Læsetid: 6 min.

Fortryllelsens mulighed

Flot artikelsamling i kølvandet på Grosbøll-sagen
1. juli 2005

Det er på en måde forståeligt nok, at forlaget og redaktørerne vælger en sådan titel på bogen: Gud efter Grosbøll. Alligevel er der nok en del, som synes, at endnu en omgang om Grosbøll må være mere end tilstrækkeligt. Også den stakkels præst selv må vel være grundigt træt af al den virak omkring hans teologi og person. I al fald har han nu føjet sig så meget, at han har accepteret den løsning, som kirkeministeren og hans nye tilsynsførende biskop har strikket sammen. Og dermed er sagen afsluttet - for denne omgang.

Men det er debatten om sagens teologiske og filosofiske perspektiver ikke. Og de har nok bredere interesse end lige sagen mod præsten i Tårbæk. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på, at Gud efter Grosbøll rummer meget mere end en række direkte kommentarer til Grosbøll-sagen. Bogen er en samling af redigerede forelæsninger ved Folkeuniversitetet i Århus og senere Odense, suppleret med en artikel af tidligere professor dr.theol. Ole Jensen.

Troen som æstetik

Selv om de seks artikler er skrevet med udgangspunkt i Grosbøll-sagen, er de på ingen måde snævert relateret til sagen. De er tværtimod perspektiverende og informative på en måde, som gør denne bog usædvanlig vellykket og anbefalelsesværdig. Artiklerne er for langt de flestes vedkommende velskrevne og skarpe analyser af de emner, der tages op. De første artikler er forholdsvis tæt knyttet til Grosbølls egne formuleringer, som de først og fremmest er fremkommet i bogen En sten i skoen, men senere bliver billedet mere bredt, og betragtningerne knyttet til generelle problemer om forholdet mellem tro og viden.

I sin indledende artikel tager Hans Hauge, som også er den ene af bogens to redaktører, fat på en nærgående analyse af Grosbølls bog, som Hauge forholder sig til med vanlig sans for polemik. En polemik, der ganske vist enkelte gange kammer over, som f.eks. når han udnævner Politiken til "landets mest religionsfjendtlige, mest kulturradikale og antikirkelige avis". Men ellers er Hauges kommentarer præcise og velanbragte. Bl.a. når han gennemgår en række 'myter', der har hæftet sig på Grosbøll. En af dem er, at Grosbøll vil udskifte et gammeldags gudsbillede med et tidssvarende. Men der er jo ikke noget gudsbillede, for sådan et har Grosbøll slet ikke brug for, når han mener, at Gud har abdiceret. Gud siger ham ikke noget, og gjorde det end ikke som barn, som Grosbøll plejer at kokettere med. Grosbøll vil tale om Gud uden metafysik, hvad der efter Hauges opfattelse i bedste fald bliver problematisk, og dertil kommer, hvad der nærmest er et had til religiøse mennesker og et noget modsigelsesfyldt forhold til traditionen, som jo for den teologiskes vedkommende er fyldt med udtryk for den religiøsitet, Grosbøll har et så anstrengt forhold til.

Alligevel betragter Grosbøll traditionen som noget positivt. Mest fordi han betragter den æstetisk, siger Hauge. På samme måde som skønheden i et kunstværk, som tilhører et forgangent verdensbillede. At gå i kirke er således at holde arven ved lige. Det lyder ikke af ret meget teologisk substans, og er det heller ikke for Hauge at se, for Grosbøll ignorer de alternativer, der tegner sig for en nutidig formulering af kirkens budskab.

Den skabende Gud

Mere positiv over for Grosbølls tolkning er teologen Niels Grønkjær, som ser Grosbøll som fortaler for en ikke-teistisk gudstro, en ikke-metafysisk udlægning af den kristne tro, som Grønkjær således har det lettere med end Hauge. Udlægningen lykkes ikke altid, synes Grønkjær, som pudsigt nok også har blik for Grosbølls æstetiske betragtning af kristendommen. Til gengæld har Grønkjær ikke meget blik for den spiritualitet, som er så fuldstændigt fraværende hos Grosbøll. Denne mangel er der dog heller ikke ret mange andre af artiklernes forfattere, som forholder sig til.

En af de bedste artikler i bogen er Ole Jensens. Her sættes Grosbølls teologi ind i en større teologihistorisk sammenhæng, og ikke mindst bringer han K.E. Løgstrups teologiske overvejelser ind i billedet, hvad der er oplagt, for Løgstrup må næsten siges at være modpolen til Grosbølls afvisning af tanken om den skabende Gud. Og Ole Jensens artikel er nok - sammen med Lars Qvortrups - den, som bedst fanger og forholder sig til senmodernitetens gudsopfattelse. Hvor der er noget 70'er-agtigt over talen om Guds død (som jo i virkeligheden er noget, man allerede talte om i antiken), så er der langt mere nutidighed over Ole Jensens påvisning af nutidens åbning over for forbindelsen mellem fornuft og gudstro. Hans artikel er en utrolig fin gennemgang af, hvorledes teologien har trukket sig tilbage fra rummet og dermed kastet naturen i armene på det menneske, som kun kan se naturen som genstand for udnyttelse. Som modtræk hertil peger Ole Jensen på Løgstrups teologi, som netop viser, hvorledes det er muligt at tale om en skabende og opretholdende Gud.

Med Løgstrups egne ord:: "Er Gud ikke livets skaber og med sin opstandelses magt dødens herre, er alt, hvad der i dagliglivet kaldes betydningsfuldt, ligegyldigt."

Affortryllelsens historie

Som sagt er også Lars Qvortrups artikel særdeles læseværdig. Den er faktisk fremragende. Den handler om det moderne videnstab, som opstår, når vi jager efter den såkaldte sikre viden og i denne stræben afskriver at have med paradokser at gøre. Vi bliver blinde for vores ikke-viden, og vi får en "affortryllende reduktionisme", som ifølge Qvortrup er blevet den moderne videnskabs uudtalte metafysik. Det, vi ikke ved med sikkerhed, om det vil vi intet vide. I god overensstemmelse i øvrigt med velfærdsstatens credo, hvorefter alle fænomener har simple forklaringer, og alle problemer enkle løsninger. Og når så vores erfaringer alligevel siger os, at der er mere mellem himmel og jord end videnskaben kan forklare, geråder vi ud i en art dobbelttilværelse, fordi vi ikke kan kombinere "hverdagsrationalitet med søndagsmysticisme".

Desværre har kirken lagt sig i forlængelse af denne 'affortryllelse' ved at 'affortrylle' religionen. I begyndelsen af 20'erne skete det i Tyskland ved, at dele af teologien satte sig for at afmytologisere Bibelens mytologiske stof, og herhjemme fik denne "sekulariseringsteologi", som Qvortrup kalder den, mund og mæle gennem teologer som Johannes Sløk og P.G. Lindhardt.

Tabet af evnen til at erkende eksistensen af ikke-viden er dog ikke definitivt. Qvortrup fremdrager matematikeren Gödel, som i 1930'erne demonstrerede, at man aldrig kan fastslå og afgrænse det, vi ved med sikkerhed, men at ethvert logisk system enten indeholder selvmodsigelse eller er ufuldstændigt. Og i forlængelse heraf ser Qvortrup muligheden for en rennæsance for religionen. Religionen er - blandt så meget andet - svaret på det forhold, at "jo mere vi ved, desto mere ved vi, at vi ikke ved." Der efterspørges i stigende grad en refleksion over ikke-viden. Og Qvortrup stiller spørgsmålet, om kirken mon vil kende sin besøgelsestid og styrke vores omgang med det, vi ikke kan vide eller bemestre, eller om den vil overlade spørgsmålet til krystalhealere og åndemanere.

Endelig bliver jeg også nødt til kort at omtale Peter Kjærgaards gode artikel, som bringer en tiltrængt nuancering af billedet af forholdet mellem naturvidenskab og tro. Han påviser nemlig, at det ikke går an at se den videnskabelige revolutions helte som sekulariseringens bannerførere. Den stereotype antagelse at videnskabsfolkene i konfrontation med kirken holder ikke ved en hi-storisk nærlæsning, selv om antagelsen tilsyneladende næsten ikke er til at udrydde.

Troens umulighed

Bogen afsluttes med en artikel af filosoffen David Favrholdt, som udformer artiklen som et interview med ham selv. Så risikerer man jo heller ikke at få uventede spørgsmål, og artiklen, som mest handler om, hvorfor Favrholdt ikke selv kan tro, og hvorledes det kom dertil i hans opvækst, rummer en lang række argumenter for det, Favrholdt i forhold til sin egen antagelse noget ubeskedent kalder troens umulighed. Og for den, som selv er troende, synes det, som om Favrholdts vilje til at forstå dem, der tænker anderledes end han selv, er overskuelig. Artiklen er bogens svageste med mange floskler og rent ud sagt overfladiske gengivelser af de problemer, der tages op.

Men den sætter da de andre artikler, som rummer en noget mere positiv holdning over for troens mulighed, i perspektiv. Og samlet set er bogen uanset den sidste artikels svagheder et af de bedste danske bidrag til oplysning om forholdet mellem tro og viden, der længe er set.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her