Læsetid: 8 min.

Fortiden er hans største styrke

7. april 2006

Det usædvanlige ved Rom den 24. april 1995 var at det øsregnede, og det var også en helt usædvanlig frokost, der fandt sted i et separatkabinet i restauranten La Vecchia Roma, der ligger i det der engang var den jødiske ghetto.

Der var bestilt bord til kl. 13.30, og det er ikke uvæsentligt, at det var Walter Veltroni, der havde gjort det. 'Unge Walter', som nogle fortsat kalder Roms nuværende borgmester, var dengang næstkommanderende i det omdøbte kommunistparti. Han havde knebent tabt valget til posten som partiets leder til Massimo D'Alema, og han var redaktør af partiets dagblad L'Unità. Det var eks-kommunisterne, der var værter og Romano Prodi, der var gæst.

Professoren kom præcist som den første. Senere dukkede D'Alema og Veltroni op. De havde ligesom Prodi medbragt sekundanter.

Anledningen var formelt en fejring af det nyligt overståede regionalvalg, hvor centrumvenstre havde vundet ni af de 15 regioner på valg, og havde slået ikke blot Berlusconis, men også samtlige meningsmålingsinstitutter, der havde forudsagt en stor sejr til højrefløjen.

Romano Prodi var på det tidspunkt knapt nok politiker. Men Il Professore, som han kaldes, havde udtænkt det vindende træk. Det var ham, der havde taget initiativ til en politisk bevægelse, der kunne samle kristelige demokrater fra det opløste Democrazia Cristiana's venstrefløj - som han selv tilhørte - og de socialdemokratiske partier, hvor det tidligere kommunistiske var langt det største. Det var ham, der havde skabt samlingssymbolet L'Ulivo - Oliventræet. Og under dette var regionalvalget blevet vundet. Valgforbundet havde tiltrukket mange moderate stemmer, uden at venstrefløjsstemmerne var gået tabt, og det var noget så nyt i italiensk politik, at opinionsmålerne havde mistet deres orientering.

På selve valgaftenen kunne man opleve det særsyn, at det statslige Rai Unos exit polls pegede mod sejr til L'Ulivo, mens studieværten Emilio Fede på Berlusconis tv-kanla Rete 4 allerede begejstret havde sat sit partis blå flag op på 11 af de 15 regioner mod kun fire til de røde.

Skønt en novice i praktisk politik var Prodi en vinder. Og eks-kommunisterne havde brug for en vinder, der ikke kom fra deres rækker. Partiet, som nu hedder DS - Demokratisk Venstre - var trods et stemmetal på 0mkring 25 procent bombesikker på, at det centrumsøgende Italien aldrig ville vælge en eks-kommunistisk statsminister.

Over frokosten enedes man om at stille op på en fællesliste med Oliventræet som symbol til det parlamentsvalg, man forventede ville komme snart, og D'Alema og Veltroni spurgte Professoren, om han ville være deres statsministerkandidat.

Det ville han godt. Veltroni nappede en dobbelt pannacotta til dessert. Prodi nøjedes med en kaffe og bad om regningen. Han var forvandlet fra gæst til vært.

Romano Prodi er født i Scandiano i 1939 i det rige og fede Emilia-Romagna syd for Po-sletten, der har Bologna som regionshovedstad. Hans far var af bondeslægt, men havde læst til ingeniør, og hans mor var skolelærer. Romano blev født som den ottende af ni børn. De har alle gjort karriere som akademikere.

Romano Prodi blev uddannet jurist fra det katolske universitet i Milano med en afgangsafhandling om protektionisme i udviklingen af italiensk industri, og alle hans senere studier har været i økonomi. Han er videreuddannet på London School of Economics, og i 1966 blev han professor i politisk økonomi og erhvervsøkonomi ved universitetet i Bologna, som regnes for Italiens fineste og Europas ældste.

