Læsetid: 5 min.

Fortsat uro i den islamiske verden

Alle forhåbninger om, at denne uges fredagsbøn skulle blive begyndelsen til enden på konflikten om Muhammed-tegningerne blev gjort til skamme. Over hele verden fortsatte demonstrationer og fordømmelser. Kun fra en russisk mufti kaldes reaktionerne 'hysteriske'
4. februar 2006

TEL AVIV/DELHI/PARIS - Fra Gaza til Jakarta var gadebilledet i den muslimske verden i går præget af protester mod de danske Muhammed-tegninger, og navnlig i forbindelse med fredagsbønnen i moskeerne blev der set med stor bekymring på udviklingen. De fleste steder forløb ugens vigtigste bøn roligt, men samtidig er der ingen tvivl om, at situationen er uhyre følsom og ifølge mange analytikere bevæger sig mod en forværring.

"Boykot er det mindste, muslimer kan gøre for at forsvare deres profet efter, at et flertal af det danske folk har vist støtte til sin regering til ikke at sige undskyld for de fornærmende tegninger," hed det således fra Abdel Moeti Bayoumi, som er medlem af det betydningsfulde al-Azhar Research Academy i den egyptiske hovedstad Cairo.

Han betegnede boykot af danske varer som en religiøs pligt og sluttede sig dermed til parlamentsmedlemmet for Det Muslimske Broderskab, Hamdi Hassan, der torsdag erklærede, at "anerkendelse af ytringsfrihed ikke betyder, at folk har frihed til at fornærme profeter".

Rådne æg

De politiske erklæringer blev fulgt op af demonstrationer i forbindelse med middagsbønnen i flere af hovedstadens moskeer. Præsident Hosni Mubarak udtalte at pressefrihed ikke bør være nogen undskyldning for religiøse fornærmelser, og den ligeledes vestligt indstillede jordanske kong Abdallah benyttede en tale til medlemmerne af den amerikanske kongres til en skarp fordømmelse.

"Mens vi respekterer ytringsfriheden fordømmer vi unødvendig vanhelligelse og fornærmelse af islamiske følelser, således som disse tegninger misviser og bagvasker min forfader, Profeten," sagde kongen.

Der var mindre demonstrationer i Amman, og i Irak, hvor de anti-vestlige følelser længe har gået højt, blev middagsbønnen efterfulgt af meget store demonstrationer, mens den indonesiske hovedstad Jakarta toppede med en demonstration, der ifølge lokale iagttagere havde 70.000 deltagere. Nogle hundrede trængte ind i den danske ambassade, ødelagde indbo og kastede rådne æg.

I landet med verdens næststørste muslimske befolkning er protesterne også ved at vinde fodfæste.

"Vi er altid lidt langsomme her i Indien," sagde redaktøren af det muslimske dagblad The Milli Gazette, Zafarul-Islam Khan, til Information i går. "Men jeg tror, at det vil komme, med mindre der straks kommer en fuld undskyldning. Også for Indiens (140 mio.) muslimer er tegningerne uacceptable."

Vil dæmpe gemytterne

"Det at sammenligne Muhammed med en terrorist er ikke alene fornærmende, men også forkert," sagde den fransk-muslimske leder Dalil Boubakeur, som torsdag tog imod den danske ambassadør i Paris Niels Egelund, "for at dæmpe gemytterne".

"Profeten har ikke skabt en terroristisk religion, men tværtimod en fredelig religion. Jeg er selv modstander af enhver form for ekstremistisk islamisme, og vil ikke slås i hartkorn med den."

På vegne af "millionvis af muslimer i Frankrig" udtalte han sin afsky straks efter, at tegningerne havde været i dagbladet France Soir og udtrykker dermed den vrede, sagen også har vakt i muslimske kredse udenfor Mellemøsten.

I Lyon demonstrerede 1.000 mennesker, og Boubakeur er blevet bakket op af andre religiøse ledere. Biskoppen i Lyon, Philippe Barbarin, udtalte, at han "forstod, at muslimerne var sårede", og at han var chokeret over, at man kan gøre grin med islam. Den franske overrabbiner Joseph Sitruk udtalte, at han følte "deltagelse" med muslimernes vrede.

