Læsetid: 3 min.

Fortvivlet kærlighed og sprogets rytme

I London iscenesættes Tjekhovs 'Mågen' og Woolfs 'The Waves' uden radikale eksperimenter. Men skuespillernes præstationer er i centrum, så fryd, ængstelser og ulykkelige forelskelser
13. februar 2007

Vilde instruktører, der radikalt eksperimenterer med klassikerne, præger ikke teatret i London. Det er ikke som i Berlin. Derimod finder man opførsler, der er meget tro mod den skrevne tekst. En smule konservativt måske, men til gengæld lader denne britisk klassiske, stilfærdige facon ordene, skuespillets fine detaljer og dramaets relationer mellem mennesker stå i centrum.

Og i Anton Tjekhovs The Seagull på The Royal Court Theater er det de menneskelige relationer og fremfor alt kærligheden, det handler om. For karakterne i Mågen er forelskede i hinanden på kryds og tværs, men alle uden gengældelse. Derfor betragter de i Ian Rickinsons meget tekstnære opsætning også hinanden, når de tror, ingen ser det.

Masha ser med kulsorte længselsøjne på Konstantin, Konstantins blik spiller over Ninas lyse, sensible hud, og Nina kun har sit betagede ungpigesyn vendt op mod Trigorins mørke læber. Mens divaen Arkadina, der mestrer forstillelsens kunst egoistisk dominerer og manipulerer med dem alle. Blikkenes væv uddyber dramaets undertekst af uindfriede drømme, der meget tjekhovsk gør luften tung af spændinger på godset, hvor alle fire akter udspiller sig, fjernt fra alt liv.

Trekantsdrama

Mågen er det første polyfone drama Tjekhov skrev, hvor altså ingen af de 13 karakterer indtager en hovedrolle. I denne opsætning har man dog valgt at sætte fokus på trekantsdramaet, der udspiller sig mellem Arkadina, hendes elsker den berømte forfatter Trigorin og hendes søn Konstantins unge kæreste Nina.

I en nøglescene skyder Konstantin i selvmordstanker, forårsaget af Ninas forelskelse i Trigorin, en måge og lægger den foran hendes fødder. Et tomt og desperat symbol, som Nina ikke forstår.

Trigorins korte affære med Nina bliver ligeså betydningsløs. Han vender tilbage til den sejrende Arkadina. Og Nina bliver blot brugt som inspiration for Trigorin til en ny novelle.

Det tomme symbol, i form af den nedskudte måge dækker altså over Nina, der med desperat udspilede fingre og tynd, fortvivlet ryg må forlade Konstantin og godset. Hendes sidste ord bliver kærlighedsord om Trigorin, der lyder, som fylder de hele hendes ulykkelige og sitrende krop.

Så skyder Konstantin sig. Moderen Arkidinas ængsteligt hævede øjenbryn og skrøbelige blik over skulderen prenter sig ind på nethinden. Man aner i blikket, at hun ved, hvad hun har gjort. Den egoistiske manipulation og forstillelse indenfor familiens snævre kreds rammer hende som en grusom boomerang.

$SUBT_ON$Reollyde

Det handler også om relationerne på National Theater i Katie Mitchells ambitiøse opsætning af Virgina Woolfs litterære formeksperiment, romanen The Waves. Romanen er bygget op af seks stemmer; tre piger og tre drenge, som man følger vokse op og indtil de dør.

Katie Mitchell vælger at sætte de seks dramatiske indre monologer op i et næsten helt mørklagt og anonymt lokale. Scenariet består af et langt bord udstyret med små lamper, de otte agerende tænder og slukker, udover mikrofoner de læser teksten intimt op i. Bag bordet er en videoskærm i stedet for et bagtæppe. Og langs væggene reoler med alverdens ting til at frembringe lyde med.

Fortællingen om Bernard, Louis, Neville, Jinny, Susan og Rhoda skabes altså på scenen via oplæsning af Woolfs tekst ledsaget af lydeffekter og videooptagleser i real-time foruden moderne klassisk live musik.

Det bliver en æstetisk nydelse, hvor personernes sansninger og erindringer sætter historien i gang. Til lydene af løbende fødder, stof der krammes, vand der sprøjter eller kridt mod en tavle, vises på bagvæggen billeder, der filmes simultant og ofte i en sær vinkel. I angst krummes tæer om et sengegærde, en blodstribes blomst folder sig ud i vand eller fingre glider forførende igennem håret i nakken.

En scene skudt fra oven viser et morgenbord og bliver som en koreografi for hænder, smørknive, tallerkener, fade og servietter. Og de smukke og melankolske billeder af et blidt ansigt og hårets døve bølgen under vand peger frem mod Virginia Woolfs eget selvmord.

Men hun er også en af karakterne, der cigaretrygende kommer med kommentarer til teksten.

Ud af disse fragmentariske billeder og lyde dukker langsomt i sprogets rytme, som havets frem- og tilbagetrækning på kysten, poetiske skitser op af de seks forskellige individers drømme, ængstelser og længsler, der fletter sig ind i hinanden.

Ikke en let forestilling, men holder man ud, får man uendeligt meget igen.

The Seagull af Anton Tjekhov, Royal Court Theater, London

Oversættelse: Christopher Hampton Iscenesættelse: Ian Rickson. Scenografi: Hildegaard Bechtler. Den 18. jan.-17. marts.

www.royalcourttheatre.com

The Waves, The National Theatre, London. På baggrund af Virginia Woolfs roman. Iscenesættelse: Katie Mitchell. Scenografi: Vicki Mortimer. Video designer: Leo Warner. 9. nov 2006-18. feb. 2007

www.nationaltheatre.org.uk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her