Han er gift med sin studiekammerat Flavia Franzoni, som i dag også er professor i økonomi, og sognepræsten, der viede dem, var Camillo Ruini - som i dag er kirkens mægtigste mand efter paven. Nogle hvisker, at han er mægtigere. Ruini har som kardinal siden 1991 været formand for CEI - biskoppernes råd - der er den italienske kirkes vigtigste politiske instrument, og kardinal Ruini har ofte været i konflikt med det verdslige Italien - og sin ven Romano Prodi - ved at blande sig i den politiske debat.

Romano Prodi har altid været tæt på de kristelige demokrater, uden dog at være aktivt partimedlem. Da han blev erhvervsminister i den fjerde Andreotti-regering i en kort periode fra november 1978 til marts 1979, og således for første gang lugtede til nationalpolitik, var han en såkaldt "teknisk" minister og ikke en politisk valgt. Det er som embedsmand og ikke politiker, at Prodi har gjort sin karriere.

I årene 1982-89 var Prodi formand for det statslige holdingselskab, IRI. Statens Institut for Industriel Genopbygning. Og man må forstå, hvad IRI er, for at forstå noget som helst af italiensk politik og erhvervsliv - og alle de korruptionssager, der er udsprunget af sammenblandingen af de to ting.

IRI blev oprettet af Mussolini i 1933 og tjente til at at redde tre store private banker fra en truende fallit efter Wall Street-krakket i 1929. Staten overtog bankerne - og dermed 20 procent af al Italiens aktiekapital. Den fascistiske stat blev Italiens største aktør i erhvervslivet. Fra at være en foreløbig institution gjorde Mussolini i 1937 IRI til en permanent - og sådan er det forblevet frem til i dag. IRI har overlevet fascismens fald, og da man indførte republikken efter Anden Verdenskrig og genindførte de demokratiske institutioner, rørte man ikke ved statens ejerskab - gennem IRI - af virksomheder, der producerer alt fra dåsetomater og isvafler til naturgas og sportsvogne. De store banker var statens, tomaterne fra Cirio var statens, isen fra Motta var det, og Alfa Romeo var det. Først i 1993 da Prodi for et enkelt år vendte tilbage til IRI, fik han de tre banker, hvis fallit oprindeligt havde givet stødet til oprettelsen af IRI, privatiserede.

En konstruktion som IRI kan man kalde al korruptions moder i den forstand, at det var de politisk udpegede ledere af statens virksomheder, der sagde tak for mad ved at give returkommission til de politikere, der havde givet dem stillingen.

I sin første syvårsperiode i IRI indleder Prodi en byge af privatiseringer. Hans tilhængere roser ham for at få ændret underskud til overskud. Hans modstandere - bl.a. Berlusconi - anklager ham for at have solgt ud af statens ejendom alt for billigt, og i visse konkrete tilfælde trukket ham for retten med påstand om, at han også har taget sig betalt for at gøre det.

En sag vedrører IRI's salg af fødevareselskabet SME i 1984. Erhvervsmanden Carlo de Benedetti var den eneste, der ville købe, og Prodi lavede en kontrakt med ham. Statsministeren på det tidspunkt, Bettino Craxi, fandt prisen for lav og mobiliserede sin gode ven Silvio Berlusconi, spaghettikongen Barilla og opfinderen af Nutella, Ferrero, til at danne et ad hoc-selskab og byde højere. Det kom for en voldgiftsdomstol i Rom - og i sagen blev Berlusconi mange år senere anklaget for at have bestukket dommerne. Han selv klarede frisag, men hans advokat og tidligere forsvarsminister Cesare Previti, som udbetalte den beviste bestikkelse, er blevet dømt. I sit forsvar anførte Berlusconi, at hans eneste interesse i SME var at forhindre Prodi i landsskadelig virksomhed ved at sælge for billigt.

Prodis rolle blev prøvet for en domstol, og i 1998 fandt retten, at den pris, han havde sat var korrekt.

