Læsetid: 5 min.

Fortidens vidne

Vibeke Grønfeldts nye store roman 'Mindet' ligner nøjagtig, hvad den er: en mesters modne værk
12. maj 2005

En verden af sitrende, myldrende liv formelig emmer op fra hver side af Vibeke Grønfeldts nye roman, som i jeg-form skildrer en piges barndom og tidlige ungdom på en gård langt ude på landet i de første årtier af det 20. århundrede. Mindet hedder bogen, og det kunne godt være stedets navn; men ’minde’ er den samtidig selv – om en svunden tid, fastholdt af en eminent forfatter, der akkurat er gammel nok til selv at have hørt ældre folk tale, som der tales i teksten: indforstået, sammenlevet, knapt.

Egentlig er hun ikke umiddelbart sympatisk denne jeg-fortæller, Agate. Hun er egensindig og viljestærk, så meget, at hun næsten bliver kynisk. Hun driller og ydmyger - mobber, som det hedder i dag - klassekammeraten Elvira, som kommer fra ringere kår end hun selv, og hun har kun foragt til overs for dem, der ikke gider smøge ærmerne op og tage fat.

Hendes bedstefars leveregel: 'Tåben lægger hænderne i skødet og tærer på sit eget fedt' (hentet fra Prædikerens Bog), gør hun uden videre til sin. Selv er hun nemlig sikker og sej og sætter en stolthed i fliden: "Hos os når jernene ikke at blive rustplettede og sløve".

Hun lærer tidligt at feje, så det fyger, at kalke, så det skinner, og at malke, så køerne lægger ordentligt ned. Inden hun mister sin mødom, kastrerer hun grise, så ornesmagen ikke skal gøre kødet bittert. Jeg skal aldrig have børn, hævder hun, men sit eget sted vil hun skam gerne have.

Som jeg læser Agates sanseligt stofmættede fortælling, er hun dels en gennemført troværdig og psykologisk fuldt ud konsistent figur, dels et porøst gennemgangsled for en forsvunden verden, som teksten skal gøre oplevelig. Fortællingen vender indad mod hendes stejle sind. Ja, den indoptager som noget naturligt, ofte uden markering af overgang, hendes fantasier og drømme; men samtidig rækker den udad, fænomenologisk præcis, overalt hvor vi skal føres ind i hverdagen på gården eller de dage med sorg og fest, som også fylder en del.

Bogen begynder temmelig originalt med beskrivelsen af Agates fødsel, naturligvis i jeg-form, som om tøsen allerede kan tænke, og som om hun, da hun kommer ud i kulden og lyset og skriger, i forvejen kan forstå dansk.

Menneskemylder

Den slutter med, at bedstefaren dør i en scene, der imidlertid leveres en anelse forsinket, således at læseren først følger oprydningen og rengøringen på det værelse, hvor han var på aktiv aftægt, og derefter ser ham falde midt på den gård, han selv havde bygget. Sådan tager døden og livet, og mørket og lyset, og sorgen og glæden hinanden i hånden, danner krans hele vejen igennem værket og vider det specifikke, lokale, ud til noget mytisk, almenmenneskeligt.

Foruden bedstefaren, der i modsætning til det meste af familien aldrig vender brændevinen ryggen - ja, måske ligefrem kastes en smule før i graven takket være Agates lovlig hyppige udflugter til købmanden på hans gammelmandsstinkende bud - er bogens vigtigste figurer den effektive, men evindeligt astmatiske far, den mere stilfærdige mor, som i et stille kammer skriver breve til og fra (!) sin forlængst afdøde søster, og Agates storebror Johannes samt de mindre søskende Verner og Ruth, der ærligt talt begge irriterer hende, lydig og flink, som hun gerne vil være.

Men egentlig er det forkert at udnævne noget til forgrund, for ikke alene myldrer Mindet af fysiske detaljer og skarpt tegnede situationer, den vrimler også med mennesker, såsom pigerne på gården, tanter og onkler, der tigger om penge, eller drengene fra egnen, som til sidst rykker meget tæt på, da de onanerer op ad væggen på skolen og snart medvirker i Agates første seksuelle erfaringer, i en rus af flyversjusser og et mørke af forvirring.

Steder er vigtige, fremhæves det flere gange. Det er de, fordi de, hvis de er gårde, kan arves, deles, købes, sælges, køres helt i sænk eller som farens drives med flid. Men stederne har tillige betydning som rum, hvori tiden når som helst kan stå stille, men sanserne yderligt skærpes, som i den rå, eksistentielt mættede skildring af en eftersøgning langs stranden - åh, Gud, hvis du er til, så lad de andre, ikke os, finde de to druknede! - og billederne af en tordennat, hvor en nabogård brænder ned, så faren dagen efter rådsnart må tage affære og skaffe unge mennesker tag over hovedet med det samme.

Skygger på muren

Vibeke Grønfeldt lader et sted Agate opleve skyggefigurer ude i stalden. Det er jo kun skyggen fra drivende skyer, det ustadige sommervejr, der kommer drivende hen over landet, men ses af hende på væggene som "meterhøje blomster og trækroner og dyr, der skyder ryg og stirrer og rækker kløerne frem. Er det alligevel Gud, der hævner sig" - den Gud, hun ikke kan tro på? I hvert fald kan passagen stå som et gyldigt billede på selve den foranderlighed og uforudsigelighed, der får både pigeportrættet samt miljø- og tidskildringen til at flimre for læserens øjne.

Vil man rigtig fatte, hvor væsentlig og vigtig en bog Mindet er, behøver man bare lade tanken gå til en ærke-landbo-nostalgiker som Thorkild Gravlund (der faktisk skrev på den tid, hvor bogen begynder) eller en (overvejende historisk orienteret) digter som Martin A. Hansen eller til 1980'ernes fornyere af landsbybogen, f.eks. Knud Sørensen og Arthur Krasilnikoff. For alle de nævnte gælder, at de lægger vægten på kortlægning af overgangen fra det gamle til det nye, med skiftende grader af beklagelse, savn og vemod. Vibeke Grønfeldt lader her i stedet tingene, stederne, sanserne tale, og bliver derved - selv på så mange års afstand - et troværdigt vidne. Hertil kommer, at romanen - især sammenholdt med hendes egne tidligere - nok så egensindigt skrevne, kun med besvær fastholdelige rapporter om psykiske grænsetilfælde og ekstreme enere, spadserer så vidunderlig letfodet frem, ligner præcis hvad den er: en moden mesters mageløse værk.

At Mindet har nøjagtig lige så mange sider, som er dage i et år, skal ikke forlede nogen til at læse den så langsomt. Tværtimod, man må flytte ind i den og først vende tilbage til virkeligheden, når Mor har vasket bedstefars lig.

Vibeke Grønfeldt: Mindet. Roman. 365 s. Kr. 299,00. Samleren. ISBN: 87-638- 0183-3. Udkommer i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her