Læsetid: 5 min.

Fortrængning, fordrejning og anden løgn

Den kroniske Frevert og minister Mikkelsen lægger niveauet i en glemsom debat
24. marts 2007

Det er pudsigt, hvis det ikke var så sørgeligt, så præget af glemsel, den offentlige debat er i vore dage. Som nu da Dansk Folkepartis svar på sandhedsbegrebet, Louise Frevert, fór ud med sine beskyldninger mod Lisbeth Knudsen. Denne skulle ifølge Frevert samtidig med at beklæde stillingen som nyheds-chef i DR have skrevet Socialdemokraternes partiprogram og kunne derfor ikke fæstes lid til, ikke som DR-nyhedschef og ikke som kritiker af Brian Mikkelsens bemærkelsesværdige adfærd over for DR. Når nu Louise Frevert og andre var så optaget af Lisbeth Knudsens integritet, kunne det undre, at ikke én i medierne (klummisten bekendt) i den anledning spurgte, hvorfor Louise Frevert ikke med et muk reagerede, dengang Venstres politiske ordfører Jens Rohde gik direkte fra sin politiske topstilling til jobbet som radiodirektør i TV2. Oven i købet havde Rohde, der overraskende nok ikke mener, at det er så slemt, at politikere blander sig og lægger pres, selv flikket medieforliget sammen. Sjovt nok med henblik på den nyindretning af markedet, som blandt andet skabte den velbetalte og ganske magtfulde direktørstilling, som Jens Rohde sjovt nok selv fik. At Louise Frevert ikke stillede sig selv det spørgsmål, inden hun beklikkede Lisbeth Knudsen, antyder beskaffenheden af Louise Freverts politiske moral. Man kan sige, at DF's kulturpolitiske ordfører smukt lever op til traditionen for kreativ bogføring af kendsgerningerne - statsministerens varemærke.

Balladen om Knudsen og Frevert udsprang, som nogen vil huske, af tidligere generaldirektør Christian Nissens bog om sig selv og det, han i fortiden troede på, men hvor tvivlen nu nager ham, oghvori han tager afsæt til selvbebrejdelser. Disse formulerede han yderligere over for Lasse Jensen i dennes fortrinlige radioprogram om medierne i det åbenbart stadig forkætrede, men snart forvitrede og forhenværende program 1. Kendetegnende ved Nissens regime i DR var generaldirektørens nagelfaste overbevisning om egen indsigt i en branche, som han ikke havde en pind forstand på. En hovedårsag til DR's deroute i Nissens år er denne grundløse selvtillid, der medførte fyringer i bundter, strukturændringer, som kun svækkede fagligheden i den gamle mediegigant, samt udviklingen af et grotesk chefområde med en række af nyudpegede ledere, oftest uden fornødne kvalifikationer om nogen overhovedet, men folk, Nissen kunne styre, og som kom i gæld til ham. Det skal man ikke glemme midt i DR's øvrige ulykke. Nissen skabte også en enstrenget nyhedstjeneste, den Knudsen blev sat i spidsen for, det var også en ulykke, ikke nødvendigvis fordi det var Knudsen, men fordi den var enstrenget.

Løgnene om DR

Det er sådan sin sag at skrive en bog om andres overgreb i den tro, at man dermed afvasker sig sit ansvar for ruineringen af Danmarks vigtigste kulturelle institution, således at den næppe har modstandskraft over for de borgerlige destruktive, der vil gøre hakkemad af resten.

Husk i den forbindelse løgnene om DR: At virksomheden var i røde lejesvendes vold. Husk de tåbelige påstande om Bermuda-trekanten, som fortsat bringes på bane. Husk for en ordens skyld Brian Mikkelsens påstand om, at venstreorienterede radiofolk havde planer om at hænge daværende kollega Per Stig Møller i en lygtepæl. Uden at være særskilt voldsorienteret venstreorienteret var klummisten faktisk førstehåndsvidne til begivenhederne i de år. Ingen i DR havde planer af den art, lad det igen stå klart. Skulle nogen i et svagt øjeblik have tænkt den stygge tanke, kan det være, fordi Stig Møller dengang lavede nogle umanerligt kedelige radioudsendelser, hvor han snakkede og snakkede og snakkede om franske filosoffer og snakkede og snakkede og snakkede og snakkede og snakkede og snakkede så edderhurtigt og uden at åbne munden ordentligt, at der gik flere år, før det gik op for de arme lyttere, at Dorno, som han snakkede og snakkede og snakkede om, ikke var en nyopdukket stjerne på det filosofiske firmament, men bare gamle Adorno. Men Per Stig Møller blev ikke hængt, fordi han snakkede og snakkede og snakkede.

Man har altid sagt, at politikere lyver eller ikke rutter med sandheden, eller hvordan man nu har formuleret denne kvarte sandhed i beskrivelsen af en vanskelig håndtering, hvor hensyn står over for hensyn og en redaktion af sandheden nu og da kan være på sin plads. Det er et menneskeligt vilkår. Men det gælder almindeligvis om at bevare troværdigheden. Sådan har det været. Sådan er det ikke i dette flertals tid, hvor politikere som minister Mikkelsen eller Louise Frevert eller for den sags skyld statsministeren direkte lyver. Fanges de i det, bliver det gjort til et spørgsmål om ytringsfrihed. 'Jeg har min ytringsfrihed til at hævde, at månen er lavet af smøreost, og at de kulturradikale er skyld i fodsvamp og dårlig ånde. Er det løgn? Jamen, min ytringsfrihed!'

Hvad skal der til?

Man spørger sig selv, hvad der skal til, for at en politiker i det nuværende flertal, efter at være blevet grebet i at lyve og har nedsat sig selv i almindelig agtelse, trækker sig fra sit valgte ombud. Går Lene Espersen af som minister, fordi det nu står klart, hvor tynd Vollsmose-sagen er? Det var Lene Espersen, der inden grundlovsforhøret af de anholdte unge fynske muslimer udtalte i radioen, at dette var den alvorligste sag nogensinde, at det ikke var drengestreger, men terror. Justitsministeren! Ikke i en bananrepublik, men i Dannevang med de nok så besungne værdier og den Karen Jespersenske sammenhængskraft i hoved og røv. Men det gør ikke noget, at Lene Espersen bryder alle skrevne og uskrevne spilleregler i et retssamfund, for hun har jo sin ytringsfrihed. Til at fordreje tingene og bedrage offentligheden - åbenbart med sin regeringschefs velsignelse. Eller Brian Mikkelsen. Hvordan kan han blive siddende, efter det viser sig, at han ikke alene lyver, men overtræder al god moral og forvaltningsskik? Nåh jo, han har sin ytringsfrihed - og flertallet. At Louise Frevert ikke allerede efter det med hjemmesiden - som hun tog ansvaret for, men ikke havde skrevet og læst, men stod inde for uden at kende indholdet, som hun var imod - meldte sig som mavedanserinde i Fremmedlegionen er ubegribeligt. Intet af det, hun siger, står nu til troende, intet kan man regne med fra den kant. Hun vælter sig i løgn og humbug for at komme i medierne. Men hun har jo sin ytringsfrihed, og det er en storm i et glas vand, og der er ikke noget at komme efter, siger de, der udgør flertallet bag urimelighederne.

Hvis man er i det humør, kan man mene, at politikere, der lyver og slipper af sted med det, udelukkende fordi de beskyttes af et flertal, undergraver folkestyret. Uden tillid går det ikke, når det ene udsagn kan være så godt - eller snarere skidt - som det andet. Masseødelæggelsesvåben er ikke noget, vi tror, det er noget, vi ved. Nå, nej, men så var det noget, vi troede, vi vidste, og statsministeren har sin fulde ytringsfrihed til at tro, hvad han ved, og vide, hvad han tror, og et flertal til at dække sig ind. Og der er ikke noget at komme efter, for der er ikke noget at vente sig andet end foragt for kritik, der ikke kan sætte sig igennem med magt. Folkestyret vånder sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu