Læsetid: 10 min.

Fortids møre mur

Et blæsevejr truer med at vælte to hushøje i Rødovre og har omsider fået drømmen om et nonchalant liv på toppen til at briste. Højhusene udsprang af en socialdemokratisk og kulturkritisk vision, men udviklede sig til en kolos på lerfødder, fyldt med fremtidsforskrækkede vælgere
6. januar 2007

"Selvfølgelig håber vi, at vinden løjer af, så vi kan komme hjem og se det sidste afsnit af Krøniken," sagde 97-årige Ragnhild Pedersen, da politiet nytårsdag beordrede hende og flere hundrede andre beboere til at forlade deres lejligheder med øjeblikkelig varsel. Betjentene dundrede i eftermiddagstimerne løs på alle døre i to højhuse i Rødovre, fordi vindstød truede med at vælte de himmelhøje bygninger.

Krønike blev der så ikke meget af for de beboere, som på årets første dag måtte tage til takke med husly i en nærliggende skole. For dem, der gik glip af Krønikens afslutning, kan vi fortælle, at tv-seriens overklasse til sidst måtte plages af død, lammelse og brand, mens den sunde socialdemokrat Palle og flittigt læsende, kvindebevidste Ida blev forenet, og fremtiden for denne alliance tegnede lyst.

Anderledes dyster er udsigten for højhusene med den smuldrende beton, selv om de oprindelig blev drevet i vejret af en rød og kritisk alliance, der er mindst lige så dramatisk som Krønikens.

Fyrtårne for fremtiden

Det var lysten til formering, der startede det hele. Efter Anden Verdenskrig myldrede store årgange frem, og de københavnske slumkvarterer blev proppet med beboere langt ud over det sundhedsmæssigt forsvarlige. Luft, der måtte frisk luft til. Den slags var der masser af ude på landet i Rødovre, og de stedlige socialdemokrater havde store planer med kommunen. Her boede i 1945 blot 15.000, men man ville gøre plads til det femdobbelte. 'Kom blot, kære københavnere,' inviterede Gustav Jensen, den socialdemokratiske zar af Rødovre 1937-70. Og folk kom. Nogle blev sat til at bygge deres huse selv, og hele kvarterer kom til at bestå af gør-det-selv boliger befolket af håndværkere, gode socialdemokrater alle som en.

Andre med tilflyttertrang måtte vente på opførelsen af det omfattende byggeri i Kærene lige syd for Roskildevej, hvor Rødovre planlagde 1.500 boliger og nabokommunen det tilsvarende antal. I perioden 1945-1952 diskuterede myndigheder, politikere, boligselskaber og arkitekter, om der skulle bygges lavt eller højt. Det endte med en blanding. En snes lave blokke skulle visuelt spændes op mod fire høje - fire fyrtårne, så fremtiden havde noget at pejle efter. To af disse højhuse, bygget for Arbejdernes Andelsboligforening (AAB), var endda bestemt til at blive opført som forsøg på en særlig billig konstruktion.

Højhuse var ellers ikke noget, man var vant til i det flade, forsigtige Danmark. Da byggeriet i Rødovre blev planlagt, fandtes i forvejen blot høje huse i Bellahøj og Godthåbs Have på Frederiksberg. Bellahøj havde været rasende dyrt at opføre, og Boligministeriet tøvede derfor med at godkende det planlagte højhusbyggeri i Rødovre. Men så fandt teknikerne på, at byggeriet kunne udføres billigt af betonelementer. Man fremstillede nogle få forme i stål og støbte simpelthen byggeelementerne i de kommende højhuses baghave. Resultatet er blandt andet lejlighedernes særprægede loftsplader, som ligner omvendte badekar, hvis kanter er 20 centimeter dybe ribber. Dem er der et dusin af i en enkelt stue, så beboerne i det daglige kan mindes teknologiens triumfer. Eneste ulempe er, at disse lofter kræver to til tre gange så megen loftsmaling som almindelige flade.

Industrialiseringen skulle altså omsider ramme boligen, og da disse nymodens betonelementer kunne stables i vejret af ufaglært arbejdskraft, som der i 1950'erne var så rigelig af i modsætning til murersvende, var der ikke længere nogen tvivl. Byg blot opad, sagde ministeriet i 1953. Og jo, 15 års uafbrudt socialdemokratisk ledelse af landet stod for døren.

Den åndelige fører

En af Rødovre-byggeriets arkitekter røbede, at en inspirationskilde var Walter Gropius og citerede den berømte tyske arkitekt for følgende lovprisning af rationalisering anno 1927:

"Ligesom en genstand, industrien vil fremstille i masseproduktion, i sin endelige typiske udformning er resultat af talløse forsøg, som både forretningsmanden, teknikeren og kunstneren har deltaget i, således kan fremstillingen af standard-bygningsdele kun gennemføres under samarbejde mellem industri, handel og kunst. Den moderne arkitekt må her blive den åndelige fører."