Mere betænkelig har Prodis rolle været i salget af statens isfabrikker og andre fødevareproducenter til Nestlé og Unilever.

Ved siden af sin professorgerning havde Prodi i 1981 stiftet selskabet Nomisma, som gjorde sig i økonomisk analyse og rådgivning. En af kunderne var Unilever.

Som statens tilsynsførende i udviklingen af højhastighedstog havde statsbanerne udnævnt Prodi - men det var Nomisma, der blev hyret til at analysere de økonomiske og miljømæssige aspekter af de hurtige tog.

Ved en italiensk domstol er Prodi pure blevet frikendt for embedsmisbrug, men da han i 1998 blev formand for EU-Kommissionen, og avisen Daily Telegraph begyndte at bore i sagen, fandt Kommissionen det alligevel nødvendigt at udsende en erklæring om, at "hr. Prodi ikke havde økonomiske eller andre interesser i Nomisma på det tidspunkt (...) men at han blot var formand for selskabets forskningsudvalg".

En tredje sag vedrører det serbiske teleselskab Telekom Serbia, som det primært statsejede Telecom Italia købte 29 procent af aktierne i. Købte for dyrt i forhold til, at aktiekurserne i Serbien faldt under krigen i Bosnien, og Telecom Italia fik en økonomisk øretæve, da de solgte igen i 2003. Salget skulle angiveligt være sket for at finansiere Milosevics krig, og anklagen mod blandt andre Prodi og fremtrædende venstrefløjspolitikere var, at de havde modtaget returkommission. Berlusconi-regeringen fra 2001 til nu nedsatte et parlamentsudvalg, der skulle kulegrave sagen. Udvalget blev boycottet af oppositionen, der anså det for et propaganda-instrument, og dets afsluttende rapport anklager ikke nogen for andet end fejlskøn.

I 1994 var Berlusconi og Prodi hverken fjender eller modstanderne.

Den politiske situation var denne: Muren var faldet, de gamle politiske partier omdøbt eller opløst, og Operation Rene Hænder havde sendt en stor del af parlamentet i varetægtsfængsel. Italien blev fra 1992 styret af embedsmandsregeringer, indtil Berlusconi i foråret 1994 storsejrede ved parlamentsvalget med sit nystiftede parti Forza Italia og indgik regeringsalliance med Gianfranco Fini og hans tidligere ny-fascister og Umberto Bossi's Liga Nord. Samme alliance som stiller op ved valget nu på søndag.

I juni 1994, lige efter regeringsdannelsen opsøgte Berlusconi Prodi, og fortalte ham, at han godt vidste, at han havde besluttet sig for at forlade IRI, og spurgte ham, hvad hans planer nu var.

Prodi afviste frieriet. Senere har han fortalt, at han havde set valgudsendelsen i fjernsynet, da Berlusconi vandt, og han havde sagt til sig selv: "Fra nu af bliver intet mere, som det var før."

Det var der, han begyndte at lægge de planer for en stor centrum-venstrekoalition, der førte til frokosten på La Vecchia Roma og den valgsejr i 1996, der gjorde ham til statsminister.

Han blev væltet med en enkelt stemme ved en mistilidsafstemning af regeringens lille støtteparti Rifondazione Comunista, og Massimo D'Alema overtog statsministerposten i 1998, mens Prodi blev sparket opad som formand for EU-Kommissionen. Som statsminister forestod han en sanering af Italiens økonomi - blandt andet ved en særlig euro-skat - der bragte landet inden for Maastricht-traktatens økonomiske parametre. Nu er han tilbage med de samme partnere som ved frokosten, men med en forsikring om, at han bedre kan holde styr på de umage tropper end i 1996. Denne gang er de partier, der fortsat kalder sig kommunister inden for koalitionen, og der er underskrevet et 281 sider langt fælles regeringsprogram.

Prodis force er hans fortid. Lige så lidt som Berlusconi repræsenterer han en fornyelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her