Kollektiv Salman Rushdie

Profet-tegningerne har ifølge det russiske dagblad Novye Isvestija "gjort hele Danmark til en kollektiv Salman Rushdie". Men i modsætning til dette har de fleste andre kommentatorer i Rusland svært ved at skjule en vis skadefryd, hvis rødder skal findes i, at Danmark i sin tid nægtede at udlevere den i Rusland eftersøgte tjetjener Akhmed Sakajev. Det har lederne i Rusland, som i øvrigt selv har over 20 millioner muslimer, ikke glemt.

"Jeg glemmer ikke," sagde præsident Vladimir Putin forleden, "hvordan den danske ledelse på sit eget territorium støttede visse ekstremistiske strømninger, herunder nogle, der specialiserede sig i antirussisk virksomhed. Nu støtter den danske ledelse i virkeligheden dem, der sårer troendes menneskers følelser. En sådan mangel på konsekvens fører ikke til noget godt."

Men Danmark fik i går pludselig støtte fra uventet side. En af Ruslands øverste muslimske ledere, mufti Talgat Tadzjutlin, sagde ifølge netavisen newru.com i en artikel med overskriften "Karikaturhysteri", at den islamiske verdens reaktion var overdreven.

"Sådan bør man ikke reagere. Når de har trykt tegningerne, så har de nu engang gjort det. Det er deres opfattelse og deres ret. Det er helt forkert at true et helt land af den grund," sagde muftien.

"Had og vrede vækker kun had og vrede som modreaktion."

Hamas maner til ro

I de palæstinensiske selvstyreområder har sagen fået en særlig karakter, fordi den falder sammen med det islamiske Hamas-partis store sejr ved parlamentsvalget for halvanden uge siden. Her er det en almindelig opfattelse, at den danske sag udtrykker den almindelige europæiske modvilje mod islam, som i høj grad er kommet i centrum, fordi vælgerne satte deres kryds ved en islamisk bevægelse.

"Således læser almindelige mennesker det. De opfatter tegningerne som udtryk for, hvad Vesten tænker om islam, og fordi Vesten nu står meget tøvende og med nye krav over for den nyvalgte Hamas-ledelse, ser de også sagen som en afvisning af deres demokratiske valg," siger den palæstinensiske journalist og politiker Hanna Siniora, som selv er kristen.

I hans hjemby, Jerusalem, kom det i går også til demonstrationer, hvilket israelsk politi dog hurtigt standsede, mens titusinder af demonstranter hele eftermiddagen satte dagsordenen på Gazastriben og på resten af Vestbredden.

"Hvis de ønsker religionskrig, er vi klar," sagde Hassan Sharaf, som er imam i Nablus, om hvad man her opfatter som en mangelfuld dansk undskyldning.

"Ned med Danmark, ned med Danmark," svarede de forsamlede mennesker, og i Jenin brændte en forsamling på 1.500 mennesker danske flag og danske varer.

Allerede midt i ugen evakuerede Dansk Røde Kors sine medarbejdere fra Gazastriben, det internationale observatørkorps TIPH i Hebron bragte torsdag sine 11 danske medarbejdere i sikkerhed, og i går oplyste udenrigsministeriet, at der på Gazastriben og Vestbredden i alt opholdt sig to danskere.

Hamas-lederen Mahmoud Zahar mødte allerede torsdag aften den romerskkatolske biskop for Gazastriben og lovede ham, at den islamiske bevægelse ville beskytte områdets godt 2.000 kristne. Han manede også til ro, hvilket dog ikke syntes at have haft den store virkning i går.

Skuffelse over valget

"Jeg er ikke utryg, men ser situationen som alvorlig," siger danske Lise Khoury, der er palæstinensisk gift og bosiddende i Østjerusalem siden 1967.

Hun bekræfter, at unge medlemmer af valgets taber Fatah står bag flere af demonstrationerne, som i bydelen kom til udtryk ved, at man tegnede et stort Dannebrog på gaden, som bilerne kunne køre henover.

"De er skuffede over valget og viser deres frustration på denne måde," mener hun.

"Jeg går ind for ytringsfrihed, men også for at det skal ske under ansvar, og jeg er navnlig skuffet over, at den danske statsminister ikke sagde noget meget hurtigere. Når man bor i Jerusalem ved man bedre, at man ikke gør grin med andre folks religion."

Hanna Siniora er enig i disse synspunkter, og er navnlig bekymret over sagens større aspekter.

"Dette bringer modsætningerne mellem den muslimske verden og Vesten helt op til overfladen. Dette kan få konsekvenser langt ud over selve den tragiske sag om tegningerne," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her