For Gropius og hans Bauhaus-skole var et højhus med en kæmpemæssig fælles grønning det samme som et opgør med småborgerlighedens nostalgiske hyggekroge, bonderomantik og småfascistiske hægen om egne haver. 12-14 etager op, ja, op til et udsyn, som avler modige mennesker hævet over fortidens konflikter.

Den åndelige fører for Rødovres eksperimentelle højhuse endte med at være arkitekt Gunnar Milthers. Under opførelsen skrev han i 1954 i fagbladet Arkitekten, at AAB-højhusenes "magtfulde profil uden prætentioner imødekommer et behov for monumentalitet, der sjældent kan tilfredsstilles i de flade forstadslandskaber".

Hvem, der har 'behov for monumentalitet' uden pral, behøver man ikke lede længe efter. Husene synes med deres blanding af det potente og uprætentiøse skabt til det fremstormende socialdemokrati. Sådan fremmes den rette tankegang: Alle lejligheder er lige. Det hele er småt, men godt. Køleskabene er centralstyrede, deres fryserum har plads til søndagssnapsen, men endelig ikke mere. Alle køleskabene bliver afrimet samtidig en gang om måneden ved et myndigt tryk på en knap i højhusenes fælles maskinrum. Klik for afrimning, og der bliver kollektivt tøvejr. Klik-klik, og der udløses en stemme på liste A.

Gunnar Milthers indså, at ved at kaste bygningskroppen op i luften, blev friarealet omkring husene så meget større, og det gav en imponerende udsigt fra de øvre etager. Parken omkring husene skulle helst være så uberørt som muligt, for dens fornemste funktion var at blive begloet i fugleperspektiv, med beherskerens blik oppefra og ned.

Gunnar Milthers tegnede således sin drømmebeboer stående, højt hævet over Rødovre, mens hun dovent vederkvæger sit blik med grønningens bølgende trætoppe. Heroppe på toppen er det evig højsommer, som kan nydes i det fri uden overtøj. Kvinden er elegant i sin plisserede nederdel. Fritiden er en fest. Hun har stil og overskud til at nyde hvidvin til sin hummer. To glas er stillet frem på bordet - du er velkommen til at tage det ene og sætte dig sammen med den frigjorte kvinde, der finder det fuldt foreneligt med sin moderne feminitet at nyde en cigaret. Selvfølgelig stiger røgen roligt til vejrs. Milthers havde gjort sig til herre over meteorologien, og i hans verden forekom ingen stormfulde højder.

Stormen tog taget

Men knap havde Gunnar Milthers forladt tegnebrættet, før problemerne begyndte at melde sig. Ethvert byggeri er et følsomt samspil mellem kultur og natur, og højhusbyggeri er vel mere end noget andet en udfordring af naturkræfterne. Det fik byggepladsen i Kærene en påmindelse om, da en storm i marts 1956 rev taget af et af de næsten færdige højhuse, dog ikke Milthers', men et nærliggende. De nedstyrtende tagplader kvaste et af lavhusenes tage og tog livet af en bygningsarbejder.

Højhusene åbnede officielt for indskrivning af nye beboere 1. januar 1957, og det næste problem blev så at styre kønsdriften. I modsætning til lavhusene var højhusene nemlig bestemt for enlige, og alle lejlighederne var små 1- eller 2-værelses. Her skulle ifølge planen kun bo mennesker, der ikke havde børn, eller ældre, hvis børn for længst var fløjet fra reden. Men de unge enlige i højhusene kunne ikke beherske deres hormoner, så da de glade 60'ere indtraf, stod barnevognene tæt i stueetagens vestibule, som Milthers ellers forestillede sig skulle fungere som en stilfuld og uhindret indgang til den fælles finske badstue med tilhørende omklædnings- og afsæbningsrum. Ups.

Bedre gik det med den skjulte socialdemokratiske dagsorden, nemlig at skaffe flere vælgere. Et meget succesrigt kvindeudvalg blev oprettet i den lokale partiafdeling allerede i 1956, og ved folketingsvalget i 1960 tilfaldt hele 47 procent af kommunens stemmer liste A. Den kommunale magt lå selvfølgelig også sikkert i socialdemokratiske hænder, og Kærene var de røde kernevælgeres højborg.

I Kærene fandtes en legeplads for mindre børn, men børnene blev jo ældre, og hvor skulle de så opholde sig? De store børn begyndte at drive rundt i området på en irriterende måde, som Milthers ikke havde forudset. Til en officiel historiebog fra 1978 om Rødovre Kommune fortalte en beboer om problemerne:

"Altså, mens jeg underviste i aftenskolen og kom hjem om aftenen, så måtte jeg få min mand til at hente mig, når jeg skulle køre bilen ind ovre i garagerne. Der stod altid et par stykker. En gang forsøgte de at vælte mig og skulle snuppe min taske. Nu har jeg været fræk i munden altid - ja, jeg reagerede så voldsomt med at skælde og smælde, så de løb. De var såmænd ikke så store."

