Selvfølgelig var det da en mulighed, sådan som kortene var lagt op. Men kun en teoretisk, for ved at fuldbyrde den ville magten udstille sin arrogance så ublufærdigt, at den måtte miste sit greb.
Så lidt som andre troede jeg, det kunne ske.
Men det skete. Makkerparret Peter Langdal og Henrik Hartmann blev fyret fra det teater, de gennem et tiår havde udviklet til landets væsentligste scene uden at have sat en smule af deres initiativ og idérigdom til under vejs.
I første omgang lamslået forbløffelse. Så fulgte forargelsen, derpå striben af forsøg på at udlægge årsager og følgerne for Københavns teatre i særdeleshed og dansk teater i almindelighed.
Hvad årsagerne angår, optegnede læserbreve og kommentarer forholdsvis hurtigt et mønster, hvor skurkerollen bevægede sig højere og højere op i hierarkiet.
De først udpegede var lederne af Københavns Teater, bestyrelsesformand, Christian Scherfig, og andenmanden Steen Pade, hvis manglende teaterindsigt blev grillet indtil det vellystige, nogle vil hævde perfide, som det skete i Arno Victor Nielsens Tæskeholds-kommentar om "Flødebollen" Scherfig (Information den 19. oktober). Manglende kvalifikationer er ét, som hverken her eller hist nødvendigvis er en hindring for karrieren, noget andet og mere fatalt deres indrømmelse af, at en væsentlig begrundelse for fyringen var de to teaterchefers kritik af 'strategiplanen' for det københavnske teaterliv. Vil man ikke rette ind, er det med andre ord: ud.
Dermed flyttede skurkerollen et trin op til kulturminister Brian Mikkelsen, som formodedes at være den, der pønsede på central styring af kulturlivet i det hele taget og havde indsat Scherfig & Co. som marionetter til at besørge arbejdet inden for teaterverdenen.
Men også Brian var jo i snor, var den næste erkendelse. Bag det hele ligger regeringens strategi, der med overskriften her den 20. oktober kan sammenfattes i "Centralisering som politisk metode". Overskurken udpeget: Anders Fogh i egen farlige person; målet indkredset: topstyring, kontrol og knægtelse af afvigere med tidens metode: at lukke adgangen til pengekassen.
Prisen for gratis gaver
At det hænger sådan sammen, skal ikke betvivles. Tendensen er umiskendelig, som det fremgår af Torben Kroghs mange eksempler hentet fra skatteforvaltning over skoler og universiteter til kulturliv. Men der er i næsten samtlige analyser en blind plet, som gør det let - og samtidig for bekvemt - at udpege skurke. For let fordi også Fogh Rasmussen, den tilsyneladende så mægtige, er marionet i et spil, hvor snoretrækket har selvstændiggjort sig og overtaget styringen. Det gælder, tror jeg, på flertallet af de områder, Krogh omtaler, ja for velfærdsstaten som sådan, men jeg vil holde mig til kulturlivet.
Dengang offentlig støtte blev sat ind for at bryde markedskræfternes enerådende styring, var intensionen den bedste og følgerne umiddelbart positive. Kulturlivet blomstrede, bredte sig ud. Men alle gaver har en pris, og prisen er, at fordi den, der giver, også føler ansvar for at gaven bruges i rette ånd og på rette måde, følger der uvægerlig styring med. Ikke af ond vilje, det er den indbyggede konsekvens. Vi gik, som Kjeld Koplev skriver i Politiken den 21. oktober ud fra sine erfaringer som teaterleder i 1970'erne i "den økonomiske musefælde... Ved hele tiden at gøre os afhængige af offentlige penge, støttemidler, Arte-ordninger og andre former for bevillinger ville statsmagten en dag kunne trække tæppet væk under teatret".
Mennesker er nu engang mennesker. Det gælder endog kunstnere, så på den ene side har konsekvensen været, at modtagerne af de milde gaver, mere eller mindre ubevidst, har rettet sig ind efter uskrevne regler, mens giverne på deres side har fået mere og mere svært ved at acceptere de besværlige, der insisterer på at gå egne veje, når ja-sigerne står i kø ved kasse 1. Et spil, der uundgåeligt gennemsyrer samtlige systemets led helt derned, hvor toppen vitterlig har givet styringen fra sig. Når legater og stipendier er forbeholdt medlemmer af de kunstneriske fagforeninger og organisationer, som uddelingen er overdraget til, burde man, indbefattet undertegnede, have forudset, at Langdal og Hartmanns dage på Betty Nansen var talte.
Sygt manuskript
Dette system er jo ikke ét, den siddende regering har skabt. Den har overtaget det fuldt udbygget, er blevet spundet ind i det, og man kan ikke gøre op med dens håndtering af det uden at tage et opgør med systemet selv.
Modet til det synes imidlertid at være totalt fraværende på begge sider af udbetalingsskranken. Af de uoverskueligt mange avisindlæg i forbindelse med fyringen, er det alene i Koplevs, jeg har set ansatser til en principiel konfrontation. Flertallet stiller det op som et sammenstød mellem de gode og de onde med udsigt til en happy end, hvis blot man kunne få udskiftet onde Scherfig, onde Brian og onde Anders med nogle good guys.
Men hvad skulle selv de bedste spillere gavne, når manuskriptet er sygt?
Rolf Dorset er journalist og forfatter
