Læsetid: 2 min.

Fortsat blæst om miljø-minister

Fogh mener, at Connie Hedegaards udtalelser om hans håndtering af Bilkasagen beror på en misforståelse. Imens fremturer miljøministeren
1. juni 2005

Miljøminister Connie Hedegaard (K) fik i går endnu en dag i mediernes fokus, efter at det kom frem, at hun i en fortrolig mail til sine partifæller på Christiansborg fortsætter diskussionen om inhabilitet.

Connie Hedegaard blev i fredags flyttet fra den omstridte Bilkasag, fordi der ifølge nye regler kunne sås tvivl om hendes habilitet på baggrund af tidligere udtalelser mod en lovliggørelse af den ulovlige Bilka. Men efter et gruppemøde hos De Konservative tirsdag afviste miljøministeren, at hun har rundsendt mailen for at fortsætte debatten.

"Grunden, til at jeg sender det rundt, er, at vi har en intern debat. Der var ikke grund til en lang debat på mødet i dag, og derfor har jeg orienteret gruppemedlemmerne. Det skal jeg jo ikke stå til regnskab for i pressen. Så havde jeg jo sendt det ud som en pressemeddelelse," siger Connie Hedegaard.

Hun afviste samtidig at svare på den kritik af hende, som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kort forinden kom med på sit ugentlige pressemøde. Her sagde statsministeren, at det er en misforståelse, når Connie Hedegaard siger, at Statsministeriets stramme tolkning af habilitetsbestemmelserne gør det vanskeligere at være politiker.

"Jeg tror, at de udtalelser, der er kommet, må bero på en misforståelse, for flytningen er sket helt efter reglerne og kan heller ikke være kommet som en overraskelse," sagde Anders Fogh Rasmussen.

Han afviste samtidig, at reglerne om ministres habilitet er for stramme og at de skal laves om.

"For så vidt angår Bilkasagen, så er den jo afgjort i går (mandag, red.) af Justitsministeriet efter reglerne. Flytningen skete af rent juridiske grunde. Der er ikke politik i det," sagde Anders Fogh Rasmussen.

'Alt er krystalklart'

Også i Folketingets spørgetid tirsdag blev statsministeren konfronteret med sagen om miljøminister Connie Hedegaard. Socialdemokraternes miljøordfører, Pernille Blach Hansen, bad ham om at oversende en redegørelse til Folketinget om reglerne for ministres habilitet. Det afviste statsministeren.

"Nej, der er ikke noget behov for at klargøre hverken mit synspunkt eller reglerne. Begge dele står krystalklart," sagde statsministeren.

"Jeg går ud fra, at fru Pernille Blach Hansen selv kan læse... reglerne, som de fremgår af den redegørelse, som Finans- og Justitsministeriet lavede i 2004. Det er en lang række af hykleri det her," sagde statsministeren med henvisning til, at oppositionen tidligere har kritiseret regeringens ministre for at være inhabile.

"Da kirkeministeren selv skulle afgøre en bestemt forvaltningssag, var der ingen grænser for, hvor langt sagen skulle flyttes væk fra Kirkeministeriet. Det viser bare, at det her er rent hykleri," sagde statsministeren.

Pernille Blach Hansen nøjedes med at konstatere, at statsministeren ikke vil aflevere en redegørelse, som hun mener, at der er behov for.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her