En arbejdsgruppe blev nedsat for at finde en løsning, og efter hele tre års forhandlinger - man har vel demokrati - fremlagdes en skitse til et omfattende legemiljø for de store børn. Men det blev nedstemt af beboerne året efter. Grønningen skulle være uberørt, og det var åbenbart stadig muligt at lade som ingenting i ophøjet ro oppe i de to forvoksede arbejderboliger.

Pianister på samlebånd

Men det skulle blive værre endnu. Der begyndte at flytte indvandrere ind i bebyggelsen, blandt andet en hel del kurdere. Med mange børn, store som små. Efterhånden følte højhusenes gammeldanske pensionister sig som fanger i skyerne, mens de fremmede terroriserede terrænet for foden af tårnene. De svageligste pensionister turde knap nok forlade deres lejligheder, men gjorde det i hvert fald på valgdagen, fordi det ad åre var blevet muligt at stemme på Dansk Folkeparti, der lovede at rydde op. Højhusene, der var tænkt som velsmurte A-stemmefabrikker, fremstiller i dag Pianister.

"Der er kommet en del Dansk Folkeparti-vælgere i højhusene," siger formanden for Socialdemokraterne i Rødovre, Helge Møller, med en mild underdrivelse. "Men i kommunen som helhed har vi holdt skansen, og vi ligger stadig lunt i 'Det røde hav'." Det nævnte farvand er kælenavn for den københavnske vestegn.

Socialdemokraterne i Rødovre overlevede stemmetabene til Dansk Folkeparti, fordi man i stedet kunne hente mange nye vælgere blandt de forretningsdrivende, som har været vældigt glade for den entreprenante borgmester. "Socialdemokraterne får ligefrem økonomisk støtte fra det lokale erhvervsliv," siger Helge Møller, hvis parti gennem de seneste fire kommunale valgperioder har drevet mandattallet for de konservative ned fra syv til en.

Der kom i øvrigt via statsstøttede projekter ro i Kærene og balance i forholdet mellem gammel- og nydanskere. Til gengæld har højhusenes pensionister måttet vænne sig til, at kommunen i stigende grad har anvist bolig i netop højhusene til socialt udsatte, misbrugere og sølle skæbner med det ene ben på gaden. Der råbes og spilles ungdommelig musik i tårnene om natten med en lydstyrke, så væggene vibrerer, og overvintrede plisserede nederdele blafrer om de aldrende fruers ben.

AAB's lokale bestyrelse overvejede for fem år siden at få hele området med huse og grønning renoveret. Blandt andet skulle der i højhusene indrettes en ekstra etage med nye high-tech taglejligheder, der havde udsigt til det halve af EU og derfor kunne tiltrække ressourcestærke beboere, ja måske endda nogle af disse forretningsdrivende, som sætter deres kryds på stemmesedlerne med løs hånd.

Men alle de strålende planer er kollapset i takt med, at tekniske rapporter om husenes sande tilstand er indløbet. Der var ved opførelsen sparet så meget på betonblandingen og armeringen, at husene i dag slår fatale revner, og den særlige konstruktion med svævende altangange er i fare for at styrte ned. Ja, hele skidtet kan vælte i de stadigt stærkere danske storme, fordi skyskraberne er bygget så forbandet smalle, at selv en Palle From efterhånden må kunne se, at der er tale om vakkelvorne korthuse.

'Bryd kun fortids møre mur i stykker,' lyder det derfor nu fra borgmesteren og AAB, og sådan kan arbejderbevægelsen i Rødovre ende med at måtte nyfortolke en af sine egne sange.

På de fleste entrédøre i de omsuste højhuse ses stadig politiets store grove markeringer med kridt efter den hektiske evakuering nytårsdag. Kryds, minus og et 'E' viser hvilke lejligheder, der var kontrolleret, fandtes ubeboede eller blev evakueret.

Tiden er inde til at vaske tavlen ren, inden næste blæsevejr melder sin ankomst i Rødovre, og Danmarks Radio genudsender Krøniken.

20070105-212105-pic-559691366.jpgHøjhus-arkitektens drøm af en frigjort
beboerske har dækket op med to hvidvinsglas
og håber nok på uventet besøg.
Tegning gengivet efter -Arkitekten- nr. 42, 1954

Den 1. januar 2007 bankede det omsider på døren, da politiet forlangte Rødovres korthuse ryddet, før de væltede. Foto: Kim Agersten/Polfoto20070105-212105-pic-684793141.jpgEn storm blander sig i bygningsarbejdet i marts 1956 og river taget af et af nabohøjhusene til de i dag orkantruede. De styrtende tagplader smadrer ned i en af de lave boligblokke og dræber en arbejdsmand. Her optager politiet rapport. Foto: Lokalhistorisk samling, Rødovre20070105-212105-pic-765949104.jpgDen særlige konstruktion med -svævende- altangange skulle efter 50 års vejr og vind vise sig at være et af de 12-14 etager høje huses svageste punkter. Gengivet efter -Arkitekten- nr. 42, 1954

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu