Kansas og Minnesota).

De verbale og musikalske energiudladninger er altså en trodsig manifestation af livsmod og -glæde samt en nødvendig distraktion fra dagligdagens slid, slæb og tungsind. Programmet har desuden en række fiktive sponsorer, som i deres jingles på spøjs og selvironisk vis kæder regionalkarakteren sammen med produkternes fortræffeligheder.

Nostalgi i flere lag

Med A Prairie Home Companion satser Altman mere sikkert, end han plejer; filmen er fyldt med instruktørens fingeraftryk som høj genrebevidsthed og ensemblespil samt en flabet kombination af overlappende, realistisk lydende dialog og en kameraføring, som med mellemrum pointerer, at det hele jo blot er en iscenesættelse.

Hovedtemaet er erindring og vigtigheden af at fastholde den, men ikke på den knastørre kunstfilmsfacon. Tværtimod, thi erindringerne har ofte karakter af rablende røverhistorier fortalt af farverige entertainers.

Kevin Kline giver den som vores fortæller og guide, et kuriøst kryds mellem en privatdetektiv og en sikkerhedsvagt, som gudhjælpemig bærer navnet Guy Noir, og som følgelig taler flydende noir'sk, om end med parodisk accent: "Hendes kjole sad så stramt, at jeg kunne læse vaskeanvisningen i hendes trusser."

Sådan!

Og Noir er så langtfra filmens eneste sproglige spilopmager: I en balstyrisk scene river kvægdriverduoen Dusty og Lefty (spillet af Woody Harrelson og John C. Reilly) en halv snes svært oversættelige sjoferter af sig, som nu denne her: "Why do they call it PMS?"

"Because 'mad cow' was taken."

Der går en lige linje fra de demonstrativt barnagtige skarnsstreger i Altmans gennembrudsfilm, M*A*S*H (1969), til dette obskøne optrin; Han er og bli'r take it or leave it-typen, for hvem glæden ved at sætte lus i skindpelsen og jage sarte sjæle et rask chok i livet, ingen alder kender.

På rollelisten er Altmans filmiske fortid fornemt repræsenteret af Lily Tomlin, som medvirkede i både Nashville og Short Cuts. Hendes på en gang resignerede og autoritative fremtoning er blevet endnu mere fængslende siden sidst, og trods en vagt defineret figur tyvstjæler hun billedet for så at forlade åstedet fløjtende og i adstadigt tempo.

Sammen er vi stærke

Derudover byder A Prairie Home Companion på hvad der næsten må være filmhistoriens smukkeste inkarnation af manden med leen, nemlig en blondine af de helt fatale (Virginia Madsen). Da denne dødsengel på sin færd krydser en dennesidig af slagsen, storkoncernens skruppelløst effektiviseringsliderlige repræsentant (Tommy Lee Jones), kiler instruktøren ubesværet dystert dvælende scener ind mellem den generelle tone af galimatias for så at sætte trumf på med et djævelsk udspekuleret ironisk twist af just den slags, som Altman-aficionados vil vide at værdsætte.

Anderledes tam og forudsigelig er dog en konflikt mellem en midaldrende countrysangerinde Yolanda (spillet af Meryl Streep), hendes tidligere elsker 'GK' (Keillor) og hendes dødsfikserede lille dramadronning af en datter, Lola (Lindsay Lohan).

Men hvis Altman ikke formår at få alle filmens handlingstråde til at gløde, lyser A Prairie Home Companion til gengæld klart som en skildring af et kollektivt projekt og en fælles lidenskab. Og denne besyngelse af holdånd kan vel med lidt god vilje tolkes som holdkaptajn Altmans anerkendende nik til den lignende 'løfte i flok'-mentalitet, som spiller en afgørende rolle i skabelsen af en spillefilm.

Det har alle dage anet mig, at den krakilske gamle kinokøter sgu nok var mere blød om hjertet, end han har ry for. Må han lade otium være otium en rum tid endnu.

A Prairie Home Companion. Instruktion: Robert Altman. Manuskript: Garrison Keillor. Amerikansk (Grand, Dagmar og Metropol i København samt en håndfuld biografer i provinsen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her