"Når borgerne får lov til at stemme med fødderne, kommer der for alvor gang i udliciteringen."
Finansminister Thor Pedersen (V) til Information lørdag
I JULEDAGENE VAR der endnu engang debat om standarden for rengøring på de danske sygehuse. Det indtryk, der stod tilbage, var som så ofte før, at det værste, der kan overgå et menneske, er at blive indlagt på et amtskommunalt hospital i Danmark. På grund af dårlig rengøring holder bakterierne sambafest, og hvis man ikke er syg ved indlæggelsen, så bliver man det med garanti efter et par dage. Rengøringspersonalets fagforening gav undersøgelsen medløb. Ja, der er møgbeskidt. Men det er ikke vores skyld. Den skemalagte og stopursopmålte tid er ikke til en ordentlig og forsvarlig rengøring. Beklager. To fodboldbaner om dagen er mere, end hvad selv den mest effektive rengøringsassistent kan klare. Hvis der vel at mærke også skal være rent.
UDOVER DEN FATALE føljeton om sundhedsfaren, så fortæller forløbet også historien om de seneste årtiers udlicitering af offentlige opgaver i Danmark. Og om hvorfor den er gået i stå som følge af indædt modstand i befolkningen og blandt de berørte personalegrupper. Nye tal fra Indenrigsministeriet viser, at graden af kommunal udlicitering ligefrem er faldet siden 2001, mens den steg under den foregående SR-regering. Som brændte børn holder kommunerne sig langt væk fra nogle af de værktøjer, som kunne være med til at modernisere den offentlige sektor.
Selv om udlicitering og konkurrence om opgaverne objektivt set er et effektivt og gennemprøvet middel til at forbedre dele af den offentlige service, så skræmmer fortidens synder i en sådan grad, at de kommunale politikere har sat hælene i. Bare ordet udlicitering lugter nemlig i dag langt væk af besparelser, nedskæringer, dårlig standard, ringe arbejdsvilkår og nullermænd i hjørnerne. Og det er brandærgerligt, for man skal ikke bevæge sig meget rundt som kunde, patient eller bruger i den offentlige sektor for at opdage, at blot en smule konkurrence ikke ville være af vejen.
MEN HVORDAN ER VI nået dertil, at moderniseringen af den offentlige sektor er sat på stand by? Ja, en forklaring leverede professor i økonomi Martin Paldam her i avisen i lørdags: Regeringen er simpelthen bange for at blive beskyldt for at føre borgerlig politik. Læs om nødvendigt sætningen igen. Den er god nok. Angsten for egen skygge er ledetråden i VK-regeringens gøren og laden - også på dette område. Men frygten er desværre velbegrundet. Tilbage i 80'erne var Schlüter-regeringerne med sin tyv-om-natten-strategi med til at lægge så meget gift for udliciteringer, at det siden har været omgærdet af mistro og udbredt modstand. Hvem husker ikke udliciteringen af busdriften i Esbjerg til det private Ri-Bus, den langvarige HT-konflikt i København eller Jysk Rengørings overtagelse af hygiejnestandarden på Rigshospitalet. Eller da ISS i Assens forsøgte at drive børnehaver på kommercielle vilkår, men måtte opgive. Eller Arrivas tumultagtige overtagelse af togdriften til Struer, som i begyndelsen betød alt andet end tog til tiden.
BEDRE ER DET IKKE blevet af, at især partiet Venstre har set udlicitering og privatisering som en ideologisk mærkesag - en måde at spare penge og flytte økonomi fra den offentlige til den private sektor. Og til valget i 2001 rejste Venstre-toppen rundt med et falsk regnestykke, der viste, at samfundet kunne spare 26 milliarder kroner ved øget udlicitering - et astronomisk beløb, der ifølge Venstre både kunne finansiere skattestoppet og fremtidens ældrebyrde. Vupti, så var den klaret. Siden er strategien forladt, udlicitering kørt i garagen og de fleste fritvalgsordninger strandet i nådesløst bureaukrati. Regnestykket viste sig i øvrigt at være helt hen i vejret - et skøn der var så løseligt, at ingen kunne tage det alvorligt.
REGERINGEN SÆTTER nu sin lid til, at de nye storkommuner vil tage fat på en massiv udlicitering af kommunale opgaver, når kommunalreformen er fuldt gennemført. Det er der noget, der tyder på, at de nye kommuner vil, hvis de ellers kan løsrive sig fra de dårlige vibrationer og fortidens synder. Større kommuner betyder nemlig, at det er mere attraktivt for private virksomheder at overtage opgaverne, og dermed er der forhåbninger om, at også større og mere seriøse private udbydere vil melde sig på banen.
Men det kræver, at regeringen medvirker til at skabe en bedre stemning omkring et helt nødvendigt redskab til at forbedre den offentlige sektor. Udlicitering er ikke et universalmiddel. Ofte har det direkte en negativ effekt at overlade opgaverne til private firmaer. Men private virksomheder kan i mange tilfælde løse opgaverne billigere og bedre end det offentlige, viser de fleste undersøgelser. Men en udlicitering skal forberedes grundigt og foregå i en atmosfære af tryghed og tillid, ellers går det galt, og både politikere, borgere og personaleorganisationer løber skræmte væk.
